Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Kaj Munk og »Ordet». Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
Albert Luther som Sangeren. Anna Borg som Anna Boleyn. Charles Wilken som Weston.
Cant. Akt Det kgl. Teater.
for Modstand og Skuffelse styrker ham og
Skæbnens Slag gør ham stor. Ene gaar han.
Om ham gælder det, at vel kan han falde,
men aldrig besejres.»
Med »Cant» tog Det kgl. Teater Hævn
over sin »Idealist»-Fiasko. Men ogsaa
denne Gang forsvandt Digteren, hans
levende og lidende Mennesker og den Replik,
der dækkede over Problemet, bag Teatrets
funklende og altfor festlige Opsætning. Kai
Munk havde faaet Ret: giv Publikum
Revy ... og baade Hr. og Fru Publikum vil
strømme til Teatret, hulke, græde og le ...
Mens Drejescenen snurrede, Dragter lyste
og funklede, og Hoffet dansede til en sød
og rasende Elskovsmelodi, var det umuligt
at opdage, hvor Problemet denne Gang laa.
For de fleste blev Stykket en behændig
Sammensyning af historiske Blodanekdoter og
de spraglede Rester fra Francis Hacketts
Skrædderi. Men lyttede man — og især læser
man i Teksten — er det muligt at høre en
Klang af den Poesi, der skulde gøre
Dramaets Problem mere aktuelt og mere
levende end en tilfældig og banal Teaterrevy.
Dramaet hedder ganske vist: »Et Skuespil
om Henry VIII og Anna Boleyn», men
Kardinal Wolsey faar af og til i de forskellige
Opgørsscener sagt en forunderlig »afsides»
Replik om Verdens taabelige cant — den
Humbug, den kolde Egoisme, der er Verdens
og Menneskenes fattige Forsvar, naar den
naadeløse Kamp med Gud begynder. Stykkets
Motto er denne Gang af selve Goethe. Her
ser man, hvad man ellers gerne kunde
overse, at dette Renaissance-Drama handler oni
— Troen. »Alle Tidsrum, i hvilke Troen
hersker, ligegyldigt i hvilken Skikkelse, er
glimrende, opløftende og frugtbare for
Samtid og Eftertid ...»
Der var altsaa ikke Grund til at forundre
sig over, at »Ordet» blev et moderne
Mysterium. Det handler, efter en lidt
folkekomedie-agtig Begyndelse, hvor den gamle Borgen
og Peter Skrædder slaar en fordelagtig
Æg-teskabshandel af, om det Mirakel, der er
blevet hjemløst i vor moderne Tid. Kaj Munk
har ofte nok, i det sidste Aarstid, i sine
polemiske Artikler, hvor han driver sin »Halløj»
med Kirken, haanet de ubegavede Præster,
der vil snyde Kirkefolket og Bisperne med
en dogmefri — saakaldt liberal — Religion.
»Ordet» handler om den Kristendom, der ikke
behøver at frygte Miraklet. Det er dristigt at
ville forsvare Genopstandelses-Miraklet
netop fra Scenen, hvor Graad og Tænders
Gnidsel ved aabne Kister ikke altid virker efter
sin Hensigt. Naar Stykket virkede saa over-
286
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
