Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk
Ly rik
den Ambolt, hvor de prægtige, men kolde
Smykker hamres færdigt. Som
Kunstpræstation er »Regn over Verden» en fremragende
Digtsamling; den er ikke blot Lyrik, men
desværre ogsaa: Superlyrik. Biliede hægter sig
til Billede, og Syn hober sig paa Syn.
Musiken er for Kendere, Folk, der elsker Triller
og Koloratur. Den er skrevet med en Esprit,
der skuffende ligner Aand. Strofen er ofte
lysende og klar — selv om det stadig er
samme haarde, firlinede Form. Naar han taler i
Enrum med sin Kvinde, faar Verset nu og da
en Smule Ild, der er mere end Straavarme.
(»Jeg venter stille» eller »Regnsommer»). Og
Stroferne faar Følelse, naar han befolker sit
Landskab med et levende og lidende
Menneske (»Paul Léon», »Bedstemoder»). — Det
er saa mærkeligt: selv om hans lyriske
Landskab er Foraarets, er Luften i disse Digte
alligevel luftløs og tynd, ligesom forklaret af
en Vinters Is-Sol. Huse, Træer, Buske
tegnes mod Himlens Hinde med Koldnaal.
Men ofte er Verset saa kunstfærdigt, at det
gaar over Læserens Forstand, forbi Præstens
og ind i Biskoppens (»Fattige Kvinder», f.
Eks.). Han har for nemt ved at faa Tanken
til at arbejde i Billeder og Rim. Det mærkes
paa mange af Digtene, der sikkert ofte kunde
faa det samme sagt med færre Ord. Man
beundrer en Kunstner i denne Bog, en kyndig
Smed i Guld og ædle Metaller, men man
savner et Menneske til at give Stroferne Blod og
Menneskelighed. Bag Deskriptionernes fine
Opfindsomhed, vilde man gerne se mere end
en Kunstner, man vilde gerne finde et levende
og lidende Ansigt. Hvor er det? Tag f. Eks.
disse Vers (»Husene») om den kommende
Nat. Det kunde være en »Oversættelse» av et
Maleri:
Imod den groende Himmel
staar Husenes simple Kuber
det banker af Lys i Muren
blødt som i Fuglestruber.
De lever saa dybt i Lyset.
Naar Solen fra Himmelranden
suser mod lyse Sletter
staar de og brænder i Panden.
Staar med rødmende Lemmer
med sagtelig stigende Varme,
med Ild, som spruder af Blikket
ud over alle Karme.
Bogen holder sin Tone, sit Sus af Korn,
sin Rislen af Regn. Den holder sin haarde
Form (et Ord, la Cour bruger meget). Det
Valdemar Rørdam.
hele er en Hymne til Danmarks tidlige
Sommer og Kvindens frelsende Foraar.
»Regn over Verden» bør beundres. Beundres
som man beundrer en sjælden Kunstsag, der
funkler og spiller i Haanden, naar man
drej-der den i Lyset. Form. Kulde. Kunst. Jeg, der
begyndte med en frisk Sult, sidder tilbage
med en Fornemmelse af, at jeg blev —
kongeligt ■—- bespist, ikke med Brød, men med
Smuler, der hurtigt forvandler sig til Glas i
Munden.
9-
Af et Barns Verden fortsætter Valdemar
Rørdams fortræffelige, lyriske Erindringer
fra i Fjor — Huset ved Volden. De tres
Aar har givet Digteren et aldeles
forbløffende »aldrende Klarsyn» over Barndommens
Hændelser og Oplevelser. Han mindes de
tidlige Aars forunderlige Dufte og
Stemninger med en Tydelighed — og Ømhed — der
gør denne Mindebog til et af de varmeste
Vidnesbyrd om Poesiens uforanderlige
Livskraft i dansk Lyrik.
Tiden har givet Valdemar Rørdam en
fornyet Styrke i Erindringen, der faar hans
femfodede Jambe til at antage tusind vekslende
og talende Tunger, og giver den en »Mimik»,
der er saa levende, at man snart glemmer,
at Ordet, fra første til sidste Rim, virkelig
er bundet i en ubønhørlig Verseform.
163
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
