Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Den lykkeligste. Et moderne Æventyr. Af P. C. V. Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den lykkeligeste
— Ja! Bravo! lo de andre.
Saa skiltes de i Foraarsaftnen og
opslugtes af den store By — fire
forventningsfulde unge Kvinder.
Fem Aar efter sad de samme fire
unge Kvinder om et Bord i den samme
Kafé. De havde i den forløbne Tid kun
nu og da vekslet nogle ligegyldige Ord
paa Gaden eller nikket til hverandre i
Forbifarten, og de vidste derfor ikke
mere om hverandres Forhold end, hvad
man selv kan se eller erfarer hos fælles
Bekendte. Maaske var det Grunden til,
at de alle punktligt havde overholdt
Aftalen om at mødes: Dette her kunde jo
blive interessant.
Til en Begyndelse var det dog
vanskeligt for de Fire at finde Tonen.
Aa-rene havde gjort dem fremmede for
hverandre, og hvad de fortalte om sig selv,
var yderst forbeholdent. Selv efter at
Vinen var kommen paa Bordet, blev det
kun til konventionelle Meddelelser og
almindelige Talemaader.
— Skal vi nu ikke være helt ærlige
og fortælle, hvordan vi virkelig har det f
foreslog Ella. Jeg skal gærne lægge for.
Hendes tidligere Buttethed var bleven
afløst af en uskøn Kantethed, og
hendes Øjne smilte ikke mere.
Hun fortalte:
— Vi har det glimrende, min Månd
og jeg. Han tjener store Penge. Jeg
kan faa alt, hvad jeg ønsker . . .
Her hørte man Irma sukke højlydt,
mens Ella monotont fortsatte:
— Min Månd er saa god, som
Dagen er lang. Hans Karakter er den
reneste, hans Hensigter de bedste. Han
omgiver mig med al den’Luksus, nogen
kan forlange. Vi bor i en dejlig Villa
og har tre Tjenestepiger, jeg faar uden
Indsigelse de Toiletter, jeg har Lyst til,
jeg rider og spiller Tennis, og om
Sommeren ligger jeg paa Landet. Hvis jeg
sagde, at jeg vilde have en Bil, fik jeg
ogsaa den.
— Saa er du da lykkelig! indskød
Irma, og de andre nikkede.
— Men jeg ser næsten aldrig min
Månd, vedblev Ella. Han dyrker ikke
fremmede Guder, men han har sin
Forretning, og den lader ham ikke Ro. Han
tænker ikke paa andet, han lever for
den, hans Hoved er fyldt med Tal, og
der er ikke Plads deri til andet. De
korte Stunder, vi er sammen,
underholder han mig kun om Forretningen.
Aldrig et fortroligt Ord, aldrig en
Ømhed! Han har ikke engang Tid til at
opfylde sine ægteskabelige Pligter. Jeg
sidder i et gyldent Bur og bliver sur og
gold. Om nogle Aar er jeg en Istap.
Et Øjeblik sad Selskabet tavst. Saa
sagde Irma, idet hun sukkede:
— Blot jeg alligevel havde et Hjørne
af dit gyldne Bur, hvor der er Velvære
og Fred. Hos mig er alt Elendighed,
Slid og Slæb, evig Uro og Vrøvl.
— Tre Børn har jeg faaet i de fem
Aar, og som I ser, skal jeg have det
fjerde. Min Månd er saa rædsom
lidenskabelig, jeg har aldrig Fred for ham
— og det bliver man virkelig træt af.
— Naar vi saa endda havde Raad til
de mange Børn!. Men en Timelærers
Indtægter er knap nok tilstrækkelige til
en sorgfri Tilværelse for to. Jeg har
ingen Hjælp til mit Arbejde, maa gøre
alting i Huset selv, skure og skrubbe,
passe Børnene osv. Jeg er oppe, før
Fanden faar Sko paa, og den sidste, der
gaar i Seng, og er der en Dag
Smalhans i Spisekammeret, er det mig, der
maa undvære. Tøj faar jeg ikke noget af,
og det er overhovedet længe siden, jeg
har haft Tid til at tage mig af mit ydre
Menneske. I kan selv se, hvordan jeg
ser ud!
303
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
