Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Moderne norsk lyrikk. Wildenvey, Bull, Øverland, Hiorth-Schøyen, Reiss-Andersen, Backe. Av Alf Harbitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mo d e r n e norsk lyrikk
Olaf Bull. M a l e r i av Henrik Lund.
Det er igjen det henrykte natursværmeri —
og den svarte, grusomme jord — den unge
piken som »smuldrer i muld bag kistens tag!»
I de bitre og sørgmodige dikte om
ungdoms kjærlighetsliv har vi stadig den samme
kontrast som stemningskilde. Knappest og
mest beåndet ser vi den i det underfulle dikt:
Det brænder i hjertet ved nat og ved dag:
Elsker, elsker hun mig?
Thi bagom mit hjertes fortryllede slag
ligger et nagende Nei;–
det jager bag hele min lidenskabs glød,
bag freden med hodet i hennes skjød:
Elsker, elsker hun mig?
Det hænder, skjønt herlig og helt endda
sig selv hun har git til pris!
Hvad vil jeg i evigheds evighed ha —
kan mere i verden der gi’s?
O —■ nogenting bagenom sjæl og kjød,
en flygtende lue bag mund og skjød —!
Elsker, elsker du mig?
Da tar du mit hode, din mund er hed,
dit ansigt blir lidenskabshvidt •—- —■
og sælsomt bevæget jeg sænker ned
mit øie i dybet av dit–-
Og dog er det aldrig af kjærlighed,
— kun angsten, som spør dig foruden fred:
Min elskede — elsker du mig?
Her, likesom i »Underveis» og
»Tjenerinden» — diktene om kvinnen som »tæve» —
spenner stemningen mellem »himmel» og
»jord» i erotikk. Men bak ligger kløften i
sinnet, og det geniale menneske slår sin
regnbuebro over denne kløft, og »tæven» er
egentlig bare et av hans symboler. Den unge
dikter tror selv på virkeligheten i symbolet, men
også denne tro er utslag av trangen til
fruktbar uro. For når han er sig bevisst at
motivet bare er motiv, blekner regnbueglansen.
Her er de sjelelige forutsetninger for hans
ungdomsdiktning. Symbolene er ennu enkle,
de er sprunget av ungdommens erfaring, som
kan være bitter nok, men ikke mettet av de
modne års ånd og refleksjon.
Det kommer.
Drømmediktet »Gobelin» samler alt i mildt
vemod. Det er et eventyr for Merete, far og
datter går på vandring sammen i sofaputens
trek, ja det er selve eventyret som blomstrer
der, men Merete må ikke røre, for hennes far
vet »hvor lidet der skal fingres ved en drøm,
før liljerne og roserne og løvet forvandler
sig til fattig silkesøm — —» Leken,
fantasien, vemodet forener sig til et av de deiligste
billeder vi har i vår lyrikk.
I det store dikt »Sneen» tar han op
grunnproblemet i sitt dikterliv, den smertefulle
spenning i sitt sinn, han gjør det mandig og
ærlig, med stor kunst i sterke billeder. Men
trangen til fullt opgjør og hel klarhet hindrer
fantasien i å skape sig det store symbol.
265
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
