Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Moderne norsk lyrikk. Wildenvey, Bull, Øverland, Hiorth-Schøyen, Reiss-Andersen, Backe. Av Alf Harbitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alf Harbitz
usøkt uttrykk for denne hans refleksjon. Det
er smått og stort han sitter og tenker;
samlingen blir som en forundringspakke. Eller
som et bind av Goethe hvor ikke et
visdomskorn er gått til spille. Han dikter
Predikeren om, han dikter Genesis om. Det er som
han prøver nye toner på sitt instrument, først
spinkelt men alltid rent for senere å sette i
med rikere klangfylde. Og slik merker man
at det er »Høstens lyre», og at det vokser
noget nytt frem i ham.
»Dagenes sang», hans forrige samling,
hadde mere av en blussende solstemning over
sig. Iallfall er disse siste dikte av
Wilden-vey enda eventyrligere enn ungdomsdiktene.
Det er den modne sødme i edel frukt.
Nytt spill.
Jeg sitter her ør av mitt eget spill,
—-og enda så er der jo toner til,
som aldri har lydt!
Jeg leter langs gamle strenger,
jeg knapt trodde tonet lenger:
og alt er nytt.
Kaller man spillet for spillemannstant,
er hjertet dog fullt av musikk iblandt,
og intet er tapt.
Jeg leter langs strengen og fanger
de enkleste, blåeste klanger
som Gud har skapt.
A, kunde jeg være i sannhet og ånd
en tonende lyre i mesterens hånd
og tjene hans spill,
da skal du stanse og lye
til alt det vidunderlig nye
som våren vil!
Hvor kommer det fra, og hvor vil det hen?
å herre min Gud, der er vei en venn
som venter en sang!
Det kommer fra våren herinne
og går som et brus — iblinde
som første gang!
Kanhende det også ditt hjerte når
det tonende spill, som et vell av vår,
så nytt og skjønt?
Kanhende at vinterens bitre
tårer idag vil glitre
som dugg i grønt!
Olaf Bull stod som den største og
rikeste evne i vår lyrikk, og det kom frem i
alle de vakre og følte ord ved hans død.
Hans rigdom gikk ikke i bredden, han var
aldri produktiv. Men i alt han skrev er det
intens oplevelse, dyp poesi, en ren og
mandig form. Selv når tanken ikke nådde full
klarhet og uttrykket hadde brist, virket for-
men ren, fordi hver tone bar en heftig
kjærlighet til den store, salte, friske kunst. Fordi
dikteren lesker sitt sinn i denne friskhet. Det
er der han møtes med Wergeland. Men det er
den forskjell at Wergeland har naturlig
hjemme i denne høie luft og kaster sig ut i den
som en ørn fra tinden, mens Olaf Bull bakser
sig op til den for der å stryke av sig ali
smuss og kvide fra jorden. Denne flukt op
mot høiden, dette bad i eteren, denne
kontrast mellem jord og himmel er den indre
makt i hans poesi.
Hans diktning er full av symboler, åpne og
skjulte, som i en drøm hvor alle ting har sin
dype mening. Av og til er ordene som
underlige runer, ikke lette å tyde når man vil
inn til den inderste mening. Det uklare i
mange dikte ligger i dette symbolslør, men
det hender også at symbolikken ikke er
gjennemført eller holdt fast.
Det enkleste uttrykk får han når
kontrasten er gjemt, når han ikke nevner jorden på
sin flukt mot himmelen. Men den er alltid
med. Selv de trossige, virkelighetsnære
ung-domsdikte, ja selv de første ømme
natursværmerier har kontrasten i sig. Diktene
»Ungdom», »Paa læsesalen», »Miniatur-ballade»,
»Fantasi» har drukket sin friskhet og sødme
av kviden.
I »Vaarpige» kommer kontrasten til orde.
Et vers gir himmelblået:
Et skjælvende vaartræ i morgnen ene
staar svøbt i en kjole
af himmerigs sol,
som hænger i dugglød om alle grene!
Jeg falder i knæ
for det hellige træ,
hvis vidjers vidunder jeg klart kan se.
Det siste vers gir den smertefylte jord:
Mit hjerte blev aldrig i naade beskaaret
en reddet gren —;
hver eneste en
forliste i blomster og frugter med aaret,
og taus og saar
min længsel gaar
tilbage sin dunkle, ensomme vaar!
Her er også kilden til den dirrende
medfølelse i »Foraar», diktet om graven, om den
unge piken som »smuldrer i muld bag
kistens tag!»
Se, svalerne stiger i dans, i dans de daler ... de
selvsamme birke suser de deilige steder . . . markene
grønnes, og himlene bruser og blaaner ... aa hvor du
elskede storm i din haves toppe og stormsvalers vingede
glimt gjennem vaarens veir !
264
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
