Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Hippolyte Taine. 1828—1893. Af Paul V. Rubow - I. För Forfatterskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hipp o ly te Ta ine
udførligt i Bogen om Erkendelsen 1870. Det
er ligefuldt ikke bragt til Klarhed hos ham;
med ham som maaske med alle Filosoffer
forholder det sig saaledes, at det mest
elementære Begreb i deres Tænkning til en vis
Grad maa tages som Urfænomen, indeholder
noget for Analysen uoverskrideligt. Jeg
betragter i al Fald ikke Mills opløsende Kritik
(i Dissertations and Discussions, V) som
den definitive Gendrivelse.
I det ene af disse to navnkundige Kapitler
hvormed Bogen slutter, har en Analytiker
Ordet. M. Pierre forklarer, at Analysen kun
bestaar i Oversættelse. Først skal et Ord
er-stattes med den Kendsgerning eller de
Kendsgerninger det repræsenterer; det vil da vise
sig, om det har en virkelig Betydning eller
ikke: dette kaldes den nöjagtige
Oversættelse. Derpaa følger den fuldstændige
Oversættelse : den forklarer de endnu ukendte
Kendsgerninger, hvormed de andre er
forbundne. Ved Iagttagelse og Experiment
udvides vor Kunskab til at omfatte nye
Kendsgerninger. »De befandt Dem i et stort
Bibliotek og kendte Navnet Vergil. I det første
Øjeblik betød dette Navn ingen Bog for
Dem. I det næste Øjeblik har De opdaget
det paa Ryggen af et Bind, og De forestiller
Dem Bindet ved dette Navn. Nu har De
aabnet Bogen, og De betegner med dette
Navn de halvtreds Sider De har læst. Deres
Efterkommere vil læse 20 Sider mere og
göre Deres Oversættelse mere fuldkommen.
Deres Børn vil naa længere frem, og saa
fremdeles. Bogen har ingen Ende.»
Hermed standser Positivisten, og
Systematikeren rejser sig. M. Paul tager Ordet
for at afgive den reneste hegelianske
Trosbekendelse man kan ønske sig. Hegels Navn
nævnes ikke, og Hegels Metode anvendes
ikke, men i Helhedssynet er han aldeles enig
med ham: Der gives Læresætninger, som er
andet og mere end blotte Definitioner, men
man naar ikke til dem ved Sammenlægning
af Fakta, der vil tværtimod en Bortskæring
til. Ved at udskille visse Kendsgerninger og
betragte dem for sig kan man naa til almene
Ideer. Det var Taines Maade at tænke paa,
karakteristisk er den Forklaring han i
Slutningen af sin Bog om La Fontaine giver paa
Begrebet at vide: »Savoir, c’est considérer
à part certains points d’un objet en
négli-geant le reste». Paa denne Abstraktion giver
han to Exempler, det ene hentet fra de
flittige Studier han havde gjort paa
Dissektionsstuer og i zoologiske Auditorier, det
andet som røber Forfatteren af Skriftet om
Livius og bebuder den kommende Mester i
aandshistorisk Forskning. Tag et Dyr, hvad
er dets Væsen eller Aarsag, hvad kan
forklare alle dets Funktioner og dets Bygning?
Ernæringen eller Organernes
Vedligeholdelse. Tag det romerske Samfund, man finder
der Evnen til at optræde en corps med
personlig Vinding for Øje, og af denne
egennyttige og politiske Evne lader dette Folks
Karakter og Skæbne sig udlede: Krigens,
Forhandlingens og Administrationens Kunst,
Fædrelandskærligheden, det kolde ærgerrige
Mod, Disciplinen, den haardnakkede
Fastholden ved een Gang lagte Planer,
Ærbødighed for Loven, Sejhed og Maadehold i
Borgerkrig, overalt den beregnende Forstand og
den Vilje som holder sig selv i Tømme. De
utallige Enkeltheder i Romerfolkets
Struktur og Historie lader sig deducere heraf:
det private og offentlige Liv, Religionen,
Videnskab og Kunst, dets Storhed og Fald.
Nuvel, ved Abstraktion af enhver
aandelig Gruppe Egenskaber udskiller man den
almindelige og avlende Egenskab. I
Formelen har man det Hele. Og denne Operation
behøver man blot at tænke sig udført over
hele Historiens Omraade, i alle
Aandsviden-skaber, i Zoologi, Fysik, Kemi, Astronomi.
Tilbage bliver fem-sex Almensætninger. Men
ogsaa de maa kunne reduceres til en enkelt
Kendsgerning. Universets Enhed maa søges
i en Lov af samme Natur som de andre vi
nar søgt og fundet.
Saaledes slutter denne Bog, der paa den
mest fængslende Maade har sønderlemmet
den traditionelle Filosofi, med en Anvisning
paa at forene Stuart Mill og Hegel. Ved
sine Karakteristikker, sine Angreb og sine
Teorier blev den befriende og vejledende for
en Generation i Frankrig. Ogsaa uden for
Frankrig har den virket stærkt: det var den
som vakte Georg Brandes og blev
bestemmende for hans Bane, altsaa i en vis Forstand
for den nordiske Litteraturs Retning i
Slutningen af forrige Aarhundrede.1
Den blev frem for Alt en glimrende
Introduktion til Taines følgende forbavsende
Skribentvirksomhed.
1 Ieg kan herom henvise til min Undersøgelse i
Tidsskriftet Edda VI (1916) s. 249 ff. og til min
Afhandling i Ord och Bild 1927, s. 273 ff.
213
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
