Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Harald Kidde. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Kidde
Ungdom dyrket de store svenske Digtere, lian
var blevet intimt fortrolig med den rige
svenske Litteratur, han havde oplevet den, som
kun han forstod at opleve Bøger.
Allerede i sine første Skribentaar tog
ban hver Sommer Ophold i Sverige i
Østre-Karup, hvor han havde den milelange
Hal-landsaas til at vandre paa, hvor han havde
vældige Horizonter til at fortabe Blikket i,
den Uberørthed, den Majestæt, den Duft
af Urtid, som hans Sind begærede. Jeg har
en enkelt Sommer besøgt ham deroppe, og
jeg husker, meel hvilket inderligt Velbehag
Kidde førte mig fra Sted til Sted gennem
seks Timer, stille henrykt over at kunne
fremvise alle sine Herligheder. Senere, cla
han var blevet gift ved den udmærkede
Forfatterinde Astrid Ehrencron (dette Ægteskab
blev meget lykkeligt, og, litterært set,
betydningsfuldt for dem begge), lærte ban en
Mængde af Sveriges Egne meget nøje at
kende, og da ban havde fattet Beslutningen om
at skrive det store fire-Binds Værk (hvoraf
altsaa kun »Jærnet» foreligger), boede han
gennem flere Aar i de Egne, hvor Værket
skulde foregaa. Det var ham ingenlunde nok
at digte paa boglig Lærdom — ban maatte
ogsaa se sig om, bruge sine egne Øjne, alle
sine Sanser, komme i Berøring med
Menneskene, optage direkte deres Væsen i sit, for
at have selve Racens Aand som en saa at
sige organisk Virkelighed levende i sit Sind.
Det har været lykkelige Arbejdsaar, selv om
ban ofte i de egentlige Arbejdsmaaneder.
hvor han nedskrev Værket, har stønnet under
den i Sandhed ogsaa overmægtige Byrde, han
havde taget paa sig. Men Kidde opgav intet,
selv om han tyngedes af Besvær. Han var
sejg, udholdende, han følte og erkendte sin
Virksomhed som en Mission, Kræfter der var
mægtigere end han selv, havde paalagt ham.
Han opøvede daglig sin Aand og sin Vilje,
anspændte sig af al sin Evne. Fru Kidde har
engang, før hans Død, (thi efter hans Død
bar hun aldrig kunnet bekvemme sig til at
skrive blot en Linje 0111 ham), i let
humoristisk Form fortalt om hans Arbejdsmaade
derovre i Sverige, da han skrev »Jærnet»:
hvordan han kunde sidde fuldkommen tavs
Timer igennem, ikke en eneste anden Lyd end
Pennens Skratten, men saa kunde der med eet
lyde en svag Stønnen, en ganske sagte
Knurren, naar Vanskelighederne syntes
uoverkommelige . . .
Naar man betænker, hvad der er trængt
sammen i »Jærnet», og i hvilken Grad
Bogen uafbrudt bevæger sig paa den yderste
Spændtheds Grænse, lige paa Bristepunktet,
forstaar man, at Kidde gennem en næsten
overnaturlig Viljesakt har opretholdt denne
Erkendelsens, Følelsens og Sansningens
Ekstase i sig. Man skulde ikke tro, naar man
har læst det første halvthundrede Sider, at
det var muligt at fremkalde en stadig
Stigning, men det er lykkedes Kidde, og det
sidste halvt hundrede Siders Visioner er af
en saadan Karakter, at det egentlig ikke
undrer En, at den Månd, der havde
præsteret et saadant Kæmpeopbud af visionær
Energi, maatte forlade Livet efter dette: Det
var som havde ban allerede sprængt
Skillerummet mellem Liv og Død. Jeg havde
netop fuldført Læsningen af Jærnet, den
Dag jeg fik telefonisk Meddelelse, om at
Kidde var død. Det vil aldrig være mig
muligt at glemme dette Indtryk: skønt det i
en vis Forstand var dybt beklageligt, at
Kidde ikke fik Lov til at fuldføre det Værk,
ban havde beskæftiget sig med gennem svv
Aar med en saa enestaaende
Energiudfoldelse, skønt der var noget saa dybt
nedslaaende, næsten lamniende ved dette mystiske
Spørgsmaalstegn, hvormed Bogen endte, saa
var der dog for den, der lige havde sluttet
Læsningen, noget i hemmeligste Forstand
naturligt ved dette: at den, der havde skrevet
de Visioner, hvori Værket udmundede^ ikke
længere tilhørte os levende . . .
Men Sorgen blandt Kiddes Venner var
stor. Der var neppe nogen i Danmarks
literære Verden, der var afholdt som han. Det
kom af, at der ikke var nogen, der besad
saa storö Sjælens Egenskaber. Han ejede i
Venskab en sjælden Uegennyttighed og en
ligesaa sjælden Inderlighed.
Allerede som nogle og tyveaarig lignede
ban en Månd paa fyrre og tyve. Egentlig
ung havde han maaske aldrig været. Endnu
i Skoletiden havde han gennemlevet flere af
Tilværelsens alvorligste og vanskeligste
Tilskikkelser end det forundes mange andre
gennem et langt Liv. Han havde oplevet det
ene Dødsfald efter det andet, Faderen og
Søskende, han havde haft et Forhold til en
jævnaldrende Skoleveninde ... »Forhold»
kan man vel ikke kakle det, men vist er det,
at han gennemlevede meel en glødende, en
215
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
