Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Heden og Fyrren. Af Harry Søiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
He den og Fy r r en
der laa ved Siden af Sognevejen med
den store Hede rundtom, saa Børnene
havde traadt Stier hver ad sin Kant for
at korte den lange Vej til Skolen.
Der var kun en af Drengene, der
havde været ved Plantagen. Han var en
lille blegnæbbet Fyr, der kun sjældent
gjorde sig bemærket. Paa Agfjælen ved
Siden af sin Fader havde han gjort Turen.
Og nu maatte han fortælle .... De havde
nok alle hørt om den, men som noget,
der laa uden for deres Verden.
Han stod trykket op mod Muren med
hele Flokken om sig. Dagen laa endnu
dæmrende over Egnen. Hans Øjne lyste
med en morgendugget Glans, og der var
en stemningsfyldt Uro over hele hans
Væsen.
»Den strakte sig saa vidt som hele
Landet her», sagde han. »Om En kunde
tælle Græsset paa Marken, saa mange
Træer var der .... og han havde set,
at der var saa mørkt inde mellem dem
som i en lukket Lo.
Udtrykket i hans Ansigt fortalte, hvad
han havde følt.
Hvad ingen havde set, det havde
han .... De var kommen kørende over
en stor Sletting, der laa inde i Skoven.
Der havde de set to Dyr saa store som en
Kalv, det var vilde Dyr .... og den ene
havde haft Horn saa lange som den bitte
der. Og han viste paa den mindste blandt
Pigerne, medens alle fulgte hans Øjne.
»Dem har ogsaa min Far set en Dag
i Heden», sagde en anden ivrig. »Det er
sändt nok.»
»Men der er mange af dem», svarede
han igen.
Da kom Læreren gaaende fra sin
Kant af Heden, men ingen agtede ham,
før han var lige ved og standsede for at
høre, hvad der var paa Færde. Og de
viste ham Koglerne.
Han tog en af dem og saa nøje paa den.
»Det er en Fyrrekogle», sagde han.
Søren og Inger havde fundet den
øster i Heden ved den store Sig, fortalte
de i Kor.
Han hørte opmærksomt paa dem og
kaldte dem ind i Skolen.
Oppe ved Katedret saa han deres
optagne Øjne rettet mod sig. Han stillede
sig foran Bordene med en Kogle i sin
Haand.
»Naar der voksede Fyrretræer
derude», sagde han, »maatte de være
kommen fra Plantagen.»
Men paa Udtrykket i Børnenes
Ansigter saa han, at de intet forstod. Det var
som Syner og Billeder straalede fra deres
Øjne .... Kunde Skoven vandre. Og
Søren fik en mystisk Erindring om
Fyrrens Form og syntes at se den skride
hen over Heden.
Læreren pillede et Par af Koglens
Skæl løse og gik til Tavlen, hvor han
tegnede Frøets Form op for dem.
Naar Koglen er moden, saa aabner
den sine Skæl og ser ud som disse her
. . . . og der inde mellem Skællene sidder
det vingede Frø, forklarede han.
Og han gav sig til at fortælle om
Skovens Forplantning. Hvorledes Vinden
kom og blæste Frøet ud og kunde føre
det lang lang Vej .... Ogsaa Fuglene
kunde sprede det vidtom .... saaledes
var det nok gaaet for sig her, da
Plantagen laa saa langt borte. Og hvor Fröet
faldt, hændte det saa, at et spirede og
satte Rod og blev til et helt Træ ....
paa samme Maade, som man spredte
Sæden paa Marken, hvor et Korn blev til
et helt Straa, som de vidste.
Da han tav, sad de alle stille, som
havde han fortalt dem om de sælsomste
Ting. Ingen spurgte, men i deres alvorligNe
Øjne kunde han se sine Ord leve.
Om Eftermiddagen efter Skole gav
nogle af Drengene sig paa Tur ud til
Fyrren. De gjorde Vejen indenom Søren
41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
