Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Rögekonen. Af Jörgen Vibe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Röge konen
Af Jörgen Vibe
ET SKUMREDE... Havet,
der laa dovent og
kærtegnede de runde Skær, blev
graat og koldt. En frisk
Vind strög ind derudefra.
Gamle Ane skuttede sig kuldskært.
Hun stod udenfor Rögeriet og hjalp med
at tage Stængerne med de »vindede»
Sild ind. Sildene hang i lange Rækker
kolde og stive som hængte Forbrydere.
— Fryser du?
Esben saa forbavset paa Ane. Hun
samlede det gamle snavsede Sjal om sig.
Det var fuldt af Sildeskæl og lugtede af
Rög. Ane var Rögekone.
— Ja, min Gou fryser jeg, sa Ane,
en er jo saa vant til den gloendes Hede
derinde. Og gammel blir en ogsaa. 88
til November. En skulde mest tro Vor
Herre har glemt en.
Esben smilede.
— Kanske kerer han sig ikke om
gamle Kællinger, mente han.
— Saa skulde han saagu ha taget
en, mens man var ung.
Al Silden var kommet ind i Ovnen.
Ane lukkede Doren og satte Pinden for.
Der var helt mörkt inde i det lille
Rögeri, kun faldt der en Smule graat
fattigt Skumringslys ned gennem
Skorstenen og viste de mange Rækker blege,
törre Sild, som Rögen nu skulde göre
gyldne og saftige.
Ane famlede hen over en snavset
Hylde, hvor alt muligt gammelt Ragelse
var stablet op mellem hinanden. Helt
inde ved Muren laa Tændstikkerne. Hun
fandt dem og lod sig falde ned paa sin
trebenede Træstol.
Ane havde været saa træt i Dag, saa
besynderlig velsignet træt, som hun ikke
havde været i mange Aar. Det var saa
kært at hvile.
Der lugtede saa godt herinde. Lyng
og Fyrrebrænde laa paa Gulvet om hende
og i en stor Stabel hen mod den ene
Væg. Harpiks-Lyng. Det mindede om
de unge Dage for saa mange, mange
Aar siden, da man gik og pillede
Ræv-ling, laa i Lyngen inde ved Skovkanten
og lod Solen bage gennem den tynde
Kjole, til den brændte ind paa den bare
Krop, og man foer ned ad Bakken, smed
Klærne paa en solvarm Sten og
styrtede sig i Havet.
Gamle Ane lægger sig paa Knæ
foran Ildstedet. . .
Den Lyng havde været grön og frisk
med röde Blomster, som et farvet Tæppe
saa langt Öjet saa over det bakkede
Land. Lyngen her er tör, kun til at
fyre med, röge Sild ved.
Hun tænder . .. Spaanerne bliver
levende og ruller sig sammen i Ilden.
Flammerne slikker op med smaa
blaa-lige Tunger, griber om sig, æder, bliver
större og rödere.
Mekanisk lægger den gamle paa
Ilden. Öjnene rinder, de löber over og
Taarerne flyder ned ad de mange dybe
Rynker. De er som smaa Aaer, der
svulmer ved Tobrud. Der hænger Vand
i de blöde Haar over den gamles Mund.
Hun er gammel og rynket, ja.
Hendes Hænder er brune og knortede. Men
en Gang var de hvide og ferme, raske
til at kunne baade slaa og kærtegne.
Da kom Æventyret til Ane. Hun hu-
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
