Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Harald Kidde. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ch r. Rimestad
der udkom 8 Dage før hans Død, og som
endte med et Spørgsmaalstegn. Dette
Spørgsmaalstegn fik ved hans altfor tidlige
Død en forunderligt smertelig og gribende
Tragik. »Jærnet» var jo kun første Del af et
vældigt Romanværk om Värmland, han
havde planlagt, og gennem otte Aar gjort
enorme Studier til. Det skulde strække sig over
hundrede Aar og ende med Verdenskrigen.
Kidde, der gik saa samvittighedsfuldt til
Værks, som kun yderst faa Romanforfattere
har gjort (maaske er det overhovedet kun
muligt at finde en eneste Parallel: Gustave
Flaubert), havde ment det nødvendigt at
gennempløje et Bibliotek for at skaffe sig et
tilstrækkeligt solidt Grundlag for sin
Skildring, der skulde omfatte hele Landets
industrielle, kulturelle, kunstneriske, filosofiske og
religiøse Liv gennem Hundrede Aar. Jeg saa
dengang, et Par Aar før »Jærnet» udkom, dette
Bibliotek i hans Pensionatsværelse i
Charlottenlund : det var af et imponerende Omfang,
det dækkede Borde og Stole, alle Steder hvor
der var en Stump Plads, og aabnede man
saa et Par af Bindene, saa man, at de var
indstregede paa mange forskellige Maader, og
forsynede med Kommentarer i Marginen —
ganske som et trykkende Eksamenspensum.
Hvordan vilde han have magtet dette
Arbejde, som han havde beregnet skulde tage
ham ialt tolv Aar ? Vilde det have været
ham muligt at skrive paa fyldestgørende
Maade det andet Bind, der skulde have
heddet Guldet og skulde have fremmanet i al
dets brogede Pragt og Glans Värmlands
kongelige Velmagtstid. Det er meget
vanskeligt at sige noget bestemt derom. I sine
Bøger har Kidde aldrig skildret det rundt og
sundt harmoniske, aldrig Glæden ved at leve
i saa at sige ubevidst, næsten animalsk eller
vegetativ Forstand; den renæssanceagtige,
hensynsløse og ødselt yppige Livsudfoldelse
laa ham meget fjernt ... vilde det have
været ham muligt at digte sig ind i den? Man
har Grund til at tvivle, selv om man er klar
over, at Harald Kidde i sit Væsen havde
Evner og Egenskaber, som han aldrig fik
Anvendelse for i sit Forfatterskab.
Han besad blandt andet en henrivende
Humor, som man end ikke møder et Glimt af i
hans Poesi. Han var en eksceptionel
Fortæller, han kunde holde en Kreds af ikke
ubegavede Mænd og Kvinder i Aande en bel
Aften med sine Fortællinger, der indeholdt
Anekdoter, som ikke blot var pudsige, under-
tiden endog højst groteske, men ogsaa, og i
Særdeleshed, karakteriserende. Naar Kidde
berettede en saadan Historie, altid noget han
selv havde oplevet, var det et helt
Levnedsløb, der oprullede sig i en kunstnerisk
pointeret Forkortning; det var et bestemt
Menneske, hvis særegne Væsen blev os
aabenbaret. Det var skæbnesvangert, at Kidde aldrig
fik Anvendelse for denne Humor, der
virkelig zar Humor, og ikke Ironi eller Satire, thi
den var gennemtrængt af Forstaaelsens
Velvilje og Varme, den var mere end
Overbærenhed, den var Indsigt og Hjærtelighedens
Smil.
Jærnct — det blev den »vanskeligste»
Roman, der nogensinde er skrevet i Danmark.
Kidde havde villet spærre det vældige Stof in
i et Tidsrum af to Døgn; dette var i sig selv
en næsten uoverkommelig Opgave, men
Vanskelighederne forøgedes endda enormt ved
dette, at det altsammen uden Undtagelse var
set igennem en overfølsom, af Livets største
og uforsonligste Modsætninger opreven, og
det maa man tilstaa, overeksalteret Drengs
Sanser og Gemyt. Det er en saare vanskelig
Bog, fordi den er saa enormt fortættet og
rummer en saa enorm Stofmængde — Kidde
var blevet fuldkommen fortrolig med dette
Stof, men vi andre, der var saa at sige belt
ukendte med det, havde yderst svært ved at
tilegne os det, navnlig fordi det skulde ske
paa denne brudstykkeagtige Maade: gennem
et altfor modtageligt, altfor tidligt udviklet
Barns sydende Bevidsthedsliv, hvor
Idéassociationerne ofte følger hinanden paa Maader,
Læseren hyppigt er ude af Stand til at gribe
og gennemtrænge. Værket rummer imidlertid
meget store Skønheder, og hvis man engang
løsriver hele det lange Afsnit, hvor Drengen
fremmaner visse Karolineres Levnedsløb, vil
dette Stykke kunne blive berømt — Måge til
historisk Indlevelsesevne og mægtig
Fremstillingskunst skal man lede efter: Det er
simpelthen et af Højdepunkterne i moderne
dansk Prosa.
Hvorfor havde Kidde til dette Værk, der
skulde blive hans omfangsrigeste, som han
havde givet syv Aar af sit Liv, og vilde give
mindst fem endnu, dette Værk, som er
forblevet saa sær, saa foruroligende en Torso,
hvorfor havde han valgt Sverige? De, der
kendte Kidde, vidste, at det ikke var en
nyop-dukket Kærlighed; han havde fra sin tidligste
214
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
