Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Den hjemløse. Af Richardt Gandrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den hj em lø s e
Den fremmede rejste sig stille og
listede hen til Stolen, hvor hans Hue laa.
Han satte den omhyggeligt paa Hovedet,
helt ned over Ørene, og gik sagte ud i
Forstuen. Et øjeblik blev han staaende
og lyttede, men hørte intet. Saa
aab-nede han forsigtigt Døren ud til
Gaar-den og trak den lydløst til efter sig. I
Udkørslen mellem Staldbygningen og
Laden vendte han sig og saa tilbage
over den mørke Gaardsplads hen mod
de oplyste Køkkenvinduer. Der var
ingen at se; Trækgardinerne var trukket
for. Saa vendte han sig mod Mørket
og mere løb end gik ud ad den graa
Landevej.
Da Præsten kom tilbage fra
Gæstekammeret, hvor Pigen netop havde gjort
alt i Stand, stod Kontordøren helt aaben.
Da han fandt Stuen tom, var hans første
Tanke at se til Skufferne i Skrivebordet.
En dyb Skamfuldhed greb ham, da han
saa, de alle var lukkede.
Han gik hurtigt ud i Forstuen igen
og aabnede Døren til Gaarden.
Alt var stille og mørkt.
Ovre i Stalden traf han Karlen, der
gik og røgtede Køerne til Natten, men
intet havde hört eller set til den
fremmede. Præsten tog Lygten og gik fulgt
af Karlen over i Laden. De søgte
overalt, men fandt ingen.
Endelig opgav de det og gik igen
hver til sit.
I Spisestuen traf Præsten sin Søster;
hun sad og strikkede. Uden at tage
Hensyn til hendes tillukkede, kolde Mine
fortalte han hende, at den fremmede var
gaaet sin Vej i det Øjeblik, han havde
forladt ham, og at han ikke var til at
finde noget Sted.
»Kendte du den Månd», spurgte han
heftigt, da hun blev siddende ligegyldig
og uden at svare.
»Nej», svarede hun uden at se op.
»Hvor skulde jeg kende ham fra.»
»Det er ikke sandt, du siger»,
afbrød han hende haardt. »Du kender
ham. Han fortalte mig alt.»
»Du lyver», raabte hun og rejste sig
imod ham. »Du lyver. Ikke et Ord
har han sagt dig.»
Hendes Ro var borte; hun rystede
af Ophidselse.
Præsten betænkte sig.
»Han kendte i hvert Fald dit Navn»,
sagde han rolig og lidt beskæmmet.
»Kendte mit Navn», vrængede hun
stygt og kastede Strikketøjet fra sig hen
ad Bordet. »Ja, hvad siger det.
Behøver jeg derfor at vide, hvem han er.»
Hun standsede lidt, men raabte saa
næsten skrigende:
»Jeg ved ikke, hvem han er, siger
jeg dig jo. Jeg kender ham ikke og
vil ikke kende ham. Denne snavsede,
stinkende Landstryger.»
»Det var et ulykkeligt Menneske,
der forlod vort Hus; saa meget forstod
jeg», sagde Præsten bevæget.
»Han er selv Skyld i sin Ulykke»,
sagde hun med en isnende Kulde i
Stemmen. »Og du kunde have ladt ham
gaa, som han kom. Hvad skulde han
her.»
Præsten betragtede hende angst og
forfærdet, som var hun et Menneske,
han nu for første Gang fik Mulighed
for at forstaa.
»Ikke engang give ham din Haand
vilde du», sagde han langsomt og i dyb
Forundring. »Nu begynder jeg at
forstaa dig, Anna Sofie.»
»Hvem er han», raabte han pludselig
ubehersket og gik truende hen imod
hende. »Vil du sige mig Sandheden,
Anna Sofie».
Hun veg lidt tilbage, men fattede sig
hurtigt og stod stille overfor ham.
»Sandheden vil du vide», sagde hun
lavt og skærende haanligt. »Men
Sandheden er min, og den angaar ikke dig.
527
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
