Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Heden og Fyrren. Af Harry Søiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Sø i ber g
en hel Skov .... Aldrig havde de set
nogen Skov, men de vidste, at de groede
langt øster i Landet. De eneste Træer,
de kendte, var Hylden og Pilen, men
de havde Blade som virkelige Træer og
stod kun grønne ved Sommer.
Solen stod nede over Heden, før de
fik sig revet løs for at naa hjem. Medens
de vadede gennem Lyngen, saa de dens
glødende Skive sænke sig ned bag Sletten,
til den blev borte mellem Risene. Dens
Skær blev længe ved at lyse over Himlen
den Vej, de skulde. Men Mørkningen
var fremme og lagde sig tættere og
tættere ude over Sletten og naaede
dem, før de var hjemme.
I Stuen sad Faderen og Moderen
med Grødfadet foran sig og spiste, da
Søren og Inger kom. En Tællepraas stod
paa Bordet og kastede en lysende Kres
ud i det lavloftede Rum, hvor
Sengestederne stod langs Væggene med
strittende Halm og det grove Dynevaar
synlig i Lysskæret.
Inger satte Kurven fra sig på Bordet
og stod med trætte Arme af at bære.
»De kom sent», sagde Moderen og
trak Kurven hen til sig.
Forundret tog hun Koglerne op.
Hvad det var, de der bragte, spurgte
hun, idet hun samtidig nøje saa efter
Æggene.
De havde været flinke til at samle.
Faderen tog en af Koglerne og drejede
den eftertænksomt mellem sine Fingre.
Hvor havde de fundet dem, spurgte
han. Han sad med et Udtryk i sit Ansigt,
som var hans Viden ved at glippe.
Fra Skuffen i Bordenden tog Søren
og Inger deres Skeer og skød sig ind
paa Bænken for at naa Fadet.
De havde taget dem fra et grønt
Træ ude i Heden ved den store Sig
langt øster, fortalte de.
Et grønt Træ ....
Moderen bøjede sig interesseret ind
over Bordet og saa paa Børnene.
»Jo», gentog Søren med Oplevelsen i
sine Øjne. »Men det var uden Blade
og rakte højere end til Loftet her». Og
han drejede Hovedet og saa ud i Stuen
med et maalende Blik.
Konen saa paa Manden og ventede
hans Forklaring.
»Det lyder sært», sagde hun. Saa vidt
hun kendte, var der aldrig bleven set et
grønt Træ paa denne Tid .... og saa
i Heden.
Da blev Søren ivrig.
»Den havde bare Pigger, der sad tæt
som Straa», forklarede han.
Ogsaa Inger bøjede sig frem og
forsikrede med højtidelig Røst.
Der groede mange saadanne smaa
rundtom .... og nogle var ikke større
end en Tot grønt Græs.
Det maa være en Gran, sagde
Manden pludselig og smilte. Et Juletræ, som
de nok havde hørt, nogen brugte, og
som groede i Plantagen der øster.
Børnene saa paa hinanden. Det var,
som den fremmede Egn med de
sælsomme Træer viste sig for deres Øjne,
medens en sær Stilhet suste og sang
gennem Stuen. Det, de aldrig havde set,
kom dem saa underlig nær .... med
røde lysende Stammer, der skinnede i
Solen. Og de sad begge tavse betaget
af deres Syn.
Ogsaa Manden sad en Stund med
bøjet Hoved og med en Grublen synlig
i alle sine Træk.
Hvorledes var dette Træ kommen i
Heden .... Der var ingen, der plantede
her, og Plantagen laa over en Mil .fra
den store Sig.
Den følgende Dag kom Søren og Inger
til Skolen med Lommerne fulde af Kogler.
Nysgerrig blev de omringet af Drenge
og Piger, medens de viste dem frem.
Skolen var en lille straatækket Stue,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
