Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Hippolyte Taine. Af Paul V. Rubow - IV. Den historiske Efterskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hippolyte Taine
hans Fædrelandssind og resignerede
Tænkemaade. Det maa have kostet den gamle
Fritænker at skrive Ord som disse ofte citerede:
I 1800 Aar er det offentlige og det private Livs
Sæder blevet ødelagte, naar Kristendommens Vinger
svigtede eller knækkedes. I Italien under
Renæssancen, i England under Restaurationen, i Frankrig
under Nationalkonventet og Direktoriet saae man
Mennesket blive hedensk som i det første
Aarhundrede; samtidig blev det saaledes som paa Augustus’
og Tiberius’ Tid, det vil sige vellystigt og ondt:
det misbrugte andre og sig selv; den brutale eller
beregnende Egoisme brød frem: Grusomheden og
Sanseligheden udfoldede sig, Samfundet blev en
Morderhule og et Sted for løsagtige Mennesker.
Naar man nøje har beskuet dette, kan man
vurdere Kristendommens Indsats i det moderne
Samfund og forstaa, hvad den skænker det af
Blufærdighed, Mildhed og Humanitet, hvilken
Hæderlighed, Ærlighed og Retfærdighed den opretholder.
Hverken den filosofiske Forstaaelse eller den
kunstneriske og litterære Kultur, heller ikke den
aristokratiske, militære og ridderlige Ære, ingen
Lovbog eller Administration, ingen Regering kan træde
i Stedet for den. Kun den kan holde os paa den
rette Sti, kun den kan standse den umærkelige
Gliden, ved hvilken vor Race ustandselig og med
hele sin Vægt føres tilbage til sin låve Oprindelse.
Det gamle Evangelium er endnu den Dag i Dag,
hvilket Klædebon det end iføres, det sociale
Instinkts bedste Hjælper.
Disse mange Bind skaffede Taine en
udvidet Læsekreds, men ikke Venner og
Meningsfæller i Tankens Verden. Hans Navn
blev populært, udskreget, bekæmpet, alt til
hans store Utilfredshed. Hvis Bogen havde
til praktisk Formaal at overtale hans
Landsmænd, saa opnaaede den en ganske
modsat Virkning. L’Ancien regime skaffede
Taine de Kongeligsindede paa Halsen, La
Revolution Republikanerne, Lc Regime moderne
Bonapartisterne.
Det sidste Værk, Le Regime moderne,
indledes altsaa med den grundigste
Menneskeskildring han har udført. For saa vidt kan
man virkelig ikke sige, han er gaaet tilbage.
Alligevel har han i sin tredie Periode
skrevet sig selv en Smule ned, der aabner sig
Sprækker i hans Tankebygning, og de vider
sig mere og mere ud.
I UIntelligence var det Modsætningen
mellem det guddommelige og det dyriske
i Mennesket, der førte til en uformidlet
Antitese. Og dens Brod føles haardt i
Revolutionshistorien. I L’Ancien Regime holder det
haardt at forlige Taines egen Ideologi med
hans fjendtlige Holdning til det attende
Aarhundredes, og at bringe Ludvig XIV’s og
Ludvig XV’s Tidsalder under samme Be-
grebsbestemmelse. I Lc Regime moderne
kæmper Moralisten Taine imod
Naturalisten. De forskellige Hjul i hans
beundringsværdige Urværk begyndte at løbe paa egen
Haand.
Taine døde den 5 Marts 1893. Paa sit
Dødsleje lod han sig forelæse et Stykke af
Sainte-Beuve. Muligt har han paa det sidste draget
en Sammenligning mellem sig selv og den
store Forfatter, som var den han fra først
af søgte at maale sig med.
Han naaede ham ganske vist ikke. Nogle
af hans ypperste Portrætter, som de af
Cousin og Balzac, kan vei sidestilles med
Sainte-Beuves, saa forskellig ellers Maneren er.
Men Taines Livsværk, med Alt hvad det
rummer af Ideer og Karakteristikker, med
Udtrykkets imponerende logiske Struktur og
Sprogets rige Glans og Farve, giver ikke
Nutiden saa meget Udbytte, som det
vidtstrakte Magasin af Menneskekundskab den
lille grimme Herre fra Rue du Montparnasse
har efterladt sig. Siden hans Tid er det
ikke tilladt at anvende Udtrykket »usigelig»
paa den individuelle Psykologis Omraade.
Den aandshistoriske Erfaring naaede ved
ham og i ham en Rigdom som aldrig før
eller senere. Hans Forestillingsløb kom aldrig
i den Tilstand af Stivnen, som giver de
fattige Tanker. Til det sidste improviserede han
nye Synspunkter, nye Attituder over for de
vexlende Modeller han malede. Han er
Kritikkens Shakspere eller Montaigne.
Taine er en Aand af en vanskeligere
Støbning. Som den æstetiserende og
historiserende Filosof han var, maa han ses gennem
andre Briller. Hans Tænkning ligger i
Virkeligheden i Fortsættelse af den eklektiske
Skole han saa stærkt havde bekæmpet. Men
hvad der var mislykkedes for dem, lykkedes
for ham. De Bygningsmaterialier fra den
franske, engelske og tyske Filosofi de havde
slæbt sammen uden at kunne gøre Noget ved
dem, indsatte han i sit sindrige System. De
litterære og historiske Interesser, som hos
dem var og blev en Sidebeskæftigelse,-
forenede han med sin Analyse og Spekulation. Og
dog ligger hans Fortjeneste ikke i at have
føjet en ny filosofisk og æstetisk
Lærebygning til de mange, der er faldne før og efter
ham. Der var ikke Stof i ham til en
Descartes eller Spinoza. Derimod var han original
i Behandlingen af enkelte
aandsvidenskabe-lige Problemer.
Han viste vei aldrig noget særdeles Geni
2 77
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
