Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Henrik Wergelands lyrik. Av Fredrik Paasche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENR IK WERGELAND
Det vil glæde din moder, at du ikke har glemt
hendes yndling,
som hun så ofte har klappet.
Hun har fortalt os, at Brunen hver dag kom
til hendes vindu
og så med de kloge öine på hende,
til den venlige hånd kom ud.
Visselig, hendes hjerte vil banke av fryd over
din fart på ham,
thi hun ved, at dit fryder sig, når du sprænger
opad et af
tordenens bjerge eller over lynildens strömme.»
Denne artikel er blit en ramme
omkring nogen av Wergelands digte; selv
kan han bedst forklare, hvorfor der i
Norge ligger slik glans, ikke bare over
nationalhelten, men også over digteren
Wergelands navn. Citaterne er valgt
fra de digte, som lever sterkest i vort
folks bevissthet. Men om man griper
ned i vrimmelen av de andre, de mindre
kjendte, skal man også der möte hans
fantasi og ham selv. Det er en fantasi,
som ser sammenhængen mellem alt
levende, et hjerte, som slår for alt
levende. Man kan altså, om man vil, kalde
ham »romantiker»; så har man jo i mere
end hundrede år kaldt de digtere og
tænkere, for hvem alt levende var en énhet.
Som en pröve på, hvad selv det
næsten ukjendte kan gi, griper jeg ut
— av hans ungdomsdigtes kaos — nogen
linjer om »Blåmin», »Pys», kaninen,
som »enöret, trebenet, violblå og fin»
humpede omkring i hans rum:
Ak, i Blåmins klare öie,
gjennem linsens regnbuslör,
gjennem dens pupil som rör
ser jeg vide himle höie
[Guds de vidtudslagne barme,
hvor sig mid1 ved sol tör varme]
vrimlende af liv fra små
myggegnister, mammutblus
til solebål — — —
Ah, jeg ser, at her er lys:
se der er jo Blåminlil!
O, av tågen kraftens Gud,
ved at tænde solen, — ud
vikled mig og min kanin,
mig som blomst og den som rod,
O, fra samme sol vort blod
runden er i os som skin.
Dog, da »Pys» i tågen lå
dybere end mig, — så varm
strålen kunde ham ei nå,
som den sänk sig i min barm — — —
— — når min lille blå kanin
smutted til mit hjerte ind:
o, mig synes, som jeg krysted
hele skabningen til brystet!
1 Små spindeldjur.
461
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
