Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Den lykkeligste. Et moderne Æventyr. Af P. C. V. Hansen - Våren. Av Elsa Dahlén
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. C. V. Hanse n
De saa alle paa hende og saa, at der
af den sinukke, slanke Skikkelse var
blevet en robust Madam, graa i Huden
og med grove, røde Hænder. Tøjet hang
uordentligt paa hende, og Haaret trængte
stærkt til Behandling af Kam og Børste.
Ved Siden af Irma sad Astrid, og
Turen var altsaa nu kommen til hende.
Men hun sad længe uden at sige et
Ord. Omsider var det, som om hun tog
en rask Beslutning, hun rettede sig op
og saa sig om i Kresen.
— Min Månd bedrager mig, begyndte
hun og rødmede dybt. Han har i
Snesevis af Kærester. Han har haft det lige
siden vort Bryllup. Ofte ser jeg ham
ikke Uger ad Gangen, saa er han ude
paa Rejse med en eller anden ny Flamme,
i Reglen fra Teatrets Verden. Navnlig
i Ferierne er han ganske tabt for mig.
— Hvorfor gaar du da ikke fra ham
eller tager dig en Elsker — du er jo
ung og køn endnu? spurgte Irma.
— Jeg elsker ham jo, svarede Astrid,
jeg elsker ham grænseløst, jeg kan ikke
undvære ham. Det er min Ulykke.
— Men nu du, Gudrun, hvordan gaar
det dig? spurgte de andre tre i Kor.
— Jeg har slet ikke været gift, kom
det stille fra Gudrun. Min Kæreste var
jo svag, véd I, det viste sig at være
Tuberkler, og han døde, kort før vi
skulde have haft Bryllup.
— Men I kan ikke tænke jer, hvor
vi holdt af hinanden. Aldrig har der
været et ondt Ord imellem os. Jeg sad
med hans Haand i min, da han
udaan-dede, og hans sidste Ord til mig var en
Tak for alt, hvad jeg havde givet ham
og været for ham. Han har fyldt min
Tilværelse med Glæde, mens han levede,
og Mindet om ham er det bedste, jeg
ejer, nu da han er død. —
— Ja, sagde Ella, det maa være
Lykken: at dø fra hinanden, mens man
endnu elsker hinanden, og inden Livets
haarde Virkelighed har plettet Billedet
af den Elskede. Der gives sikkert ingen
større. Du er den lykkeligste, Gudrun,
og du skal være vor Hædersgæst.
Da smilte Gudrun for første Gang,
og de andre bøjede deres Hoved.
VÅREN
Av ELSA DAHLÉN
Du bor bortom blåa åsar
på solljusets lummiga strand,
ditt hem är de blommande bergens ö
och lyckans förlovade land.
Du kom under mörka granar
där stam rest sig tätt till stam
och vandraren knappast anar
var vägen har sökt sig fram.
Du bor bortom mörka skogar
i landet av ljus och sång,
du kom till de ruvande vattnens land,
där natten är mörk och lång,
där vildskogens hjordar beta
i månens förtrollade ljus —
min vän hur kunde du veta
vägen till mitt hus?
304
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
