Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
Elfelt
Jorden, men en stille Tale om Sindets skjulte
Gaader og om Tingenes Sjæl.
Alex Garff er en usædvanlig Debutant. Det
var længe siden, man saa en Digter saa
moden fra sin første Bog. Hans Vers har den
samme sjældne, lidt spinkle Ynde som den
første Foraarsblomst, som en Bille i
Haanden eller en Fuglerede i Hækken. Hvis et
Motto betyder noget, vilde man over Alex
Garffs Digte sætte Goethes Ord: Vær ædel,
hjælpsom og god. Det er maaske ikke nogen
ubetinget Ros — i alt Fald er det en Fare —
at han allerede i Starten er saa klassisk i
Stilen og dæmpet i sin Mund.
Som alle altfor modne Ynglinge er han
allerede mærket af Døden; hans lyriske
Motiv er gerne den bølgende Kamp mellem Liv
og Død. Hans Omraade er det intime. Han
skriver ofte om Jordens mærkeligste
Ingenting: Kærligheden; det hele er et bedaarende
Ingenting om et Ingenting som de første
bevidste Drømme. (Saa snart han rører ved
noget aktuelt, han ikke rigtig har Føling med,
bliver hans Billeder for voldsomme; »De
arbejdsløse».)
Han følger gennem Bogens forskellige
Afdelinger, der gaar fra Døden over
Genfødelsen til Liv, Menneskets skiftende Stemninger,
Trods imod Gud, Stolthed, der ødelægger og
det truende Tungsind (»Stoltheden»,
»Skæbne»). Det er Wergelands undrende Lytten til
Tidens, Luftens og Sjælens Lyde; han vil
fange det, der ikke er mere, men var; han vil
kæmpe for et bedre Liv bag Aar, bag Tiden
og Tingene. Man ser den fornyede Wergeland
i dette Digt om »De mange, unge, skønne
Aar»:
De månge unge, skønne Aar
de gik saa skønt til Spilde,
men lige meget, hvor jeg gaar,
jeg hører deres Kilde.
Og spejler jeg mig i dens Strøm,
da skælver op fra Bunden
mit Urosbilled, som en Drøm
gav Smil og Graad om Munden.
Det hvisker, ler og brister bråt
og det er aldrig stille,
det lyser, ler og bliver mat
og lader Livet spille.
Det bliver aldrig stille før
du rinder ud i Havet,
før du er rundet træt og tør
og jeg begrædt, begravet.
Gennem Bogen stiger denne milde Tone
med en stadig kraftigere Klang, gennem Død
til Liv. Tydeligst ser man maaske hans Evner
i det varierede Tema over Kærlighedens søde
Angst og Himmelstorm i »Bønnen». Den
Kærlighedsfortrøstning, han forstaar at
lægge i disse sidste Vers — som en Glød under
Aske, — viser, at Alex Garff er en Digter,
der lover meget, men alligevel ikke mere end
at han ogsaa er i Stand til at holde det.
Af de yngste Digtsamlinger er »Den
bedende Dreng» den mest klassiske; hans
Klassik er endnu ikke blevet til Kulde; han er
varm, ængstelig og nænsom.
8.
Aarets mærkeligste Præstation (jeg bruger
med Vilje det Ord) var Paul la Cours :
Regn over Verden. Allerede ved sit smukke
Format og sin statelige Typografi fangede
den Øjet. Paul la Cours lyriske Motiv er de
gaadefulde, frugtbare Kræfter i Foraaret:
Regnen og Kvinden, altings Ophav og
Begyndelse. Der er kun de to Motiver i Bogen:
det giver den en smuk Holdning og en fast
Linie. Han færdes i en grødende, emmende
Duft, en nyvaagnet Verden under den milde
Regns Lukke. Hans Fantasi begynder sin
Fart ved det gaadefulde og frugtbare:
Kornets og Røddernes Slid i Mulden, Spirernes
Kamp om Lyset og den vaagnende
Moderlykke i Kvindens Skød. Verset smelter
sammen og faar Form i det salige Sekund, hvor
Alverden parrer sig, og »alle Ting staar
fordybede i hinanden, borte i en varsom, kysTc
Formæling». Regnen bliver til Eros — der
minder smerteligt om Døden — og det klare
Vand fra Himlen bliver til Kvindemælk.
Saaledes er Synet i »Sommer»:
Vi søger tyst til hinandens Favn
som Kornet, der sammen skrider,
vi drikker tyst af hinandens Væld
fra unge, leende Tider,
vi finder i dig et Modermulm,
vi vender tilbage, Kvinde,
til Livets fjerne, hellige Bred,
ved dig vor Meddrømmerinde.
Vi kom jo fra svimle Dybders Bund,
fra Drømmenes Sted derinde,
hvor Kimene ligger i Afmagtsblund
og spiles til Liv i Blinde.
Der blev i vort Bryst en Ve saa tung,
al Jorderigs evige Grøde,
vi mindes dunkelt, hvor mulmfuldt ung
den banked vor Rod imøde.
Paul la Cour er fransk af Syn og fransk i
Stilen. Han har uden Skrupler overtaget Chr.
Rimestads og Sophus Michaëlis’ Plads ved
162
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
