Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - To Romankredse. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO ROMANKREDSE
615
skulle blive eneraadende, altbeherskende.
Han har gentagne Gange dvælet ved det
i sine Skuespil (»Daniel Hertz og
»Indenfor Murene») — nu tager han det op til
grundig og forventelig afgörende
Behandling i sin Kolossalroman, en Livsskildring
fra Vugge til Grav, med minutiös
Udpensling af Enkeltheder, med
samvittighedsfuld Redegörelse for enhver Oplevelse
og for dens senere Betydning i
Titelfigurens Udvikling.
Der kan strax rejses Tvivl om,
hvorvidt Forfatteren har Ret i sin Betragtning
af Jodens Stilling i Nutidens Samfund, om
Modsætningsforholdet virkelig er saa
skærende dybt, som han mener. Her maa
ganske sikkert noget individuelt spille med
ind, thi Jödespörgsmaalet i Norden vil
gennem de blandede Ægteskaber efter al
Sandsynlighed faa en naturlig Udligning:
den fremmede Ström vil langsomt glide
ud i det store Folkehav, og et nyt
Problem, der truede med den russisk-polske
Indvandring, vil muligvis den russiske
Revolution bringe til hurtig Afvikling.
Men naar Indvendingen er rejst og
Problemet reduceret fra noget almindeligt
til noget individuelt, bliver tilbage en
stort-anlagt, livfuld og underholdende Roman,
hvis Hovedmangel er dens Vidtlöftighed
og Gentagelser. Den vilde have vundet
ganske betydeligt, hvis Nath’ansen havde
forkortet den, skaaret bort, selv med
blodende Hjærte — især den altfor
omstændelige Redegörelse for Hugo Davids
Barndom i den lille jydske By, hvor hans Lege
med Kammerater og Skoleindtryk ikke
formaar rigtig at interessere. Dog allerede
her bliver man indtaget af det smukke,
hjærtelige og udmærket sete Billede af
Forældrene, et Billede, Forfatteren uddyber
i Fortællingens Löb for tilsidst at skænke
det Mesterværkets Præg.
Men da Hugo David er naaet til
Kjöbenhavn som Student, bliver man mere
revet med af Helhedsskildringerne. For
hans Udviklings forskellige Faser
redegö-res der med Selvoplevelsens Forstaaelse,
Milieuet, han kommer ind i, staar skarpt
afgrænset. Beundringsværdig og paa Höjde
med Goldschmidts lignende Interiörer er
Onklens Hjem givet, det gammeljödiske
patriarkalske Hus med dets Vaner og
Skikke, med dets Præcision og lidt
bedsteborgerlige Livsanskuelse. Men vi fölger
Hugo David andetsteds hen — til den
stormægtige jödiske Sagförer og til den
iödiske Matador, i hvis Pragtsale alle de,
der »bærer» Samfundet, sætter hinanden
Stævne, og derfra ind i Teatrets usunde
feberagtige Atmosfære, hvor Personligheden
angribes, udviskes og tilsidst oplöses.
Thi nu fölger Hugo Davids Kamp for
at blive Kunstner — han vil tilföre
Skuespilkunsten nyt Blod, anvise den nye Veje,
ikke göre den gamle Saga om. Det er
en Kamp paa Liv og Död, hvor Indsatsen
er hans egen timelige Lykke. Ja denne
Lykke er et skröbeligt Glar, og den
sønderbrydes, ved at den Kvinde, der er
bleven hans Hustru, og som han forgæves
har sögt at finde Forstaaelse hos, svigter
ham. Da maa han »flygte fra Festen»
hjem til Fædrenehjemmet i den lille By
— Hugo er bleven som et sygt Dyr, der
skjuler sig for Verdens Öjne. Om hans
atter vaagnende Livsmod, om hans
ny-vakte kunstneriske Stræben og
Ærgerrighed under det stærke Indtryk af en
stamme-beslægtet tysk Skuespillers Kunst, handler
Resten af Bogen. Han forsones med sin
Ingeborg, för hun dör, han bliver ogsaa
taget til Naade igen i Onklens Hus paa
den kjöbenhavnske Nörregade, men
alligevel er han en vingeskudt. Kampen om
dette: Maa vi være her? der er Jodens
Forbandelse i det moderne Samfund,
bryder atter ud i hans nærmeste Nærhed, og
langsomt ebber hans Livskraft bort. Hugo
David dör — »den vanskelige Död» —
i Hjemmet i den lille By, hvor hans
alderstegne Moder pusler om ham. Han er —
som Lægen Bendix siger: »Den evige Jöde».
Det har öjensynlig — efter hele
Bogens Art, efter den Iver, hvormed
Problemet vendes og drejes, afsluttes og atter
paabegyndes — været en Livssag for
Nathansen at skrive denne Roman — den er
et Opgör med stridige Kræfter i
Forfatterens eget Sind, et Forsög paa at omsmelte
alvorsfulde personlige Indtryk til Digtning.
Under alle Omstændigheder er »Af
Hugo Davids Liv» en Bog, som man ikke
saadan bliver færdig med i et Nu og
navnlig ikke kan redegöre fyldestgörende for i
en kort Tidskriftsartikkel. Dertil er disse
1000 Sider for rige, er en hel Mikrokosme.
Tænker man tilbage paa Bogen, dukker
den ene Skikkelse op efter den anden:
Sösteren og Barndomsvennerne, der hver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
