Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Dansk Litteratur. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
sker Udsigt til den Professoransættelse, som
den gamle Hauch havde indstillet ham til.
Han vælger at gaa i Landflygtighed til
Berlin.
Med stor Spænding maa det imødeses,
hvorledes Lange vil føre sin Roman videre
og sine Personer ind i 8oernes haarde
Kampe i Estrupiatets Danmark.
Er Langes Roman tidshistorisk bestemt,
maa derimod Karin MiCHAëLis’ Fortælling
»Pigen med Glasskaarene» — første Del af
»Træet paa Godt og Ondt» — (E.
Jespersen) betegnes som selvbiografisk. Den
handler om et Barn, der udvikler sig til Kvinde,
om Gunhilds Oplevelser i den lille
Provinsby og hendes gradvise Opdagelse af
Verden — det hele udført i Forfatterindens
heftige, temperamentsfulde, ofte hektiske
Stil, med hendes underlig flimrende
Anskuelse af Mennesker. Bogen er en Optakt,
hvori adskillige skingrende Instrumenter
fornemmes. Forhaabentlig kan de senere
samles til Symfoni.
Et kraftigt skildrende Talent røber Axel
Sandmose i »Storme ved Jevndøgn»
(Gyldendal). Jyske Landskaber og jyske
Mennesker er opfattede og gengivne i store,
bredtskaarne Træk. Her er Stof til en ny
Fortæller.
Det samme gælder Oluf Bang, der efter
et Par heldige dramatiske Forsøg i den
anselige Roman »Byen» (Gyldendal) viser
Evne til at tegne en moderne Hovedstads
brogede Liv og dens Mennesker i deres
Afhængighed og Haab. Den skildrende
Evne i Bogen er dens Fremtidsløfte.
Netop den skildrende Evne svigter Svend
Leopold i hans Roma-Roman »Fru Lunde
og hendes Døtre» (Gyldendal), som synes
Hvil mellem Slagene.
Men Johannes V. Jensens stedse
slagfærdige, dybt borende Personlighed træder
frem i de store Fresker, som hedder
»Myter» og nu samlede i tre Bind (Gyldendal)
er et overvældende Dokument om en
Mester i dansk fortællende Prosa.
Prosaen bryder frem ad mange Veje.
Viggo F. Møller, som foretrækker det
dunkle Sjælelivs Processer — Sjælens
Natside, som den tyske Romantik sagde — har
i sin nye Fortælling »Halvdelen af To»
(»Klintes» Forlag) behandlet en
psykologisk Gaade, to Personer, der bliver een:
»Han var en Halvdel af To, og jeg var
en Halvdel af To — men tilsammen var
vi kun een, og hver for sig var vi slet
ingenting». Der er nogen Grelhed i
Fremstillingen, men Problemet er behandlet saa
sindrigt og stringent, at det ikke slipper
Taget i Læseren. Denne Novelles
Patho-logi har sit Udspring fra Dostojevski, fra
E. T. A. Hoffmann og enkelte franske
Romantikere, men den unge Forfatter er ingen
slavisk Efterligner, ingen Pastice-Fabrikant.
Han er selv Iagttager og Psykolog, og
hans Fremstilling udmærker sig ved fast
Støbning.
Men ogsaa i Døgnets lette Rids
fornemmes Prosaens sikre Form, naar det er en
Skribent, som taler. I »Glæde over
Danmark» (E. Jespersen) skildrer Andreas
Winding danske Landskaber, Byer og
Mennesker med det spidse Vid, det underfundige
Lune, som er Naturens Gåve til ham, og
som han ogsaa tidligere har lagt for Dagen
i Fortællinger fra Kjöbenhavn og Paris.
Han beviser, at Journalistik og Literatur
ikke behøver at være uensartede Begreber
i Telefoninterviewets og Radioens
Tidsalder.
Tilsidst en ung Forfatter, Jørgen
Bukdahl, der efter at have vakt
Opmærksomhed med et Par novellistiske Skildringer:
»Den gamle Bys Drøm» og »Den sidste
Frist» har forbavset med et tykt Bind literære
Essays »Norsk national Kunst» (Aschehoug),
der vil belyse det nationale i norsk Kunst
i nyere Tid. Forfatteren, en Månd med
originale og bestemte Synspunkter, har sat
sig grundigt ind i det store Stof, der
strækker sig fra Saxo og Snorre til Olav Duun
og Nils Kjær. Hans Bog nævnes her kun
som et Bevis paa den Dragning, det
nationale i Kunsten uden Hensyn til
Landegrænser stadig øver paa unge Sind. —
—–Der kæmpes om
Livsanskuelser i dansk Literatur. Den grønne Plads
og den grønne Mark er blevet staaende
Dekorationsgenstande, og Digteren giver
undertiden den billige Rolle som
Lægprædikant paa Pladsen. Hellere vil man da
med Georg Brandes foretage Færden fra
Nordens Moralklima over det vinblaa Hav
til Hellas, til Ligevægtens og den sjælelige
Sundheds Rige.
Han lod Prædikanterne staa og
handlede. Selv i sit 84de Aar talte han om det
nuværende Europa i Berlin og Wien.
Samtidig blev han — som saa ofte før —
Romanfigur i Danmark, og den nulevende
494
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
