Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra Grundtvig til Pontoppidan. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Gr ti ndtvig til Pontoppidan
Ens Bevidsthed. Den er et betydningsfuldt
Bidrag til Forstaaelsen af Grundtvig og hans
Familie, og skarpt Lys falder over
Digterpræsten selv i disse stormfulde Aar, da Krig
og Grundlov er Omkvædet paa alt, hvad der
siges og skrives. Tragisk ender Brevvekslingen
med Fru Lise Grundtvigs Død efter de
vanskelige Aar, da Sønnernes Fraværelse,
Ægtefællens oprevne Sind og
Flytningsbesvær-ligheder har slidt paa hendes Nervekraft.
Grundtvig skriver 14 Januar 1851: »Det har
jo været en svær Tid for os alle, men Gud
skee Lov! at den ikke blev længere, som
Lægerne var bange for, og da Gud har givet
Styrke, var det godt for mig, at jag havde
meget at giøre.» Det tunge Budskab naaede
Sønnerne ved Hæren. Svend Grundtvig
skriver til Faderen den 18 Januar: »Du kan vei
tænke, at vi gjærne vilde være hos Eder i
Hjemmet i denne Tid.–-Men er end
min Tanke nu først hos min Moder i
Himlen, saa tro ikke derfor at jag har glemt, at
jag endnu har en kjærlig Fader paa Jorden,
hvem jeg saa inderlig gjærne vilde kunne
være til nogen Glæde og Opmuntring.»
Dagen efter slutter Johan Grundtvig sit
Brev til Faderen med disse Ord: »Fred med
hendes Aand! og Ære over hendes Minde!
og os Kraft til, beaandede af den vemodige
Erindring om hende, hvem vi aldrig kunne
glemme, fordi hendes Hjerte hængte ved os,
rolige at vandre vor Bane, saalænge det bliver
os beskaaret, Gud til Ære og Verden og
Fædrelandet til Gavn, efter de Evner, der ere
os skænkede.»
Ved Begravelsen, hvor Grundtvig stærkt
bevæget holdt den eneste Tale, savnedes
Sønnerne, men — som Svogeren Bojsen
Dagen efter Begravelsen skrev til dem —
»Eders gamle Fader længes inderligt efter
Eder! Jeg veed ogsaa, at I gjør, hvad I kan
for at komme til ham og blive hos ham en
Stund!»
I det sidste Brev i Samlingen nævner
Grundtvig til Sønnen Johan, »at der er meget tomt
omkring mig, som overalt staaer mere ene i
Verden, end man skulde tænke og end jeg
kunde ønske, saa jeg kunde trænge til en
venlig Omgang med to kiære og vist igrunden
ædle Sønner, det kan Du troe, jeg føler dybt,
men det er som alt det hjertelige i Livet, hvad
der maa komme af sig selv, uden at vi enten
kan fremkalde eller egentalt engang
forberede det».
Efter kort Tids Forløb giftede Grundtvig
sig paany med Ane Marie Elise Toft, født
Carlsen, der var Enke efter Godsejer Toft
til Rønnebæksholm — han viste Familien,
at han hverken var »gammel» eller færdig med
Livet.
Den danske Digter, paa hvem Grundtvigs
Tanker og Livsværk havde gjort stærkest
Indtryk, var Ingemann, der nærede levende
Sympati for Grundtvigs Kamp for en folkelig
»Højskole i Soer» (Sorø). Da Carsten Hauch
var bleven Lektor i Naturvidenskab ved
Sorø Akademi, udviklede der sig hurtig et
varmt Venskabsforhold mellem ham og
Ingemann, og den ældre Digter nærede Ønsket
om at føre Hauch og Grundtvig i nærmere
Forbindelse med hinanden. Men noget
intimere Forhold bragtes dog ikke i Stand,
dertil var deres Naturer for forskellige.
Grundtvigianer blev Hauch aldrig og deres
æsthetiske Synspunkter dækkede ikke hinanden.
Desto fortroligere blev Hauch og
Ingemann, og deres Forhold belyses klart gennem
den Brevveksling Hauch og Ingemann, som
M. Hatting har udgivet og kommenteret
(Gyldendal). De lærte — som Ingemann
skriver 1837 — allerede da Hauch fremtraadte
som Digter, »gjensidig at erkjende og forstaae
hinanden». Han udtaler videre, at »i de sidste
syv Aar, vi siden som Colleger ved Sorø
Akademi ere traadte hinanden nærmere, ere
vi ofte aandelig mødtes paa de høieste
Punkter, og jeg erkjender i ham en af de herligste
og ædleste, poetiske Naturer, jeg er kommen i
venlig Berørelse med». Det blev følgelig et
stort Savn for Ingemann, da Hauch i Marts
1846 blev udnævnt til Professor i nordisk
Sprog og Literatur ved Universitetet i Kiel
og forlod Sorø. Til H. C. Andersen skrev han
næste Aar, at »Livet i Sorø har tabt Meget
ved hans Forflyttelse, og jeg savner ham tidt»,
og samme Følelse af Savn ytrer han ogsaa
overfor Grundtvig.
Og Savnet var gensidigt. I det ved
danskfjendtlig politisk Agitation uhyggelige Kiel,
hvor Poesien var sat i Skammekrogen,
længtes Hauch efter Sorøs stille Hygge. Men der
blev dog bygget Bro over Savnet gennem
den fortrolige Brevveksling, som vedvarede
ligetil Ingemanns Død. Hauchs Breve er
bevarede i Slægten, tilbagesendte efter
Ingemanns Død af hans Hustru, medens mange
af Ingemanns Breve er gaaet tabt, da Hauch
ikke var omhyggelig med at gemme Breve.
Hauchs Breve er højst værdifulde til For-
445
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
