Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Hippolyte Taine. 1828—1893. Af Paul V. Rubow - II. Forfatterskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa ul V. R ii b o tu
II.
F o r fa tterskabet.
Til den lovende Skitse af et Forfatterskab
som Taine havde givet i sine
Ungdomsskrifter, svarer en Udførelse som vist overtraf
Samtidens dristigste Forventninger. Hans
Produktion i den følgende halve Snes Aar
kan lignes ved en tropisk Vegetation efter
Regntiden, lige overvældende ved Formers
og Farvers Rigdom og ved Frodighed og
Styrke.
Dette Tiaars Tanker og Bøger falder i tre
Grupper, en literaturhistorisk, en
kunsthistorisk og imellem dem som Overgang en
Gruppe Rejser og Iagttagelser.
Den første Gruppe omfatter hans Essais
de critique et d’histoire (Hovedstykkerne de
to Fortaler, den fra 1858 og den endnu
vigtigere fra 1866, og Afhandlingen om
Saint-Simon), Histoire de la litterature anglaise
(Hovedstykkerne er Indledningen, fra 1863,
og Kapitlerne om den hedenske Renæssance,
om Milton og Swift), og Nouveaux Essais
(fra 1865, Hovedstykket er det om Balzac
som Romanforfatter). Som et Efterslet kom
i 1894 en Samling Derniers Essais, der ikke
er af kapital Interesse; den indeholder bl. a.
Taines Nekrolog over Sainte-Beuve fra
1869 og flere lignende Stykker af mere
personlig Art, endvidere hans sidste
litteraturkritiske Afhandling, den om George Sand,
dateret d. 2. Juli 1876. Hele denne Samling
Skrifter, den vigtigste iblandt alle Taines,
er oprindelig fremkommet som Artikler i
Tidsskrifter eller paa lignende Maade; ogsaa
Anledningerne er af og til efemere.
Afhandlingen om La Bruyère skylder sin Tilblivelse
til en ny god Udgave af den gamle
Forfatter, den om Racine til et Godtkøbstryk af den
store Tragiker, hvis Fremgang i Anseelse
efter Romantikernes Stormløb netop
begynder med disse Artikler (først i Journal’ des
Débats 23. 24. 27. Juli og 11. August 1858).
Det kan forundre den Fordomsfulde, men
saaledes passede det bedst Taine at
filosofere og skrive Historie. Han havde det lange
Aandedræt som Tænker og Forsker, men
han skyede Bredde som Skribent. En stor
Idé illustreret ved en Række smaa
Kendsgerninger, og fremstillet paa en saa
overskuelig Plads at Læseren ikke faar Tid til
at trættes af Tankens Vægt, Stoffets Mas-
sivitet og Skildringens Voldsomhed. Men
alle disse Smaaskrifter er forbundne ved
Enheden og Sammenhængen i Systemet; i
den engelske Litteraturhistorie er den
kronologiske og logiske Traad snarere for tyk og
for lige end for tynd og for slynget.
Denne Litteraturhistorie er Taines
Hovedværk. Planen og et Par Kapitler gaar
tilbage til Ungdomsaarene. Han begyndte at
samle allerede 1855 efter en af de store
Over-anstrengelseskriser med Lede ved al
Tænkning, som er ejendommelige for ham,
genoptog Arbejdet i 1860 efter en anden mørk
Periode, der havde strakt sig over et helt
Aar, og afsluttede det 1863 med en ny
Depressionstid. Bogen blev først samlet det
Aar i tre Bind, senere udvidet til fire og
fem Bind; den virker dog mest imponerende
ved Tankens Koncentration og Indholdets
Overskuelighed i sin oprindelige Skikkelse.
Enkelte af de senere tilkomne Ting undgaar
ikke at virke som Fremmedlegemer, saaledes
især Bogen om Stuart Mill, der ikke rigtigt
er assimileret med det øvrige.
Alene af dette Værk er det muligt at danne
sig en ret fyldig Forestilling om Taine baade
som Personlighed og Skribent, som Lærd,
som Historiker, og som Tænker.
Hans menneskelige Sympatier kommer
stærkt for Dagen.
Man ser det af den Varme, næsten
Begejstring, hvormed Historien er skrevet, og
som kontrasterer saa stærkt mod den
mistænksomme, ofte ret vrangvillige Tone Taine
anslaar, naar han holder sin kritiske Lygte
op for Landsmænds Ansigt. Taine elskede
England; men med det Sværmeri som kun er
muligt over for Genstande man har paa en
vis Afstånd: han beundrede dets Aristokrati
som en højere Kaste (Beundringen er gaaet
i Arv til hans Discipel Paul Bourget, der
i Essais de Psychologie contemporaine
lovsynger Ørigets Adel) ; han misundte
Englænderne deres Protestantisme (i sit
Testamente bestemte han, at han selv skulde
begraves paa protestantisk Vis) ; han saa med
Sympati paa deres moralske og praktiske
Aandsretning, forstod at værdsætte deres
Form for Traditionalisme, deres
Friheds-sind og selvbevidste Energi, Egenskaber som
de i Virkeligheden har til Fælles med
Franskmændene, skønt de viser sig hos dem
paa en anden Maade. Englændernes Drøjhed
214
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
