Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Peter Nansen. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CHR. RIMESTAD
Aars Tavshed havde ikke kvalt Interessen.
Nye Slægtled var vokset op, Titusinder af
Born var blevet unge Mænd og Kvinder,
og Nansen var stadig en af disse dragende
Skikkelser, som man ikke kommer uden om.
Maaske har dette været en af Peter
Nansens lykkeligste Oplevelser. Naar man
betænker, hvor dyb Publikums Glemsomhed
er, hvor hurtigt det skifter
Yndlingsforfattere, omtrent ligesaa gesvindt som
Modeskuespillere, saa maa man ogsaa
forbavses over, at Nansen i en saadan Grad
formaaede at fastholde Interessen om sit
Navn.
II.
Peter Nansen var et fortryllende
Menneske. Alle, der kom i Berøring med ham,
blev besejret af hans Smil, hans Skønhed,
hans helt usædvanlige Ynde. Jeg husker
fra min Barndom, hvilket Indtryk jeg
modtog af Peter Nansens Ansigt og Holdning.
Det var en af første Gange, hvor
Skønheden for Alvor blev en ny Magt i en
Fjortenaarigs Bevidsthed. Hvor dette
Ansigt var fuldendt i sin Bygning, hvilken
Harmoni af Styrke og Ynde! Trods
Sygdom og Sorger bevarede det sin Finhed
lige til det sidste. Der kunde i hans
trætte og ofte saa vemodige Træk bryde
en pludselig og bedaarende Ungdom frem,
en Glans i Smilet, et Skælmeri i Blikket,
og skønt hans Legeme var bøjet og
stivnet, saa bevarede det dog denne Elegance,
som var bleven saa berømt, og som der
sikkert heller ikke i Datidens Danmark
fandtes Magen til. Det var ingen sportlig
trænet Styrke, der var en egen fornem
Langsomhed i hans Bevægelser, næsten
noget værdigt, som var i fuldkommen
Overensstemmelse med hans Maade at tale
paa. Han var en Konversationens Mester,
rig på Indfald, paa rammende, skarpe
Bemærkninger, men Ordene kom ikke over
hans Læber hastige og afsnubbede som
almindeligvis i en Improvisation, de var
fint tilslebne, som hans Gestus, som hans
Minespil, som hans skrevne Sætninger.
Denne kloge og smukke Månd ejede
desuden et varmt Hjærte. Han var
trofast, ordholdende, pligtopfyldende. Han
hjalp, hvor han kunde komme til det, han
var de danske Digtere en oprigtig Ven.
De fleste unge Forfattere, der konsulterede
Forlagsdirektøren, har kendt Øjeblikke
hvor de blev usikre og stundom ganske
forvirrede. Nansen elskede det
dobbelttydige Udtryk, og hans Blik og hans Smil
kunde begge blive de lydigste Fortolkere
af en uigennemtrængelig underfundig Ironi.
Paa den mest uforstyrrelige Maade
kunde han henkaste en Bemærkning, der
nok kunde faa Haarene til at rejse sig paa
et uskyldigt Hoved og faa Sveden til at
perle frem paa en naiv Pande. Nansen
yndede, selv op i sin Manddom at
forarge. Det var ham en udsøgt Nydelse,
maaske denne blide og gode Aands eneste
diabolske Egenskab, at bringe Uro og
Forvirring i de fra Fædrene nedarvede
gode og firkantede Begreber.
Man skulde neppe tillægge disse
Paradokser altfor højtidelig en Betydning.
Han opnaaede — i Regelen da — hvad
han ønskede: at fremkalde Panik i unge
gærende Sind. Mente han det virkelig,
mente han det virkelig for Alvor . . . dette
Spørgsmaal har fortumlet kredset gennem
mange Hjærner, naar de var paa
Hjem-gaaende efter en Visit i Klarebodernes
Direktørværelse 1
Nansens Trang til at forarge viste sig
eklatant ogsaa i hans sidste Produktion.
Er hans Roman »Brødrene Menthe»
mere og andet end et Paradoks? Er det
Forfatterens Hensigt, at man skal tage
disse radikale, man kan godt sige
samfundsomvæltende Paradokser alvorligt?
Bogens to Titelfigurer forsynder sig
begge groft mod Samfundets Love — men
paa meget forskellig Vis. Den ene
beriger Samfundets Syge og Nødlidende med
Frugten af sin Seddelforfalskning, den
anden bruger betroede Midler for at
tilfredsstille sine raffinerede
Viveurtilbøjelig-heder. Naar Bogen paa adskillige Læsere
har gjort et saa utilfredsstillende Indtryk,
kommer det især af, at Nansen ikke har
stillet Problemet op paa en saadan Maade,
at der skelnes skarpt mellem de to
Tilfælde. Det kan endog se ud, som om
Nansens paradoksale Forargetrang har
drevet ham til i en vis Forstand at tage
Parti for den sorgløse Viveur, der er skabt
til Fest og som forsvarer sig med, at
han, selv om han har forbrudt sig mod
Samfundets Love, dog aldrig har krænket
den Lov, som er bestemt af hans egen
Natur.
92
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
