Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Hippolyte Taine. 1828—1893. Af Paul V. Rubow - II. Forfatterskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa u I V. R u b o tu
trent som i H. C. Andersens Eventyr, hvor
de søger Soldatens Bolig i et Hus med Kors
paa Døren, men der er sat Kors paa alle
Byens Gadedøre; eller med et Exempel fra
Litteraturhistorien: Efterforskningen af den
historiske Person, der formentlig gemte sig
bag Vilhelm med den korte Næse i det
old-franske Heltedigt. Grunden er let at se, og
højst betydningsfuld for Forstaaelsen af
Taines dominerende Plads i Kritikkens Historie:
Taine var i Virkeligheden Traditionalist. De
fleste af hans Sætninger er ikke blot
forberedte i den tidligere kritiske Litteratur, men
ligefrem Udtryk for de Tendenser, der
tydeligere og tydeligere har vist sig i dens
Historie. De Landeveje Kritikken er gaaet
under sin Vandring frem mod Fuldendelsen,
har blot ikke været kortlagte, ellers vilde man
strax have set, at Taines Fortjeneste især
bestod i at give den skarpe Formulering.
En enkelt af hans Kategorier blev i
samtiden særlig unaadig optaget: Momentet.
Hans Definitioner og Anvendelser vakler
meget her. Det skal nærmest oversættes ved
»den øjeblikkelige Situation» og er specielt
anvendeligt om den litterære Konstellation,
hvorunder en Forfatter træder frem. I denne
Betydning er det i al Fald det har slaaet an
i den senere franske Litteraturhistorie.
Bru-netière og hans Skole, der afviste
Racebegrebet og stillede sig temmelig unaadig over
for Milieuteorien, akcepterede »Momentet»
som et Middel til försigtigt Tilbagetog fra
den almindelige Aands- eller Kulturhistorie
til den tekniske Genrehistorie. Det er bleven
Grundkategorien i Brunetières L’Évolution
des Genres, den største Anstrengelse for
idé-bestemt Litteraturforskning fra det 19.
Aarhundredes Slutning.
Brunetière, som blev Taines just ikke
jevnbyrdige Afløser paa Tronen som førende
Litteraturhistoriker i Frankrig, er ogsaa den
der i størst Udstrækning har fulgt
Mesterens Exempel som Anvender af Analogier
fra Naturvidenskapen. Men Taine var saa
kongenial med sin Tids Videnskab, at hans
Analogier blev mere end Analogier: vi saa
han kunde anvende Teorien om det
naturlige Udvalg før Darwin havde fremsat den.
For Brunetière blev den darwinistiske
Hypotese nærmest en Række Impulser, og
endda maatte han tage sin Idé om Digtarternes
Liv tilbage: paa sine ældre Dage
behandlede han den som en smuk, men unøjagtig
Metafor, og til sidst slog han ind paa ganske
andre Veje. Forsigtigere, og med meget Held
har Georg Brandes fulgt sin store Lærers
Spor i sine Afhandlinger fra sidst i
i86o’er-ne, navnlig den om H. C. Andersen.1
Efter at have slaaet det store Slag med
den engelske Litteraturhistorie havde Taine
et af disse Opgør med sig selv, som i
Reglen fulgte paa de store Anstrengelser. De
var væsentlig af nervøs Natur, hans
Helbred var sårt; de var for det utrættelige Ar-’
bejdsmenneske en Slags Undskyldninger for
at han gjorde Pause. Og denne endte som
sædvanlig med at han lagde Planer til nye
Studier.
Men nogle ydre Forhold gjorde at der
kom mere Afvexling i hans Liv end han
selv havde tænkt sig. Taines Skrifter havde
gjort ham berømt og skaffet ham ivrige
Fjender baade i den herskende
spiritualistiske Skole af Filosoffer og navnlig blandt
Gejstligheden. Den store katolske Champion,
Mgr. Dupanloup formelig fnyste imod ham
i Skrift og Tale. Det skal have været hans
Skyld, at Taines temmelig uskyldige store
engelske Litteraturhistorie ikke blev
prisbelønnet af det franske Akademi, som i sin
Tid havde kronet den forholdsvis meget
farligere lille Bog om Livius. Men omvendt saa
de verdslige Magthavere paa ham med
mildere Öjne. Taine var i sin Tid bleven
forfulgt, fordi man mistænkte alle uafhængigt
tænkende unge Mænd, og fordi han havde
demonstreret en ganske lille Smule mod
Statskuppet. Han følte sig nærmest
forpligtet til det i Kraft af sin moralske candeur,
for i og for sig foretrak han Kejserdømmet
for Julikongedømmet, og Republikaner var
han slet ikke. Familien Bonaparte satte Pris
paa ham, Kejseren selv interesserede sig for
ham, og samme Aar Akademiet viste ham
den omtalte Unaade, blev han udnævnt til
Examinator i Historie og Tysk ved
Militærskolen i Saint-Cyr nær Versailles, et lidet
brydsomt Hverv. Man søgte at faa ham
skubbet ud af denne Stilling, men Kejseren lagde
sig imellem; 1865 ombyttede han den med et
Professorat ved École des Beaux-Arts i
Paris, hvor han afløste ingen ringere end
Viollet-le-Duc, den store Arkitekturhistoriker og
Notre-Dames Restaurator.
I disse Aar førte han et mere verdsligt
Liv. Han rejste meget i Ind- og Udland:
1 Se herom min Bog Dansk litterær Kritik (1921),
S. 266.
218
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
