Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Hippolyte Taine. 1828—1893. Af Paul V. Rubow - II. Forfatterskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hippolyte Taine
hans. Rejser er beskrevne i Carnets de
Voya-ge 1863—63 (udgivne 1896) og Voyage en
Italie (2 Bd. 1866). Og han blev — den
største personlige Triumf for en Filosof og
Videnskabsmand — populær i mondæne, endog
demimondæne Kredse i Hovedstaden som
elegant og impertinent Forfatter. Han var
god Ven med den geniale og kundskabsrige
Emile Pianat, kendt under Navnet Marcelin,
en fin Kobberstiksamler, Tegner og
Skribent, Udgiver af det temmelig letsindige
Blad La Vie Parisienne.1 Heri
offentliggjorde den store Tænker Stykke for Stykke
sine aabenhjertige Skildringer af
Pariserlivet fra 1863 til 1865, de samme der i 1867
blev samlede og udgivne som en Slags
uofficiel Fører ved Verdensutstillingen under
den lovende Titel: Notes swr Paris: Vie et
opinions de M. Frédéric-Thomas
Graindor-ge, Docteur en philosophie de l’Université
d’Jena, principal associé commanditaire de
la maison Graindorge & C o. (Huiles et pore
salé, à Cincinati). Recueillies et publiées
par H. Taine, son exécuteur testamentaire.
Dette sokratiske Skrift er ikke blot af
største Interesse som Vidnesbyrd om Taines
Menneskekundskab og skeptiske Bedømmelse
af sin egen Nation, men som document
hu-main uskatterligt. I en vidunderligt
fabrikeret Jargon afmaler han her Tidens
splen-deurs et misères, Paris i sin sidste
Glansperiode staar lyslevende op for Øjnene af den
Nysgerrige som i vore Dage ulejliger sig
med at læse Taines heldige Forsøg i den
humoristiske Genre. Der er imidlertid Alvor
bag Spøgen. Taine forstod som en moderne
La Rochefoucauld at se ind til de triste
Drivfjedre til Folks smukke Handlinger. Han
var og blev Pessimist, troede ikke paa
Menneskene over en Dørtærskel.
I Carnets de Voyage er Humoren ganske
lagt paa Hylden. Det har noget rørende at
mærke Taines patriotiske Hjerte banke bag
den ufølsomme Holdning og Mine han
bestandig indtager. Det er ikke vanskeligt at
finde Tegn paa det dybtængstede Sind i
disse Bøger. Kunstneren og Kunstelskeren i
Taine kommer her i Konflikt med
Sociologen og Fædrelandsvennen. Det er sine Besøg
i de franske Provinsbyer han beskriver, og
der er jo nok af sjeldne Monumenter at
forske for den Lærde, nok af maleriske
Prospekter for Øjemennesket Taine, men han
1 Taines Nekrolog over Vennen er trykt i
Der-tiiers Essais p. 213 ff.
glemmer det over de pessimistiske Teorier
det giver ham Anledning til’ at fremsætte. Til
dette Uberørte, til denne historiske Idyl,
svarer et Samfund i Tilbagegang. Det aldeles
Stillestaaende i Provinslivet er Genstand for
hans skarpeste Kritik; han har ikke
vanskeligt ved at finde Aarsagen. Den ligger i
Centralisationen, det franske Samfunds usalige
Princip. Det er den samme Tanke, som
ligger bag ved en Mængde af M. Graindorges
Betragtninger i Bogen om Paris: det franske
Samfund er sygt, fordi alt koncentreres i
Paris, deraf følger Lammelse i Provinsen’ og
Piethora i Hovedstaden. Tanken, som skulde
blive den ledende i Taines Produktion efter
1870, hørte for Resten til Tidsalderens lieux
communs: næsten hver Dag kan man i
Aviserne fra det andet Kejserdømme læse
Allusioner til Embedsvæsenets upraktiske
Koncentration i Ministerierne.
Til disse Bøger knytter sig naturligt Taines
før omtalte Notes sur l’Angleterre, som i
vore Dage er mere udbredte paa Engelsk end
paa Fransk. Sammenstillingen mellem de to
Nationer yder dog større Retfærdighed til
Frankrig end Taine plejer, naar han skriver
uden Henblik paa et udenlandsk Publikum.
Naar Alt kommer til Alt, foretrækker Taine
den franske Hjerne for den engelske, fordi
Franskmanden har denne vidunderlige Evne
til at uddrage almene Ideer. Men omvendt
foretrækker han de engelske
Samfundsforhold for de franske, fordi han elskede
Friheden og fandt Englænderens Frihedskærlighed
og Evne til Selvhjælp solidere funderet end
Franskmandens.
I de tre Bøger ligger Ideerne til Les
Ori-gines de la France contemporaine.
Taines største Rejsebog, Voyage en Italie,
der udkom 1866 i to tykke Bind, har haft den
løjerlige Skæbne at blive degraderet til en
Slags Bædeker for Italiafarere. Den er
hans svageste Arbejde: dens mange
Beskrivelser kan ikke maale sig i Friskhed med dem
af Pyrenæerne, og er ikke saa lærerige som
de i de fem smaa Kunstbøger, der blev til
philosophie de l’Art. Tænkeren og
Kunstneren har denne Gang ikke afregnet med
hinanden. Man ser allevegne »en nøgen Philosoph
og en paaklædt Apol». Forklaringen ligger i
at Taines Kunstlære var i Færd med at blive
til, mens han skrev Bogen, men den var
endnu ikke naaet til Klarhed og Afslutning,
og uden disse to Egenskaber udfylder et
Værk af Taine nu en Gang ikke sit Begreb.
219
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
