Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Rögekonen. Af Jörgen Vibe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
x
R o ge konen
sker endnu den Aften, som var det i
Gaar. Hukommelsen har Aarene ikke
slövet.
Han var myndig og stor. Duftene
fra de store Have hang i hans Haar,
Skæg, Klær. Hans Öjne var saa gode
og trofaste. Hun kan endnu mærke hans
Hænders gode Kærtegn.
Hun husker endnu den Aften, og hun
husker mange Nætter siden. Varme
Sommernætter, da Vinduerne stodaabne,
og Havet sang derude fuldt af röde og
grönne Lys, der vandrede. Kolde
Frostnætter med Rim som tindrende
Diamanter paa Kammersets Lervægge og
fantastiske Isblomster paa Ruderne. Nætter,
da to Mennesker droges mod hinanden
og gled sammen.
Hun gyste.
Hun var med Barn, turde ikke sige
det, gemte sig for Mors forskende Öjne.
Hun syntes, de saa lige gennem hende.
De maatte kunne se det lille Væsen, hun
bar. Men Mor sa aldrig noget, Far ikke
heller.
En mörk Höstnät, da Skyerne drev
som sorte truende Hærskarer over
Himlen, og Maagerne skreg i Blæsten, födte
hun sit Barn i en Dal mellem
Lyngbakkerne under aaben Himmel. Hun
hjalp sig selv og saa, at den lille var
död. Hjærtet var stille i den. Hun
ved ikke selv, om det var en Dreng eller
en Pige, ved kun, at Skyerne drev og
Maagerne skreg.
Nogle Timer senere stod hun igen i
Rögeriet. Hun var bleg og stille.
Hendes Knæ rystede, mens hun tændte op.
Ude hvor Lyngen var tættest og
ingen Mennesker kom, laa det lille Barn
pakket ind i hendes Skört. Ingen skulde
vide, at hun havde faaet det. Barnet
var jo dödt. Og hvor var dets Far?
Kom han nogensinde hjem mere? Sov
han mon ikke i Nat hos en tilfældig Tös
i en fjærn Havn.
Dagene og Nætterne gik.
En mörk Nat hastede Ane ud i
Lyngen og hentede det lille Lig. Hun havde
lagt saa godt paa Ilden, at Rögningen
godt kunde passe sig selv i den halve
Time, hun var borte.
Hun sneg sig forsigtig mellem Lejets
Gavle med sin Bylt. Alle Ruder var
sorte. Uset slap hun ind i Rögeriet. Uset
brændte hun sit Barn. Hun bad
Fadervor over det.
Man fandt aldrig ringeste Spor af
Barnet.
Og Aarene gik.
Aften paa Aften havde Ane tændt
sin Ild i Rögeriet. Mange Generationer
af Sild var blevet gyldne i Skindet af
Rögen, som oste op under hendes
Hænders Slid.
Mens hun endnu var ung, skete det,
at unge Fiskere listede sig ind til hende.
Hun lod dem gerne blive hos sig og
faa deres Vilje. Hun fik et ilde Ry,
men kerede sig ikke stort om det. Nu
var hun gammel og runken, alt det var
glemt.
Ane sukker og stirrer i Ilden. Saa
retter hun Ryggen. Det knækker og
værker i de stive Led.
Hun ser sig om i det gamle Rögeri.
Her har hun levet sit Liv. Hun blev
födt til det. Hendes Mor og Bedstemor
sad her för hun. Selv havde hun
provet paa at bryde ud, men det bekom
hende ilde. Inden disse fire Vægge laa
hendes Liv. Saadan skulde det være . ..
Hvor var hun træt. Aaa, sa
gudsvelsignet træt.
Ilden var dalet. Flammerne laa og
slikkede lavt hen over Asken.
Anes Öjne bliver store og levende.
Langsomt nærer hun Ilden. Höjere
og höjere slaar Flammerne op. Ane fyrer
saa meningslöst stærkt. Nu tændes der
smaa Flammer over Sildenes Hoveder som
over Apostlenes paa Pinsedagen . ..
35
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
