Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - To Romankredse. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
616
CARL BEHRENS
for sig tegner sig tydelig, sete baade med
Sympati og Uvilje, de forskellige
Skuespillertyper, Kontoristerne,
Samfundsstöt-terne, de gamle Tanter og de unge Fætre,
Spidsborgerne i Födebyen, Deltagerne i
Digterfesten paa Raadhuset, fra hvilken
Hugo flygter med Ingeborg — hvad der
faar symbolsk Betydning for ham selv:
»Flugten fra Festen» — de forskellige let
tilslörede, men dog kendelige Portræter af
fremstaaende Personligheder i det danske
literære og politiske Liv. Og alle disse
Figurer er indföjede i den Atmosfære, hvor
de hörer hjemme — Bogen udvider sig
til en hel Samfundsroman, der jævnsides
Pontoppidans fortæller os mangt og meget
om den Tid og det Land, hvor den foregaar.
»Af Hugo Davids Liv» har sin egen
Stil — forskellig fra Pontoppidans og dog
lignende den. Den er opbygget med
pragtfulde Stigninger, ofte lyrisk bevæget, snart
smidig og spænstig, snart overlæsset og
tung, snart ogsaa underfundig og ironisk,
med dobbelte Bunde, som netop Henrik
Pontoppidans Sprog ogsaa ejer dem.
Ejendommelig for Nathansens Roman, ja
et Særkende for den, er endelig
Forfatterens Lyst til at skildre sine Personers
Ansigtsudtryk. Det er bleven hans Specialitet,
hans herskende Evne, desværre ogsaa hans
Manér. Han kender hver Rynke i deres Pande,
hvert vexlende Glimt i deres Öje, hvert
Smil, der kruser deres Mund. Overalt
finder man Udtryk som disse: »Hendes Öjne
havde faaet en anstrængt og urolig Glans,
hun smilede stærkere end hun plejede»,
eller: »Naar hun smilede, smilte Öjnene
ikke med — de laa tankefuldt gemt bag
Smilet, betragtende, bedömmende som paa
Afstånd». Et Par enkelte, tilfældig valgte
Exempler som disse, kan foröges i Snese-
vis. Nathansen har her udformet en
ganske virtuosmæssig Evne, som vi ikke
mindes at have mödt i blot tilsvarende Grad
hos nogen anden moderne Skribent, til at
fastholde Öjebliksindtrykket af et Menneskes
Ansigt — dets Minespil i den og den
givne Situation.
»Af Hugo Davids Liv» er — hvilke
Indvendinger man end kan rette mod
Bogens Tendens, mod Skildringernes
Omstændelighed, Stilens lidt preciöse Tone og
Öjebliksindtrykkets Manierisme — en
meget betydelig og vægtig Bog, vel nok den
betydeligste og vægtigste Roman, den
yngre Forfattergeneration har ydet. Den
udholder Sammenligningen med Henrik
Pontoppidans mere ligevægtige og mere
kölige Romankreds — begge har de öst
af dansk Prosas ypperste Kilde, som den
springer i Goldschmidts Digtning, der den
Dag i Dag er saa frisk og lædskende, saa
gribende oprindelig.
Moderne dansk Digtning har haft
blodige Kritikere, som har sögt at reducere
dens Betydning, fundet den stivnet til
Goldhed. Men Digtningen har dementeret
Kritiken. Vi har omtrent samtidig set
fremstaa to saa ejendommelige og
tiltrækkende Værker som Henrik Pontoppidans
og Henri Nathansens Roman-Kredse, der
paa den hjemlige Literaturs brede og sikre
Basis opbygger Menneskeskildringer, i
hvilke med Kunst de Problemer er
nedfældede, som optager Tankerne, og hvori
Öieblikkets urolige og angstfulde Pulse
banker.
Vi lærer vor egen Verden, vort eget Sind
at kende i disse Boger, der hver for sig er
prægede af Mandsmod og Mandshjærte, af
aandfulde Personligheder, der har studeret
deres Tid og dens Febersymptomer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
