Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Peter Nansen. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PETER NANSEN
Derimod viser den anden Broder, der
har helliget sig til filantropisk Virksomhed,
en pludselig Selvforagt: han spytter ind i
sit eget Ansigts Spejlbillede, han, der har
en stor social Position, er en ensom, en
gold, en uendelig fattig Månd, og det ser
ud som om hans Filantropi hverken hjælper
ham det ringeste i hans egne eller i hans
Skildrers Øjne
Forvirrende, for alle naive Læsere
forstemmende var ogsaa Udgangen i den
største Fortælling i Novellesamlingen
Liveis Lyst: »Brevet, der ikke blev aabnet.»
Det er et betydeligt Kunstværk,
koncentreret og fyndigt, uden Tvivl det
vægtigste, Nansen har præsteret. Han
opstiller her sit »Tilfælde», Mennesker og
Situationer i deres typiske Logik — med noget
af et Skemas nøgne Sandhed. Han
bekymrer sig, i Modsætning til det store
Flertal af hans Samtidige, udelukkende
om Linjen, Farven eksisterer ikke for ham,
og derfor heller ikke dette specielt
artistiske, man kalder «Atmosfæren». Han
rendyrker sin Kunst, og hans Erfaring,
der indenfor det Omraade, hvor
Fortællingen foregaar, synes at grunde sig paa
et nøje Kendskab til Virkeligheden, gør
Bekendtskabet, Formens Tørhed og
Strenghed tiltrods, frugtbart og lærerigt.
Det vil paa de naive Læsere, der ikke
kan og ikke ønsker at undvære en »Moral»,
en Forsoning eller en Dom, virke
forstemmende, at Forfatteren saa ganske undlader
at tage Parti, hverken direkte eller
indirekte straffer den Månd, der ved sin
Nyfigenhed, sin Lyst til at eksperimentere
bliver Skyld i en alvorlig, en klog, om end
meget overspændt Kvindes Ulykke og
Selvmord. Denne Månd er ikke slet, han
gør, hvad der staar i hans Magt, for at
løse saa lempeligt som muligt det Forhold,
der er ham en fysisk Plage og en psykisk
Tvang, men han befrier sig dog
paafaldende hurtigt for Samvittighedsnaget, og
det er i Selskab med en ny Elskerinde,
at han gennem Telefonen modtager den
arme hadefulde Kvindes definitive Farvel,
førend hun forsvinder i Døden.
Forfatteren optræder ganske vist ikke
som Moralist, men Historien har dog sin
egen bitre og mørke Moral:
Nyfigenheden — alt det sammensatte, baade
naturlige og perverse, som Franskmændene
sammenfatter i det besnærende og funklende
Ord: Curiosité — kan blive Menneskets
farligste Last, selv om det under gunstige
Forhold er Drivfjederen til alt Fremskridt,
og stundom ensbetydende med
Kundskabstørst, Opfindelsernes, Opdagelsernes Moder.
Denne Last kan faa de sværeste og
uberegneligste Følger. Her ødelægger en
Mands pludselige Lune en Kvinde, driver
hende ind i en sygeligt anspændt
Eksaltation, der antager alle den slaviske
Ydmygheds forsmædeligste Former. Hun føler
sig tilslut saa dybt nedværdiget, at kun
Hadet og Hævnlysten er igen, og den
eneste Udvej for denne Hævngerrighed
bliver Selvmordet.
Men det er Historiens overraskende og
deprimerende Pointe, at denne Hævn
forfejler sit Maal. Han er jo lykkelig, hans
Samvittighed synes at være falden’ til Ro,
man har ikke Indtryk af, at han synes at
have noget egentlig mere at bebrejde sig,
fordi han jo har gjort, hvad der stod i
hans Magt for at raade Bod paa, hvad
hans Letsindighed havde forbrudt, og
Historiens uhyggeligste Tragik, dens mest
skærende Dissonans ligger i, at denne
ekstreme Hævnakt rammer saa uoprettelig
ved Siden af det ønskede Centrum:
Mandens Hjærte, Mandens Lykke, der nu
endeligt og for altid skulde lægges øde.
Man kan kalde denne Afslutning
kynisk — men Livet syntes ofte Nansen
netop saare brutalt, saare virilt i sin Vilje
til Udfoldelse, i sin ukuelige Vilje til at
blomstre og blomstre paany.
Der var et rigere Indhold i denne
Fortælling end i Nansens Ungdomsbøger. Der
er dog en Mulighed for, at de fleste af
disse vil blive staaende i Litteraturen. De
er ikke dybe, ikke omfattende i deres
Menneskeskildring, de er heller ikke
fremragende ved deres Lyrik, men de ejer en
egen Gratie, en drilsk og blidt sentimental
Gratie, som Nansen var saa at sige ene
om at repræsentere.
Nansen skrev i en Tid, hvor
Tendenslitteraturen florerede, men han var
Kunstner nok til ikke at lade Tendensen træde
altfor utilsløret frem. Der er en Tendens
i næsten alle disse følsomme og
skæmtefulde Bøger: Lysten til at vende op og
ned paa alle de Dydsbegreber, der et
Borgerligheden i Kødet og Aanden skaaret.
Men Nansen gik løs paa Borgerskabet med
Elegance og med et tvetydigt Smil om
93
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
