Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Grönlandske tryllebönner. Av William Thalbitzer. Med tegninger av Ossian Elgström
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GRÖNLANDSKE TRYLLEBÖNNER
gik så fra Akerniliks hus op til klöften
i fjældet, hvor den gamle vismand lærte
den unge jæger sin bön. Kättuarajee
betalte ham, gik tilbage til sit eget hus
og lagde bundspanten til en umiak, alt
imens han mumlede:
Den gir mig fart på rejsen,
den gir mig fart på rejsen.
F ar töj et får sin rette krumning,
dyret får sin rette krumning.
Hellige ord med magisk klang skal
gennemsyre disse bönner. Her bruges
ikke jævne, forslidte ord som kajak,
umiak osv., men det vrimler av
omskrivninger, gammeldags ord, lævn fra
en forladt sprogperiode. Mærk også,
at man ikke altid bruger den formalitet
at sætte önsket i optativ eller
imperativ. Man sætter verbet ganske ligefrem
i indikativ. Men selve den således
udtalte kendsgerning er en omskrivning for
önsket. Formlen er ment optativisk.
Når jægeren i sin kajak tryller, idet han
sætter over havbugten fra et næs til det
næste næs: éa, éa, her får jeg en
»vandrer» (hvormed han mener en björn) —
da er det som om han vilde sige: gid
jeg må möde en vandrer (en björn)
omkring hint næs! åh, lad mig få en bamse!
— Hans önskende tanke sendes dermed
videre, han veed ikke selv hvorledes,
men den björn, han möder, har på en
eller anden måde modtaget tanken fra
ham, og de to modes som venner.
Eller når han mumler og besværger
således: Sælen er föjelig, den kommer
mig imöde — eller: Jeg klapper
hvalrossen på dens kind, jeg stryger min
hånd over dens stödtænder, den blir
föjelig og from! — Da er meningen:
gid det må ske sådan, som ordene forlyder.
Til formen av enhver tryllebön hörer
der et omkvæd. Det indleder som et
præludium enhver bön; det udfylder som
et musiksignal hver pause mellem
tankens trin; det er bonnens förste og sidste
suk — og har denne ufravigelige form:
éa, éa. I en höjtidelig tone og med
en lang pause mellem gentagelsen
frem-hvisker besværgeren disse urgamle lyd,
disse to gange to magiske vokaler.
JØ JÖ
ea ea
Hvem påkalder han? — veed han
det selv? Han skyder sit önskes pil ud
i en ukendt verdensorden, ud i det store
gådefulde. Erfaringen har vist ham, at
det önskede atter og atter indtræffer.
Disse åndelige midler, disse ordets
runer baner vejen for heldet — hans
private held, hans farefrihed eller fred —
hvordan det så sker. Eskimoerne har
ellers nok av ånder, nok av usynlige
medborgere og trolde i deres lands
ödemarker eller i strandkanten, i havet og
i himlen -— men alle dem vedkommer
disse tryllebönner slet ikke. Bonnens
henvendelse er rent menneskelig og
ligefrem og kræver ingen ånd eller gud som
mellemled.
Der er heller ikke nogen symbolik i
disse formler. Det kunde kanske synes
så, men det er en illusjon. Eskimoen
mener alvorligt og realistisk, hvad han
siger. Han hæver ganske visst ikke sin
hand og klapper hvalrossen på kinden
og tænderne, men han udtaler, tænker,
föler, og veed, at han gör dette ad
tankens vej — og dermed har hans
åndelige handling allerede fået en
magisk-realitet, så at hvalrossen mærker en
kildrende söd fornemmelse og ikke kan
andet end blie from og venlig mod
jægeren, når mödet mellem de to kort efter
finder sted.
Det samme går igen i alle disse
formler, eller tryllesange. De kommer
fra en verden, hvis tanker er inspirerede
av det sjæleliges overvægt i tilværelsen,
men ikke forkvaklede av refleksjon, og hvis
fantasi er sund, stærk og ærlig. Skulde
245
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
