Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Olav Duun. Av Eugenia Kielland. I—II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eugenia Kielland
o
videre paa: kjærligheten til livet, det nakne
liv; længselen hjem, til varmen og lykken
hos hende som han elsker dypere nede end
alle de syke anfektelser. Ydmyk av lykke
kjender han igjen jorden under føtterne. Og av
denne nyfødte taknemlighet for selve livets
gåve gror muligheten for et nyt liv i den
umiddelbarhet som for ham er frelsen.
Ved siden av Martin staar gamle Kristian
som en central figur i »Paa Lyngsøya». Han
som var saa stolt et sind at han ikke vilde
be til Vorherre i havsnød — »hadde eg det
gjort, hadde eg vore ein hund — for eg
hadde ikkje brydd meg om han før» — men
som siden vender sig stille til ham og lever
med ham. Han sitter i sit kammer og ser
paa verden med kloke øine, ofte med et smil
—- et lunt lite et til den religiøse, men
pengekloke fru Katrine, som maa til »naaden»
og faa sig en liten kattevask nu og da — et
sarkastisk til Mikkjel Vikesylt, taleren som
har hjerte »til utvortes bruk». Til den
kjæm-pende og lidende Martin har han de smaa
varme ord han trænger for at finde vei.
»Mangen usling tar heller ulykken end
lykken. Det vil si, selve ulykken faar de aldrig
smake, selve majestæten. Den er bare for
dem som har hjerte for lykken — og hvor
mange er det?» — »Det spørges mere efter
hvad vi vil bli end efter hvad vi er. Det er
ikke at være menneske, at fly op paa en
skigar og gale at nu er jeg færdig! Nei, det
at gaa og gaa og aldrig komme frem, det
er at være menneske det.» —
Som vi ser, sker heller ikke i denne bok
løsningen av den religiøse konflikt efter
nogen speciel kristelig forskrift. Der spørges
ikke efter syndserkjendelse, frelse og
forløsning; det det gjælder for Martin, er altid et
enkelt opgjør med Gud’3 d. v. s. at komme i
et reelt og redelig forhold til livet og de
styrende magter. Dette er saa meget
nødvendigere for ham fordi hans liv ellers har været
saa forholdløst. Ingen tradition eller
slegts-følelse, ingen kjærlighet til hjem og jord,
ingen naturfølelse av bindende art har kunnet
avsætte sig hos ham under hans omflakkende
liv. Han har aldrig tilhørt nogen større
sammenhæng, aldrig hat trang til som individ at
gaa under i et større fællesskaps tjeneste. —
Helt anderledes fortoner livet sig for den
som støtter sig til et traditionsbestemt
samfund, hvor hver månd er bundet av pligt mot
æt og jord. At vise hvordan livsopgjøret der
stiller sig — det er opgaven for Duuns store
hovedverk, den serie bøker som
sammenfattes under navnet »Juvikfolke».
Olav Du ns hjem ved O s lo fjor den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
