Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt. 6—10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
ikke sin Byrde paa Jesu Skuldre, var
Jordelivet ikke til at leve.»
Romanen fortæller da om dagene, der gaar,
den ene som den anden. Om det daglige slid
for føden, om vejret og skæbnens gang. Alt
har sin jævne, sunde takt som et pulsslag.
Det er den store, rige hverdag, hvor
mennesker gror og har deres rigdom i at være
mennesker. Religionen fordærver ikke disse
fiskeres rørende menneskelighed og
hjælpsomhed. De har en styrke af liv og sundhed.
Der er en atmosfære af tillid og sammenhold
i denne lille kreds, der er et samfund i
samfundet. Et mylder af unger. Man ser,
hvorledes Kirk har set den uforstyrrede
menneskelighed bag den strenge maske af
dogmatisk tro. De er mennesker. Og trods
umenneskelig religion, sunde. I pagt med vejr og
evighed. Der ligger her gemt en reaktion
mod borgerlig forlorenhed — tydeligst at
iagttage i skildringen af præsten og de andre
»dannede», der har mistet kontakten med
det levende og voksende. Natur og menneske
vokser sammen her. Romanen er noget af et
epos, i sin følsomhed for folk og vejr i evig
vekselvirkning. »Det var friske Morgener,
hvor alting var vaadt af Dug og Natteregn.
Mulden dampede i den første Sol,
Ungkreaturerne brølede i Foldene, Pilerakler, grønne
Knopper, det var Foraaret. Lyset vældede
ned, Byger gik over Egnen. Vindmotorerne
blinkede i det skarpe Solskin. Løvetand og
Smørblomst lyste i det nye Græs. Karlen,
som pløjede, faldt i Tanker og maatte vækkes
med en Vognkæp. Lærkerne stod som smaa
bitte Pletter under den bleggraa Himmel, og
ved Stranden fløjtede Rylen med sin søde
Stemme. Gamle Folk rokkede ud fra
Krogene og snusede Foraaret ind.»
Bag den objektive fortælling ligger der
da en fin underbund af lyrisk følsomhed. En
vis fatalisme, der er en tillid til forsynets
retfærdighed, gør livsfølelsen jordisk sund
trods alt. Man skal ikke blande sig i det,
som er over al forstand. »Men En ved jo,
at det gaar som det skal, og at der er en
Mening i det — Og vi maa ikke blande os
i det, som ligger over vor Forstand.» Og
som fisken veksler i mængde, veksler
aars-tiden og haabet med den. Religionen
formindsker ikke deres menneskelighed. Mange af
figurerne er opfattet med et svagt ironisk
mundkrogssmil. Man trættes ikke af
psykologiske udpenslinger. Meget er set med et
hurtigt blik og gengivet kort og klart. Der
er varme i bogen trods dens objektivitet,
den varme, der er tillid til, at livet faar ret.
Synspunktet er politisk uden at man
mærker en propaganda for eller imod. Det er en
mærkelig roman; en af de bedste unge romaner
der er udkommet de sidste fem aar. Det skal
blive interessant at se, hvorledes fortsættelsen
paa Kirks forfatterskab bliver efter en
saadan begyndelse.
8.
Degnens Hus er en krigsbog. Kun er det
ikke det langtrækkende skyts, som arbejder
her, men de usynlige vaaben, som benyttes
i den ægteskabelige nærkamp. Bogen maatte
vel nærmest betegnes som en patologisk
studie. Der er ikke megen sundhed i bogen.
Alle mennesker er syge. Martha, den gamle
kvinde har kræft og hendes religion gør
hende haard og synsk. Degnen er en
degenereret jøde, fantast og livsuduelig. Han
beruser sig i ord og ustyrlige fantasterier. Han
er uden vilje. Og som egocentriker
ustandselig optaget af sig selv. Og denne
livsudue-lighed hævner han paa samfundet ved et
storslaaet politisk spilfægteri og i et
urimeligt magtbegær. Som type er han patologisk
bestemt. Et usselt pjok. Naar Hulda Lütken
øver hele sin opfindsomhed paa denne figur
kan det ikke undgaas, at den virkelig
rammende karakteristik ved gentagelser
efterhaanden gør figuren til en karikatur. Man
har svært ved at tage ham helt alvorlig.
Det synes som forfatterinden skal skrive
et had af sig paa denne figur. Der er i
bogen tydelige barndomserindringer. Er denne
degn en personlig hævn? Skriver hun en
hæmning af sig? Man tror det. Han er den
typiske fantast. Ikke nogen helt usædvanlig
type i dansk literatur. Det hedder om ham:
»Han tyede til sine Drømme. Det var hans
Fordærv, at hans Drømme var saa stærke,
at de blev til Virkelighed for ham. Derved
ødte han sine Kræfter, og gjorde det
umuligt for ham at leve. Alt skabte han, alt ejede
han i sin Fantasis straalende Rige.
Drømmen blev hans Redningsplanke mod
Virkelighedens raa Bølgeslag.» Han er uegnet til
alt. Mindst af alt egner han sig til at være
lærer. At hans forskellige, offentlig
fremsatte ateistiske bekendelser hurtigt vilde faa
hans afsked til følge, synes forfatterinden
ikke at have taget i betragtning. Er en
saadan jødetype mulig, spørger man. Og bliver
300
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
