Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Henrik Wergelands lyrik. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENR IK WERGELAND
Hun stod stadig under drysset av
hans fantasi:
För, i din j omfrulighed.
elskte viv! för med min ed
du dit sagte ja troloved,
var du engens klokke lig,
der med yndigt böiet hoved
mellem græsset skjuler sig–
Nu, nu er du, som min viv,
rödmende og frugtbetynget
brombærbusk, der fast har klynget
til det vilde fjeld dit liv — —
Men hvorledes
var vel klippens steilhed skjön
uden busken, som i lön
i hin klipperevnes ro
over svimmeldybet fredes?
Og hvorledes jeg vel fro
i min smerte,
uden dig, min viv, ved hjerte?
»Fjeldet» kalder han sig i dette
digt, fjellet med »avgrundsdyb» og
»ravneklipper». Og han skildrer dette
mægtige landskap i faste linjer. —
Men ingensteds har han forklaret sit eget
væsen så sikkert som i digtet »Mig selv»,
skrevet da »Morgenbladet» hadde
berettet, at »Hr W. er opirret og i slet lune»:
Jeg i slet lune, Morgenblad? Jeg-, som kun
behöver et glimt av solen
for at briste i höi latter af en glæde, jeg ikke
kan forklare mig?
Når jeg lugter til et grönt blad, glemmer jeg
bedövet
fattigdom, rigdom, fiender og venner.
Min kats strygen mod min kind udglatter alle
hjertesår.
I min hunds öie sænker jeg mine sorger som
i en dyb brönd.
Min vedbende er vokset. Didud af mit vindu
har den båret på sine brede blade
alle de erindringer, jeg ikke bryder mig om at
gjemme. —
Jeg, som læser henrykkelser på hvert av centi-
foliens, den vårgaves, hundrede blade —
mig skulde en slet avis bringe til at kvæle en
sekund med ærgrelse?
HENRIK WERGELAND.
DAGUER-ROTYPI FRA BEGYNDELSEN AV
I 84O-ÅRENE.
Det vilde være som at dræbe himmelblå og
rosenrode sommerfugle.
Den synd gyser mit hjerte for i sit inderste.
Det vilde være som at overöse mit endnu
ugrånede hoved mecf aske
og at bortkaste de diamanter af strålende
sekunder, tiden endnu nedsår derover. —
Som insektets stik i muslingen avler
fornærmelser kun perler i mit hjerte.
De skulle engang pryde min ånds diadem.
Jeg hade? Når en fugl flyver over mit hoved,
er mit had fluks tusind alen borte.
Det flyder hen med sneen, det går med de förste
bölger fra land og langt ud i havet.
Men hvi skulde ikke mine årer vredes?
Beröv ikke landskabet dets brusende bække f
Höistærede vidjebuske, tillader bækken at
skumme,
når den går imellem stene. — —
Klag ikke under stjernerne over mangel på
lyse punkter i dit liv!
Ha, de blinke jo, somom de vilde tale til dig!
Hvor stråler Venus i aften! Har himlen også
forår?
Nu have stjernerne lyst hele vintren; nu hvile
de og fryde sig. Hallelujah!
457
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
