Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Hippolyte Taine. Af Paul V. Rubow - IV. Den historiske Efterskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa til V. Kubo w
in actis, non est in factis, og ved Akter
forstaar han kun politiske og administrative
Aktstykker, især rent officielle Dokumenter.
De Vidnesbyrd Taine søgte, var derimod især
Breve. Memoirer, betegnende Anekdoter, som
kunde kaste Lys over den oprørte Folkesjæl.
Thi Taine interesserer sig alene for det
Psykologiske i Historien. Hans
administrative og gouvernementale Spekulationer kan
man rolig lade ligge, det er noget Biværk.
Som Psykolog beskriver og forklarer han.
Og hvad vil det sige for ham at beskrive?
At oversætte, at erstatte Ord meel smaa
betegnende Kendsgerninger. Og at forklare?
At opløse Tingen i sine Elementer, at føre
den tilbage til sin »herskende Egenskab».
Man ser hvor desorienterede Historikerne er
i Taines Værk, af en saadan Bemærkning
hos Seignobos, at han slet ikke anvendte sine
egne »trois facteurs» i sin Historieskrivning.
Han anvender dem ganske som i sin Kritik,
selv om han undgaar at trætte Læseren ved
deres hyppige Nævnelse. Det enhver Slags
Historiker opererer med: Forandringer i
Tiden, eller Forandringer i en Organisme
hidførte ved Stød ude fra, det kender Taine ikke.
I den Forstand er han hverken
Samfunds-historiker eller Litteraturhistoriker. Som
hans »engelske Race» forbliver den samme
igennem et Aartusind, saaledes optræder
igennem alle Perioder af det gamle Regimente og
Revolutionstiden den samme esprit classique.
Den klassiske Aand er Aarsag til
Revolutionen; det at finde Aarsagen vil for hans
spi-nozistiske Aarsagsopfattelse sige at
bestemme Fænomenets Grund og Princip, ikke de
Antecedenser som har hidført Forandringen.
L’esprit classique optraadte i de tre
Lud-vig’ers forskellige Tidsaldre, den genfindes
under Revolutionen — kun raser den vildt
som det eneste Hjul i den forstyrrede
Mekanisme der kommer til at virke uden Bremse,
og følgende sin Natur, trækker den mod
Undergangen.
Taine forstod ikke at skildre
Begivenheder, Begivenhederne mangler i hans Værk.
Naar han oplyser, at der i Revolutionsaarene
fandt 1684 Henrettelser Sted i Lyon, er det
for at dokumentere Menneskedyrets Raseri
og Blodtørst. Naar Aulard angiver det
samme Tal, ledsager han det tillige
samvittighedsfuldt med Oplysningen om, at det
balancerer mod 1682 Frifindelser: det er for
at indføre Tal i sin Kurve af
Begivenhedernes Gang. Og naar Taine fremstiller det
franske Folk i Rædselsperioden som en
Afsindig, tilføjer Seignobos ikke uvittigt, at
han glemmer at angive de Kendsgerninger
som har fremkaldt Jakobinerregimentet:
Gejstlighedens Modstand, Kongens Flugt,
Hoffets Entente med Østrig, den preussiske
Invasion. Taine gør ligeledes Rede for
Di-rektoriets voldsomme Forholdsregler for at
vise Menneskeplantens Vanartning, men
Seignobos gør atter den rigtige historiske
Tilføjelse, at royalistiske
Sammensværgelser og Invasionstrusler er deres Motiv. »C’est
la peinture d’un duel oü l’on aurait effacé
l’un des deux adversaires, ce qui donne à
l’autre l’aspect d’un fou». Taines Filosofi
kender simpelt hen ikke Begrebet »Motiv».
Og han tog Konsekvenserne af sin Filosofi
som Historieskriver. Det er kun med denne
Indsigt man kan læse og forstaa hans Værk.
Efter Revolutionen følger Napoleon.
Samfundsmaskineriet, som Taine tænker sig i
Lighed med den menneskelige Hjerne, et
System af Kræfter der indbyrdes bekriger
hinanden og som normalt holdes nede ved
at virke som Bremser for hinanden, og ved
den store Bremse, Regeringen: det er nu
bragt ud af sine Fuger, opløst i Anarki. Der
maa en Tyran til for at genindføre
Regeringen.
Skildringen af Tyrannen er det Afsnit i
Le Regime moderne og overhovedet i Les
Origines, der er udført med størst
Lidenskab : her om noget Sted taler
Fædrelandsvennen. Det hele Kapitel er skrevet som et
Aktionsindlæg, en skarpsindig Advokats
Afsløring. Og Konklusionen er udtalt med
Overbevisningens Kraft:
Hvad de stakkels begejstrede og lettroende
Gallere vandt ved to Gange at betro ham Statens
Styrelse, var en to Gange gentaget Invasion; hvad han
giver dem i Arv som Løn for deres Opofrelse, efter
den fabelagtige Udgydelse af deres og andres Blod,
er et Frankrig der er beskaaret for femten af
Republiken erhvervede Departementer, berøvet Savojen,
den venstre Rhinbred og Belgien, plyndret for det
store nordøstlige Hjørne, der dannede dets
Afslutning, befæstede dets saarbareste Punkt og ifølge
Vaubans Udsagn udfyldte »Kvadraten», ■—- skilt ved
de fire Millioner nye Franskmænd, som det næsten
havde assimileret gennem tyve Aars Samliv, ja
endnu mere indsnevret end til Grænserne af 1789,
det eneste Land, der var formindsket, midt iblandt
Naboer, som alle havde udvidet sig,
mistænkeliggjort i Europas Øjne og for Fremtiden omgivet af
en truende Kreds af Mistro og Had. — Saadan er
Napoleons politiske Livsværk, et Værk af Egoismen
med Genialiteten i sin Tjeneste. I hans europæiske
som i hans franske Bygværk har hans
altbeherskende Egoisme frembragt en Bygningsfejl. Lige fra
274
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
