Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Stevdansen som folkeleg domstol. Av Hulda Garborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hulda Garborg
den for noget, strax udfordrer han
hannem til en duel, og lader ham sige, at
han vil komme til den og den
forsam-ling og siunge paa ham.
»Den anden for at forsvare sin honeur,
laver sig og paa viser, og lader sig
uforbi-gjængelig indfinde til at forsvare sig.»
Under song-duellarserdet ut til at dei
to stridsmennane hev dansa eit slag
dramatisk og heller vill solodans til kvar si vise.
»Citanten træder först frem og
begynder at siunge, havende sin tromme
i haanden, hvorpaa han tillige slaar. Den
anden staar og strax op imod ham og tier
stille og hörer paa, indtil hans contra-part
har udsiunget og sagt hvad han vilde.
»Herpaa begynder han igjen med lige
saadan satyre at forsvare sig, hvor
ligeledes den anden tier stille indtil han har
udsiunget, og saaledes continueres,
saa-længe de haver viser at feie paa
hinanden med». —
Den som daa fyrst vantar visor hev
tapt.
Naar framande kjem til dei, gjer dei
ikkje anna dag og natt »end dantze
og siunge, og kvindekjönnet, nemlig
pigerne, have og for dem self en leg, som er
mest lig en dantz, hvor da den ene holder
den anden i haanden og slaar tilsammen
en kreds, löber saa omkring, frem og
tilbage med hinanden, siunge viser og haver
adskillige motioner og bevægelser». —
Skade at me ikkje hev nokre tonar
fraa Grönland; men er det vandt aa
um-setja folkesongar, so ikkje daamen gjeng
av dei, so er det endaa vandare arbeid
aa skrive upp gamle folketoner med det
moderne note-systemet. Og songarne
til heilt primitive folk er sjölvsagt äller
verst aa faa tak paa. Men forvitnelegt
skulde det vera aa vita, um takt og
rytme er som i den eldste songdansen i
Nordlandi, liksom den songdansen me
enno kjenner fraa Hellas.1
Dans berre av kvende, jomfruor,
kjenner me og fraa Island: »Möyardans»,
og den paa Skovgaards bilæte er likuns
kvendedans. (Alt dei eldste islendske
bokmennar som skreiv um dansen
nemn-de, at der var ein samanhang millom den
gamle græske og den nordiske dansen).
»Der er ikke stor klygtighed eller
artighed» i den grönlendske poesien,
seg-jer Egede; »men der er dog nogen naturel
deri; den synes ogsaa at rime sig lidt
og nogenledes at observere cadencen».
Men Eskimo-maalet er overlag vandt;
og Egede kunde det vel ikkje soleis
som sönene hans etter honom, og som
Knut Rasmussen no, dei som fekk lære
det fraa ungdomen av. Og Rasmussen
segjer, at »eskimoernes sange skyder op
af frodige sind som vilde fjeldblomster
og former sig til ubevidst kunst, der
bliver til med hele instinktets styrke».
Idetheile var Eskimoen paa same
fremgangs-stig som dei lengst komne
amerikanske irinfödde. Dei kunde vel
lære ein einfeld songleik; men i sit
hardbalne, avstengde liv hadde dei lite höve
til aandsvokstr; og um dei lærde
stevdansen i gamall tid av dei norske
inn-flytjarfolki, so var det ikkje ventande
at dei skulle före han vidare fram, naar
desse vart burte att."’ Vonleg glöym-
Uforbigjængelig — ovillkorligen. Vantar — saknar. Vand -— svår. Daam — stämning.
Forvitnelegt — intressant. Overlag — övermåttan.
1 Sjaa boki mi: Songdansen i Nordlandi, side 24, tone fraa Megara.
2 At månge av dei norske kolonistane paa Grönland er drepne i strid mod Eskimoene
synest visst, liksom at månge gifte seg inn i Eskimo-ætter og gjekk heilt upp i dei. Hans
Egede skriv, at alle dei danske som i hans tid gifte seg med Eskimo-kvende, og det var etter
maaten månge, dei lærde Eskimomaale og livde sidan som innfödde. Soleis gjekkfdet vel og
med dei norske.
170
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
