Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - En ny norsk dramatiker. Av Örnulf Ree
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ö r nu I f Ree
tror det er hans pligt at robe sin fortid
og de vældige kampe han har bestaat for
at naa frem til sin gudstro. En storm av
hat og foragt bryter lös over ham fra alle
kanter. Menigheten som saa uventet faar
vite at deres sjælesorger er et »umenneske
og en forbryder» jager ham ut paa
kirke-gaarden, hvor byens bisp höitidelig
esklu-derer ham fra kirkesamfundet. — De
mener at ha tilstaat, sier denne bisp til
Aar-vik, at De er et menneske og en synder.
Nei, et umenneske og en forbryder er De
som saa længe har skjult gamle
ugjerninger! Hvortil presten svarer: — Hvor er
grænsen mellem menneske og umenneske,
synd og forbrydelse? For Gud den
almægtige findes ingen grader av synd. Han er
for os alle syndernes Gud.
Paa kirkegaarden möter Aarvik sin
tidligere hustru og sin tidligere embedsbror,
og i overensstemmelse med hele dette
eiendommelige dramas tro paa syndefaldet som
den eneste vei til sjælero slutter de to sig
til den forstötte prest og jages ut i
ensomheten sammen med ham.
Det skal mot til at fore et moderne
drama frem til den ældgamle augustinske
trossætning: i den dypeste forkommenhet
alene blir Gud nærværende for et
menneske, og det skal en dramatisk evne av
den mest fremragende art til at gi denne
trossætning ny og aktuel betydning.
Et verk som Ronald Fangens
»Syndefald» kan bedömmes fra et kunstnerisk
synspunkt, fra et litteratur-historisk og fra
et rent religiöst. I hvert enkelt tilfælde
vil man finde, at det er av en sjælden og
egenartet værdi.
Kunstnerisk udmærker det sig ved en
sikker og maalbevidst komposition. Som tusen
andre dramaer i fremmed og norsk
skuespildigtning begynder det i en daglig-stue,
hvor intet paafaldende foregaar. Man er
ifærd med at spise til middag, man kives
litt, man gir hverandre smaafinter. Scenene
skifter. Vi ser mörke, ensomme menne-
sker og faar indblik i deres liv og lidelse.
Norske er disse mennesker, undfanget og
födt i et mörkeslagent land. Hjertekulden
og de syke grublerier har faat tilhold i
dem; som alle — eller de fleste av —
Ibsens skikkelser er ogsaa Nils Gade, hans
hustru og hans barndomsveninde endt i
livs-forhærdelsen. Samtidig med at stykkets
forskjellige personer er blit karakteriseret
faar den dramatiske handling fart. Gamle
barndomsvenner mötes, triste livsskjæbner
krydser hinanden, planer dröftes, utklækkes
og gjennemföres i samme nu, og pludselig
utlöses den avgjörende konflikt i en kras,
kort slutningsscene. Der er reisning i
dramaet, der er form, kunst.
Litteraturhistorisk har dramaet betydning
som et tids- og personlighetspræget verk.
Det skjuler en brodd mot de religiöse
stridigheter som utgjör en saa væsentlig
del av det offentlige kristendomsliv i vort
protestantiske Norden, og hvis likegyldige
foranledning enten er spörsmaalet om Kristi
legemlige opstandelse eller om »den
ubesmittede ündfangelse». Og det markerer
en forfatterpersonlighet av en egen sterk,
urofyldt, men samtidig dyp natur.
Dramaets religiöse værdi ligger i
formuleringen av den ældgamle gudstro hvori
det kulminerer. Men om denne gudstro
er gammel, er den dog tilkjæmpet paa
individualistisk grund. Den forstötte prest
betaler med sit liv og sin borgerlige lykke
for den. Han har oplevet sin lære, denne
prest; liv og lære, troens aand og dens
bogstav er et og det samme for ham. Naar
han i slutningsscenen paa kirkegaarden
holder sin dyre tro op mot hykleriets
hellige almindelige kirke og sier: Gud den
almægtige er syndernes Gud, da forstaar
man, at han ikke citerer Augustin, men sig
selv, og at der staar en månd og et
menneske bak hans ord.
»Syndefald» opförtes sidst höst paa
Nationalteatret i Kristiania og er saaledes
blit tolket av Norges mest fremragende
skuespillere. Fru Johanne Dybwad
forestod iscenesættelsen. Der var lagt an paa
at gi dramaet en enkel ramme, og med
held. Opförelsen maa karakteriseres som
en teaterbegivenhet av rang.
280
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
