Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Björnsons »Over ævne». Förste og andet stykke. Av Kristian Elster. I—II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRISTIAN ELSTER
get særlig godt forhold til bönderne i
Gausdal. Vennerne kvalmet ham. Han blev
lei alle de aandelige fjösguttene sine. Og
særlig Kristoffer Bruun irriterte ham mere
og mere, saa han selv sier at ingen har vakt
ham slik til eftertanke og fremkaldt hans
brudd med kristendommen som netop Bruun.
Saa trak Björnson sig tilbake til sit
arbeidsværelse paa Aulestad og leste det
ene store verk efter det andet. Vi er ikke
i tvil om hvad hans lesning var, han ilte
med at fortelle verden det længe för det
var halvt fordöiet. Det var först og fremst
bibelkritiske verker som Rydbergs »Bibelens
lære om Kristus», en bok som fik mægtig
og befriende indflydelse paa ham. Saa var
det boker som kunde gi ham nyt stof, rig
næring og danne grundlag for en ny
ver-densopfatning, böker av Darwin, Stuart
Mill, Herbert Spencer, Taine, Renan og
Georg Brandes. Og mens han leste hændte
der to ting. Kristendommen faldt
fuld-stendig og for altid sammen for ham, det
var det ene. Det andet var at en ny
ver-densopfatning dannet sig hos ham, en ny
sterk og sund livstro som förte videre
fremad, og som hörte jorden til. Han
flyttet som han i »Over ævne» andet stykke
skulle uttrykke det, »hjem til jorden».
Hvad Björnson nu saa, var
verdensut-viklingen i det lange perspektiv. Han lærte
av den nye forskning en skabelseshistorie
som var uhyre meget ældre end bibelens.
Han saa at alt det han hadde lært i
barneaarene, i skolen og som endnu blandt
vennerne blev holdt som Guds aabenbarede
sandhet, det var ikke andet end et enkelt
folks sagndiktning over fællesmenneskelige
religiöse emner, og at det, naar det skulde
vedbli at være menneskenes religion,
gjær-dene for deres tro, maatte standse al
vekst i deres aandelige liv. Og han saa,
— og det skulde i særlig grad opta ham
paanyt om nogen aar, — at der mellem
kristendommen og menneskenes evner og
liv var et motsetningsforhold, som ikke
kunde bringes ut av verden, og at selve
kristendommens indehold avgjörende stred
mot det menneskelige livsprincip, bragte
mennesket ut av likevegt, forrykket dets
tilværelse paa jorden for at vise utover til
et andet liv som det væsentlige.
Alle disse brytninger i Björnsons sind
mellem ældre tro og ny viden kaldte snart
paa hans virksomhetstrang. Og det blev
til kraftige sammenstöt med de kristne
dogmer, först et sterkt angrep paa
helvedes-straffene, saa kamp mot læren om undrene
— i böker, i artikler, i breve, i foredrag
— som talen i studentersamfundet 1877
om at være i sandhet. Indtil det hele
samlet sig i et hovedopgjör, hvori han
sökte at klarlegge sine livsanskuelser, sin
religiöse anskuelse i skuespillet om
kristendommen »Over ævne», förste stykke og
sin sociale anskuelse i »Over ævne» andet
stykke.
Den religiöse krise i Björnsons liv var
ikke en av de smertefulde, sönderrivende
sjelekriser som dypt religiöse naturer kan
gjennemgaa. Det bærer hverken hans breve
eller hans personlige holdning i disse aar
spor av. Naturligvis det har været tider,
hvor det har gjort ondt. Han har hat
dager og nætter som dem Elias og Rakel
taler om. Men hovedindtrykket har
snarere været befrielse, glæde. Sandheten er
vel den, at det har ikke været saa meget
brudd, som utvikling, det har grodd
langsomt i Björnsons sind uten at han selv
har vist det. Og desuten — det er saa
meget av det gamle som blir igjen. Han
befriet sig fra kristendommens dogmer, men
han blev i sin gudstro selv efter at han
paa sin maate hadde tilegnet sig
utviklingslæren. Han hadde engang skrevet i
et digt til missionær Skrefsrud:
Jeg deler ei din tro, du stærke drömmer,
det skiller ei hvor aanden bærer bud.
Ti alt som stort og ædelt mot os strömmer,
det dyrker jeg, fordi jeg dyrker Gud.
Ved det standpunkt kunde han forbli:
Han ophörte aldrig at dyrke Gud. Hans
nye overbevisning var stadig en ny tro,
en tro paa det godes seier. I 1876 skrev
han: »Er Gud ikke i fremgangen, hvem
skal vi da takke for de opdagelser og
opfindelser som idag lykkeliggjör mit liv? Er
Gud ikke i frihets og
selvstendighetsarbei-det hvem skal vi da takke for alle aag
som brast og endnu brister?» Og han
fastholdt Gud i utviklingen og i fremskridtet.
Han fandt i Darwins utviklingslære en ny
og lys verdensreligion, i
erfaringsvidenska-pen dens lykkelige begrundelse. Intet av
det mörke og truende i Darwinismen, intet
av det som har fundet uttrykk i slagordet
»Kampen for tilværelsen», kom til at bety
noget for Björnson. Det sprang han over.
Utviklingslæren var for ham læren om na-
54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
