Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt. 1—5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
har set den uretfærdige lidelse og moderens
religiøse selvretfærdighed. Og veninden, den
stille Françoise standser et øjeblik tankefuldt:
er Christine fortabt? Men Françoise lærer
her det, hun mest af alt behøvede:
realitetens byrde. Det lærer de alle. Bogen er deres
opøvelse i virkelighed med barndommens
komplekser befriet i handling. Her hedder
handlingen: eros. Den oplevelse, der hedder
gud er de vokset fra og dermed er miraklet
ved at leve ikke længere en naiv lykke, men
en bevidst og vanskelig kamp, der kræver
vilje. Derom hedder det: »Og fra den Dag,
Tvivlens Skygge var trængt ind i hende og
havde fyldt hende, mistede hun sit klare og
dybe Blik. Hun kunde ikke mere se Gud.»
Saa bliver eros det nye mirakel og den
nye lykke, hendes og Stephanes naivitet.
Denne skildring af kærlighedens vækst til lykke
og mistro er holdt i korte knappe
antydninger, der maaske forlanger lidt for stor
medviden og meddigten af læseren. Princippet:
ikke et ord for meget — bliver tilsidst for
lidt varme i følelsen og nu og da en
forkortelse i psykologien, der ser ud som en
utilstrækkelighed, uden at det dog altid er det.
Barnets forvandling til kvinde i den fine
Françoise er nænsomt og smukt forklaret, faa
linier af viden og klogskab.
Om bogen i sin intimitet virker skematisk,
saa er det fordi den er megen viden og for lidt
varme, det vil sige for meget syn og ikke
lidelse nok ... lidelse for digteren.
Medlidenhed maa man søge som en forjættelse i
fremtiden. Det han vil naa: det er godt at se
paa det, man ikke selv har naaet og har
tilbage : »... det er godt at se paa vore
Kvinder, og at holde af dem og tænke, man vilde
selv have denne Pande med Rynkernes
mangehaande Skrift. Det er godt at se paa dem.
Det er godt at se paa det, man ikke selv har
naaet og har tilbage ...» Og hans medfølelse
er desuden en fin blufærdighed i
følelsesbe-kendelsen. Bogens smukkeste parti er de to
sider om Françoises bryllupsnat. Blufærdigt
og stærkt. Her ser man evnerne i deres
bedste udfoldelse. Det er løftet om fremtiden. Det
vigtigste indhold af denne blufærdighed er
maaske, at ban ved, at lykken har ingen
historie. Lykken er tavs. Saaledes kunde man se
hans kulde som et forsøg paa at skjule for
megen varme. Er den artificielle kulde for
megen medlidenhed? Er der en dualisme i
ham, han vil bortforklare ved en maskering?
Staar der en kamp i ham mellem følelse og
forstandsmæssig bedømmelse? Et bevæget
hjerte, der vil forstaa med klare tydelige ord •
og føler sin naivitet som en svaghed? Man
tror det gerne naar man har læst Aske og
tænker paa Paul la Cours lange ophold i
Frankrig. I Aske er hjertet endnu dækket af
kolde hænder, men senere? Man læser disse
linier et sted i romanen, og siger da ikke
gerne noget med sikkerhed om bogen og dens
forfatter. I disse linier ser man, at han vil faa
ret; han har det mod, der vil bekende sig selv
og bagom tingenes ydre søger han det, som
er deres sjæl; bagom overfladen vil ban se
det, der er den rette menneskelighed. — »Alt
det betyder saa lidt, Stephane, saa lidt, og det
er ikke der, man kan mødes ... Der er
noget mere alvorligt og inderligt, man maa
stride sig til ... noget, der kommer langsomt,
saa langsomt ... Man maa vente ... man
maa have Taalmodighed ... men i Stedet
rakte hun ham sin Haand for at lade den
sige ham alt.
Ved Berøringen med dens svale Hud
tænkte han blot mere smerteligt: Hvad er det
værd, alt det, hun giver mig, imod det,
hendes Hjerte skjuler.»
Hele bogens problem er samlet om den
erotiske kamp — som i enhver klassikfransk
roman. Man forstaar ogsaa, at sproget
undertiden .staar lidt for fransk paa papiret. Det
der ødelægger lykken imellem de to, er den
glemte vilje til at gøre ondt, som Stephane
havde i sin barndom. Er det tilstrækkeligt
bevist ? Man synes det ikke altid. Psykologien
er intim analyse og det liv, som leves har kun
en indre bedømmelse, der undertiden tager
sig noget for spidsfindig ud. Romanen
handler kun om den erotiske kamp mellem to
mennesker. Stephane jager sin hustru i døden.
Han soner sin brøde ved at gaa fra
menneskene og de ting, der vil binde ham till
jorden og det daglige liv. Han faar tillgivelse
tilsidst: et barn fødes, og reddes til livet ved
hans hjælp. Bogen lærer os respekt for
menneskelighed og befrielsen for tingenes magt.
som en redning. Den taler smukt om
ydmyghedens værd. »At være ydmyg. Hvor har man
altid Brug for at vende sig mod det, der
lærer Ydmyghed.»
S-
Ogsaa Peter Tuteins Larsen er en
reaktion, der betyder kravet om en større realitet:
tilbage til naturen. Den handler om den
civilisation, der bliver til en besættelse, en pi-
174
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
