Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Henrik Wergelands lyrik. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FREDRIK PAASCHE
Hvide narcisse har hyllet sig ind; thi
nö-digen vilde
stjernernes yndige barn sig tabe i glans mod
din barm.
Skinsyg over din mund
vil rosen idag sig ei åbne.
Fagre, dog eier din elsker en blomst, hvis
fyrige flamme
evig som stjernernes er: udödelig kjærligheds
blomst,
Dit velsignende blik
har sået den selv i mit hjerte.
Den er udsprungen så fuldt som en sol. Den
ömt har jeg pleiet,
ledet mit varmeste blod til rödderne dybt i
min barm,
dugget dem med min gråd.
Den blomst jeg dig skjænker, min elskte.
Men det »varmeste blod» skaper ikke
sensualisme i hans digtning; alt er
»pas-sion’s golden purity». Aldrig gyldnere,
aldrig renere end i digtet »Den förste
omfavnelse». Ingen kunstner, ingen
digter kan gjenskape glansen over »det
förste möte», lysningen over den elskende
kvindes åsyn, vemod som dör i en
åbenbarelse av salighet. Men Wergeland er
kommet det usigelige nær:
Sorgen har tabt sin tyngde og magt,
hvor hendes yndige åsyn har lagt.
Sänk hun den ned i sit svömmende öie?
Drak hun dens gift med sin mund? Thi jeg så
vemodets smil
bævende skygger om læben at boie;
dunklere blå
sværmede öinenes ild.
Du har försont, uskyldige brud,
sjælen med verden, blodet med Gud.
Den gang din hellige pande du sænkte,
strålren som nådens skinnende lin,
over mit bryst,
borttog du synden, den tårebestænkte.
Nu er mit sind
rent som et tempel og lyst.
Den gang du lå ved mit hjerte, min brud,
var det som blomster sprang derifra ud:
blomster, som levte, drömte og tænkte.
Mandel og abild ei vaier så fuld.
Solen sit blod
ikke så rigt over roserne sprængte.
Sjælen sit muld
drömmende saligt forlod.
Til sin elskede vier han siden »Smukke
Skyer», digtet om hendes og hans hjem;
— det var dengang, da han ikke fik det
prestekald som var ham lovet, det
mindste i Norge, og solnedgangen over
fjorden gav trost, byggede ham et nyt hjem
at bo i:
Se hist, min elskede, hist, hvor dagen
til hvile lægger sig på skarlagen,
hvor solen dalte
blandt skyer gyldne og purpurmalte!
Se der i vest
i hine svömmende skjönne lande,
först der, kan hænde, sit vuggelöfte vil
skjæbnen sande,
at jeg, din elsker, skal blive prest.
Den stråle hisset i luften jaget
er kirkespiret, hint gyldne taget!
Hint violette
derudenfor er en blomsterslette.
De mörke lag
af stråler brudte er lunde dunkle,
hint röde hjemmet... o se, hvor vindverne
gyldne funkle!
Vi kunde være der end idag!
Gudskelov er ikke Peer Gynt den
eneste norske digter, som har set syner
i skyerne. Wergeland hadde sin
himmel i sit eget indre, og den hang fuld
av »solens eventyrlande». Den hjalp
ham til at overvinde virkeligheten; de
»smukke skyer» gav ham en
guddommelig erstatning. —
To år senere böd han sin hustru
dette velkommen efter fravær:
O velkommen, hulde hustru!
skjönne tekst for mine sange!
söde smag for mine læber!
blöde marmor for mit favntag!
ædle billed for min ånds
dybe, jublende tilbeden!
O velkommen hjem igjen!
456
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
