- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettiofjärde årgången. 1925 /
493

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Dansk Litteratur. Af Carl Behrens

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Dansk Literatur

Kolorit, stemningsfulde
Landskabsskildringer, rummer desuden paalidelige
Iagttagelser af Bondebefolkningens Vaner og
Instinkter. Disse Billeder peger udover
Hjem-stavnsskildringernes pinlige Ensformighed.
Et digterisk Gemyt beaander dem.
Forfatterindens næste Bog maa derfor
imødeses med Nysgerrighed.

Blandt ældre Prosaister har Niels
Hoffmeyer vundet et langt Stykke frem med
sin Fortælling »En Vandring» (Aschehoug).
Paa en Restaurant i Kjøbenhavn mødes to
Skole- og Ungdomskammerater, »den
berømte Maler Professor Viktor Bilbjerg og
den lille Magister Janus Hansen» — den
ene Storstadsmenneske, den anden lænket
til den lille Gennemfartsby Korsør. Nu
skildres deres Samvær og Vandring i
Nordsjælland med en saadan levendegørende
Kunst, at Læseren ligesom slutter sig nøje
til disse to Mænd, gør deres intime
Bekendtskab og nødig skilles fra dem igen,
da de selv skilles. I denne Fortællings
faststøbte Form er selve Livet indfanget,
Livet med dets tusind Muligheder, dets
Skuffelser og stadige Evne til Fornyelse.
Blaa Himmel hvælver sig over denne
Vandring ind i den danske Sommer, der ikke
alene aabner Øjnene, men ogsaa Hjærterne,
og desuden lægger Skriftemaalets Ord paa
de to Ungdomsvenners Læber. Den lange
Vandring vil faa Betydning for deres
fortsatte Tilværelse.

En smuk og fængslende Bog, afdæmpet
og fin i Farven, glædelig at møde i
Lite-raturreklamernes brogede Virvar.

Ogsaa Sven Langes nye Roman »De
første Kampe» (Gyldendal) har samlet
Opmærksomheden om sig. Den er Optakten
til en stor Cyclus, i hvilken Lange vil
skildre det aandelige og politiske
Danmark, der fremgik af Gennembrudet 1871
og som kom i Smeltediglen 1901, da det
politiske Systemskifte fandt Sted, derpaa i
1920, da den fornyede Grundlov undergik
sin første alvorlige Rystelse i Paaskekrisen,
maatte se adskillige Illusioner briste.

Det er en mægtig Opgave, Lange har
stillet sig. Indledningen virker interessant
og æggende, er i hele sin Skildrings Art
original, paa en Gang Historie og
Digtning, bygget baade paa Tradition, Studium
og Fantasi. Medens de handlende
Personer: Georg og Edvard Brandes, Kredsen
om dem og deres Modstandere, saavidt de

træder virksomt ind i Handlingen, bærer
opdigtede Navne, har alle de Skikkelser,
som danner Baggrunden for dem og kun
nævnes som existerende, beholdt deres
virkelige Navne. Om dette i kunstnerisk
Henseende egentlig kan siges at være fuldt
forsvarligt, maa staa hen. Bogen har ved
denne Tvedeling faaet en noget usikker
Holdning, dens Struktur er ikke fast, og
som tidshistorisk Dokument rummer den
desuden adskillige Anakronismer.

Muligvis er det dog unødvendigt at gaa
i Rette med Lange af den Grund, da det
ikke har været hans Hensigt at skrive
Historien, som den er, men som den kunde
være foregaaet. Hvorledes Georg Brandes
f. Ex. traadte ind i en nationalliberal
Dagligstue, med hvilke Følelser han blev
modtaget, og paa hvilken Maade de gamle
Koryfæer hilste ham, har Lange kun tænkt
sig til. I hvert Fald foreligger der fra
Georg Brande’s Side en Kronik »En Tak
og en Smule Kritik til Sven Lange»
(»Politiken» 20/3 1925), der i Virkeligheden
indeholder en ret alvorlig Kritik over
»adskillige smaa pudsige Unøjagtigheder» i
»De første Kampe »s Aabningskapitel, og
med Rette fremhæver, at »Sven Langes
historiske Billed har da et og andet
Korrektiv behov. Men selvfølgelig kræves ikke
historisk Nøjagtighed af en Roman», Ord,
som Sven Lange i en Replik til Brandes
gør til sine egne. En historisk Roman bør
derimod helst undgaa den Art
Anakronismer, der er et direkte Brud paa Historien,
og af saadanne findes der et Par ret
graverende i »De første Kampe».

Men bortset fra disse Indvendinger og
fra en enkelt Piet af aristofanisk Karakter
indtager »De første Kampe» en høj Plads
som Aandsværk. Lange har forstaaet den
unge Georg Brandes som Personlighed,
som Forkæmper for nye Idéer, og har
skildret ham — Victor Adler — som den
unge ildfulde og benaadede Fører. Ogsaa
Edvard Brandes’ -— Poul Adler — mere
kølige og forbeholdne Personlighed, der
attraar Magt, Indflydelse, materielt Velvære,
springer frem i virkningsfuldt Relief ved
Siden af Broderen. Omkring dem begge
bevæger de andre Gennembrudsmænd sig
— J. P. Jacobsen, Holger Drachmann,
Hørup — skildrede i hastige
impressionistiske Træk. Tilsidst slaar Universitetets
Tordenkile ned og berøver den unge For-

493

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:59:59 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1925/0539.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free