Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Hippolyte Taine. Af Paul V. Rubow - IV. Den historiske Efterskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hippolyte Taine
den første Begyndelse viser denne Grundfejl sig i
det europæiske, og efter femten Aars Forløb bringer
den det pludselig til at ramle overende. I hans
franske Bygværk er den ligesaa stor, skønt mindre
synlig; man gennemskuer den først efter et halvt
eller endog et helt Aarhundredes Forløb; men dens
gradvise og langsomme Virkninger vil blive lige saa
fordærvelige og indtræffe ligesaa sikkert.
Denne formidable Konklusion har
fremkaldt et nyt Syn paa Napoleon i Frankrig
og i Udlandet. Napoleons Ildtilbedere og hans
Hadere har siden Taine tait et andet Sprog.
Den løse politiske og poetiske Snak er bleven
afløst af Trang til Erkendelse. Det er
imidlertid ikke ved Konklusionen, men ved
Præmisserne, det sidste store Essay af Taine
har Interesse. Taines personlige Forbitrelse
mod Tyrannen har kun indvirket skadeligt
paa det praktiske Resultat hans Overvejelser
førte til. For selve hans Tankegang har den
nærmest tjent til Stimulans.
Det er det stærkeste menneskelige Stof
han nogensinde har haft at gøre med, og han
har sjeldent sat saa store Kræfter ind paa
en Karakteristik som her. Det er ogsaa noget
af det selvstændigste han har skrevet. Jeg
kan ikke se der er andre som tidligere har
været inde paa hans Tanker, undtagen M: me
Stael (som var Napoleons Fjende) og
Sten-dhal (som var hans Elev) : det er kun i sin
Orden, thi den ene var en Taine fra Aar
1800, den anden en Taine fra Aar 1820.
Filosoffen Taine har aldrig arbejdet med
renere Linier end i dette Essav. De tre
Faktorer »klapper» som om de var fabrikeret
specielt med denne Opgaves Løsning for
Øje: den italienske Race; det korsikanske
Milieu ; det fatale Moment da Anarkiet havde
givet det skønne Frankrig til Pris for den
mest samvittighedsløse og umættelige
Udbytter. Opfattelsen af det italienske
Racepræg er uimodsagt gaaet over til
Napoleonforskningen ; den skyldes først Stendhal, der
i sin Vie de Napoleon udvikler, at »det er
ud fra Lætitias fuldstændig italienske
Karakter, man maa forklare sig hendes Søns». Men
inden Forfinelsens og Forfaldets Dage er
indtraadte i Moderlandet, er den toskanske
Familie Bonaparte bleven flyttet til en
Jordbund, »hvor et tragisk og kæmpende Régime
har varig Bestaaen», paa Vendetta’ens 0
hærdes endnu mere det haarde Skud. Og
denne Kondottieresjæl, dette med Jern nærede
Renæssancemenneske, overføres til
Frankrig, da det er udmarvet af »l’esprit classique»,
da Ideologien har udtørret Gemytterne.
Det er et typisk Stykke tainesk
Ræsonnement. Meget fine Kendere af Taines talrige
Karakteristikker vil vide, at disse paa Kryds
og Tværs af hans Kategorier kan inddeles i
visse Grupper efter Grundtyper — Forsøget
er ikke gjort, men det lod sig uden
Vanskelighed gøre. Man vilde da bemærke, at
Napoleon Bonaparte hører til, hvad jeg med
et Billede fra Taines Sprog vil kalde
»Mastodont-Klassen», det er en Fremstilling af
Mennesker som repræsenterer en ellers uddød
Type. Fra samme Synspunkt er flere af hans
bedste Essays skrevne: Victor Cousin,
Jouffroy, Carlyle. Taine var neppe ganske paa
det Rene med, at de forskellige Kulturtrin
lever Side om Side, endog til Dels i samme
Samfund; hans System er for enkelt bygget
til at optage en saadan Tanke, men i sin
Praxis forstod han her som saa ofte at bøde
paa dets Ensidigheder.
Dog Menneskekenderen Taine fortjener
endnu større Beundring end Filosoffen, i
dette sidste Hovedværk. Vi har før set, at
Taine kunde fortsætte paa fri Haand, hvor
Kategorierne slåp, naar han blot havde
noget Alment i Sigte; i den rent partikulære
Menneskefremstilling, Eftersøgelsen af det
individuelleste Individuelle, mente han
Sainte-Beuve havde naaet det Højeste. Det Almene
han her sigter imod, er en Forestilling han
ikke kendte ved Navn og ikke selv har døbt,
denne Idé om »det primitive Menneske», som
Antropologerne og den sociologiske Skole
siden har haft saa travlt med. Taine optegner
og samler som i vore Dage en Lévy-Bruhl
de primitive Træk hos Napoleon. Han gør
Rede for hans Aandsfriskhed, som
kontrasterer mod den sene Civilisations udtørrede
Hjernevirksomhed: »Alt er anderledes hos
disse Aander, der handler efter første
Indskydelse, hvis Blod er jomfrueligt, og hvis
Slægt er ny.» Han viser hvordan hos
Napoleon Aanden aldrig arbejder au vide (uden
Indhold), den virker derfor »paa
Menneskenes Hud og ikke paa Papiret»1. Han
opregner de utrolige Exempler paa Heltens
Handlekraft, og giver en Skildring af hans
Hukommelse, der formaar at sideordne i det
Uendelige enhver Slags Stof (uden at vide
at dette er et Træk som genfindes hos de
1 Billedet, som ofte anvendes i vore Dage,
henføres almindelig til Napoleon der virkelig ogsaa har
brugt det. Men her som saa ofte citerer han selv,
nemlig en Ytring af Prinsen af Ligne om
Catharina II.
275
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
