Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Aaräituaq, dødningens trommesang. En östgrönlandsk legende. Af William Thalbitzer med teckningar af Ossian Elgström
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
AARÄITUAQ, DØDNINGENS TROMMESANG
591
med monotone melodier på tre eller
fire, højst fem forskellige toner, og med
rytmiske figurer, svarende til de
eskimoiske ords ejendommelige rytmer, uden
regelmæssig taktinddeling som i vor
musik, men dog underkastede en
regelbunden periodeinddeling indenfor hver sang.
Jeg hørte endnu for ti elleve år siden
henved hundrede sådanne sange i
Østgrønland, på det sted hvor de har holdt
sig længst, i fjordene omkring
Ammassalik og Sermilik; ligesom for tre år
siden atter nogle sidste rester længere
sydpå ned ad Kap Farvel til. Aldrig
skal jeg glemme mine indtryk af
stemmernes alvorsfulde jodlen og
trommernes klaprende drøn, da de gjaldede
på tinghøjene i Ammassætfjorden ved
Ammassalik, og da de stridendes vilde
øjne og flagrende hår skinnede i den
lyse højnordiske nat, mens solen tittede
gennem »Solporten» i nord. Stemmerne
tabte sig i luften ud over fjordens
isflager, og trindt om stod spidstakkede,
iooo-meter høje kystfjælde som vidner
til menneskekravlets forsvindende uro.
Det var det sidste indianerhyl.
Store trommesangere blev berømte
og gik over i sagnet. En storfanger
ved navn Keersagaq, eller »Dværgørred»,
meddelte mig følgende korte fortælling
om to venner, der engang i gamle dage
lå i trommestrid med hinanden. Ar
efter år mødtes de to mænd for at fort-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
