Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Hippolyte Taine. Af Paul V. Rubow - IV. Den historiske Efterskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pa it / V. R 7i b o w
Vilde). Der gives ikke noget bedre
Vidnesbyrd om Taines videnskabelige Geni end
denne Studie, hvori han har foregrebet saa
mange Tanker som senere Forskere har
arbejdet med.
Læser man opmærksomt Kapitlet om
Napoleon, da undgaar man ikke at høre den
bestandige Debat mellem Teoretikeren og
Empirikeren fortsætte sig og antage nye og
mærkelige Former. Her bliver den til en
Slags personligt Opgør mellem Idémennesket,
Bogmennesket, den Civiliserede paa den ene
Side, og den Oprindelige,
Virkelighedsmen-nesket, Instinktmennesket paa den anden
Side. Det gik Taine, som det i Regelen gaar
Tænkerne, naar de bliver ældre: hans
Forestillinger blev sejere, men tyndere, han
udstrakte dem over Evne og lod det Personlige
blande sig med det Objektive. I Steden for
at undersøge den Dialektik som viser sig i
Sammenspillet mellem primitive og
erhvervede Elementer i Kulturen, slog han
Kategorierne »primitiv» og »kulturfjendsk»
sammen. Napoleon blev det store Dyr i
Aabenbaringen. Taines egne historiske
Konstruktioner blev paa denne Maade uklare: Napoleon
var jo efter hans Opfattelse Antipoden til
den abstrakte og virkelighedsløse klassiske
Aand, og nu tager hans Historieskriver
Parti for denne Aand imod ham. At der var et
Element af klassisk Aand ogsaa i Napoleon,
vilde Taine heller ikke se. Der blev
Antinomier nok tilbage at bryde Hovedet paa.
Et af Stykkerne, i § 7, det om Stilen, viser
særlig tydelig den skæve Situation Taine er
bragt i, som Part i Sagen mod den store
Kejser. Han sammenstiller Napoleons Maade
at skrive og udtrykke sig paa med de andre,
samtidige Fyrsters og Diplomaters. Med sit
sædvanlige dybe Blik faar han strax Øje paa
Sagens Kerne. Han forstaar Tonen i
»Manifester, Protokoller, Depecher og andre
offentlige Dokumenter, den obligate
Kancellistil, der er saa kold, saa mat og saa flad,
disse med Forsæt dæmpede og afstumpede
Udtryk, disse lange Sætninger, der synes
at være vævede paa Maskine og altid efter
samme Mønster, en Slags blød Stopning, en
international Puf, der sætter sig mellem
de stridende Parter for at tage af for
Stødene». Med det samme han har fundet det
karakteristiske Punkt, har han ogsaa fundet
den avlende Aarsag til denne bovlamme
Diktion: »Mellem Staterne er der allerede
kun alt for mange gensidige Rivninger, alt
for mange smertelige og uundgaaelige Stød,
alt for mange Anledninger til Konflikt, og
Følgerne af en Konflikt er alt for alvorlige:
man maa ikke forværre de Saar der tilføjes
Indbildningen og Egenkærligheden, og især
maa man ikke forværre dem uden Grund og
med Fare for at forøge den Modstand man
møder i Dag, og den fjendtlige Stemning
som man vil finde igen i Morgen». Og
herimod stiller han saa sine Udtog af Napoleons
Proklamationer, Bulletiner, Skrifter, Breve
og Samtaler. Allerede længe, i de
forudgaaende Paragraffer, havde disse Citater
forstyrret Læseren og bortledt hans
Opmærksomhed fra Taines aandrige
Retsdeduktio-ner; nu gaar det gält. Ved den uafbrudte
De-fileren af Brudstykkerne af dette storartede
Monument rejst af en Fremmed over det
franske Sprog, putter Tilhørerne Fingrene i
Ørene og beder Advokaten tie. Muligt er han
allerede overbeviist, og maaske giver han
ogsaa den vise Daare Ret paa dette Punkt: Lad
saa være, Napoleon var ikke til at omgaas
som Per og Poul, disse mægtige Fanfarer
maatte tvinge Enhver til at vælge for eller
imod. Men det er ikke langt fra at Taine i
sin skrantende Lidenskab for alt hvad der
er socialt erhvervet, slidt, overgemt, ender
med at opofre baade Personlighed og
Skønhed. Han kommer for Skade at bryde Staven
over Napoleon ogsaa som Skribent og løber
derved en alvorlig Fare for at tabe hele sin
Sag. Thi her staar Part mod Part; Taines
egen Stil — der iøvrigt er uddannet efter det
omtalte napoleonske Princip, at arbejde ikke
paa Papir, men paa Menneskets Hud — staar
imod Napoleons. Og saa stor en Forfatter
den gamle Filosof endog var, mod
Førstekonsulens Prosa blegner hans egen. En
Slægtning af Huset Bonaparte, Søn af den tyske
Socialistfører Otto v. Braun, falden under
Verdenskrigen, skrev at Taines egen Stil
sammenlignet med den i hans Citater, tager
sig ud som blot forfinet Journalistik. Den
tankefulde Læser efterlades grublende over,
om Napoleon dog ikke skulde kunne optages
i en Formel der havde indbefattet de
Sandheder, Taine havde fundet — og noget mere.
Det øvrige Indhold af Taines sidste Skrift,
Beskrivelsen af Napoleons politiske og
administrative Værk. Undersøgelsen af den
katolske Kirkes Stilling og af
Undervisnings-væsenet i Frankrig, indeholder historisk og
socialvidenskabelig gode og mindre gode
Partier, men ogsaa smukke Vidnesbyrd om
276
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
