Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Stevdansen som folkeleg domstol. Av Hulda Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hii Id a Garborg
folkelege skjemtevite, övde bygdetukt,
og heldt den aalvorsame kvaddiktingi
frisk like til vaar tid.
Forvitnelegt er det, at Hans Egede
for 200 aar sidan fann stevdansen og
nidvisediktingi i full blöming paa
Grönland. Egede fann ikkje, som han vona,
ættingar av deinorskelandnaamsmennane
i grönlendske utbygder; men han fann
surne merke etter deim: ruinar av hus
og nokre faa norske ord. Stevdansen
kjende han ikkje upphave til; torer me
tru, at den og var norsk ervelutf Visst
er det, at Egedes skildring av stevdansen
paa Grönland er den fyrste og, etter
det eg veit, den einaste greie og klaare
skildring me hev av sovoren dans i
Nord-landi. Eskimoane bruka og dansen som
domstol. I Knud Rasmussens bok:
Myter og Sagn fra Grönland fær me eit
livande inntrykk av, at »Sangkamp» og
nidvisedikting hev spela ei stor rolle i
grönlendsk folkeliv langt attende.
Men nokon literatur med kjempekvad
og sogekvad som elles i Nordlandi, aatte
Eskimoane sjölvsagt ikke. Til det livde
dei for avstengt, i örsmaa samfund utan
store hendingar eller utviklingshöve.
Um-framt nidvisorne laga dei, liksom
Indian-folki i Amerika, barnslege songar um
eigne bragdir i bååt og paa fjellferdir,
og so nokre lyriske songar.
Dei klappar takten til dansen sin og
»syng gledesongar», naar dei hev sigra
over motmannen sin i songkamp.
Rasmussen skildrar ein sangfest med dans
som er heilt upp hugtakande; det er
veldig, vill stemning og dramatisk
spaning over denne leikstemma.
»Naar to mænd havde fattet nag til
hinanden, som regel naar en kvinde var
kommen dem imellem eller en uafgjort
blodhævn holdt dem i staaende
udfordring, kunde en saadan affære, der gjaldt
liv eller död, afgjöres i sang ... de
stævnede da venner og bekjendte
sammen som vidner og holdt opgjör . . .
Den udfordrende sang först . . . Gamle
Kilimee slog sin tromme med en
ynglings kraft og sang först Maratses
an-grebsvise til Eqerqo, der hadde giftet
sig med Maratses fraskildte kone; dette
ægteskab hadde genvakt Maratses gamle
kjærlighed, og det endte med sangduel.
Visen var meget lang og varede med
dans og mimiske krumspring mindst en
time: —
Lad mig klove ord,
smaa skarpe ord,
som brænde jeg flækkede
med ökse.
En sang fra gamle tider,
et aandepust fra forfædre,
en glemselssang for min kone,
en sang der kan sænke længslen
der overvælder mig.
En fræk skvaldrer har rövet hende,
har sökt at gjöre hende ringere,
en elendig, der elsker menneskeköd,
kannibal fra en sultetid!
Medens hun var ene,
glemte du at prise hende i sang,
i udfordrende kampsange.
Nu er hun min,
og ikke skal hun besöge smukt
syngende elskere,
kvindeelskere,
i fremmed telt —
o. s. v.
Songkampane, som ofte gjekk villt
for seg, vart forbodne av den kristne
missionen, og det Knut Rasmussen fekk
höyre var daa berre ei herming av ein
rett songduel. Men so livande vart
herm-ingi framförd, at han tykkte seg heilt
flutt attende til dei gamle tider, daa
denne songdansen »ikke blot var
forlystelse, men en juridisk handling».
I dei faa prövor paa Eskimosongen
Vone — hoppas. Ervelut — arv. Attende — tillbaka.
168
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
