Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt. 1—5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk prosa
Marcus Lau e se n.
frielse, en oprejsning, om man vil, for
religiøse og erotiske anfægtelser. Den har, hvad
der er naturligt, noget problematigt over sig.
Livet er typiseret til et problem. Løsningen
gives paa forhaand, idet romanen begynder
med sit resultat og derefter gennemløber
motiver bagfra. Problematigheden understreges
af sprogets religiøse, haarde klang. Der er
lige saa meget indremission som Rilke i
sprogets mørke farve. Det forstaar at lægge
et slør af skygge over det altfor levende og
give den skitserede figur forstørret kraft.
De levende derude har egentlig kun Sigrid
til talsmand.
En Månd gaar bort fra Vejen er en
alvorlig og stærk bog af en ung, modig digter.
Bogens styrke er at lukke øjnene for at
kunne se klarere, for at kunne fastholde
billedet af den kamp, der betyder en bedre
forstaaelse af det væsentlige, det
skæbnebestemte, som arbejder i os. Ogsaa denne bog
handler om den opøvelse i virkelighed, som
alle unge bøger maa handle om. Men her har
den religiøs farve, fordi han ved, at det
isolerede menneske, den ensomme drømmer er
til forargelse. Han vil føre sine to brødre
tilbage til jorden og et lykkeligt arbejde. Det
faste arbejde er ogsaa en del af hans egen
virkelighed. Det er den kappe af kraft man
slaar om sig, naar man er kommet til at
fryse ved at være alle ting for nær. En Månd
gaar bort fra Vejen er en usædvanlig
debutbog, ikke alene usædvanlig ved sin modenhed
men ogsaa ved sin form og sit motiv.
4-
Paul la Cours Roman Aske synes ogsaa
at være en afskrivning af noget personligt, en
befrielse af en vægt: et qui done a jamais
guéri de son enfance, lyder bogens motto.
Den er et psykologisk mikroskopi. Og dens
midler har den intime analyses mærke: at
være nærbilledet mere end oversigt, og i
tegningen mere streg end farve, og i sit
temperament mere hede end varme. Der er noget
artificielt skarpt og haardt over denne
skildre-maade, der kunde vise, att digteren har mere
blik end hjerte; noget hans vers ogsaa
beviser, ikke mindst den nylig udsendte
digtfortælling, Leviathan, ogsaa den en forklaring
af barndommens magt.
I romanen ser man synets haardhed og den
skarpe tegning allerede i en indledende
sætning som denne: »Alle Mændene havde lagt
deres Hænder foran sig paa Bordet og
deres Bevægelse var enfoldig og ægte, som viste
de uden Blu et andet og hemmeligere
Ansigt.» Romanen fortæller denne besynderlige
Stephane Lateges historie. Det ansvar, der
bliver for tungt ikke paa ham selv, men som
slægtansvar, bliver en slags besættelse i
barnet. Og denne besættelse er at ville det onde
—• han plukker fuglen levende for at se
angsten i dens smaa, sorte øjne, han skubber sin
legekammerat ud over skrænten ned i søen
for at se hans skræk for døden ... Igen
denne Freud, siger man. Og ogsaa kvinderne har
deres barndom at befri sig for. Christine
Le-mercier river krusifixet fra væggen, da hun
173
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
