Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra Grundtvig til Pontoppidan. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Gr ti ndtvig til Pontoppidan
Bernhard Severin Ingemann.
Oliemaleri af Wilhelm Marslrand.
delse, at de begge tilhørte en ældre Tid, »den
Herlighed vi saae og virkede for, er ikke den
som Tiden søger, vore Heroer, til hvis Faner
vi have svoret, og med hvem vi høre sammen
og skulle kæmpe den store Kamp eller have
kæmpet den, tilhøre en forsvunden Tid». Disse
Ord gentager han nu til Ingemann. »Men
saalænge vi leve, skulle vi dog protestere mod
Materialismens Overherredømme, ligesom en
Commandant, der forsvarer en Fæstning til det
yderste, selv naar han indseer eller troer at
indsee, at hans Forsvar ikke kan holde den
Sag oppe, han forsvarer.»
Det gik saa mærkeligt, at denne Digter,
der bevægede sig i Idealets blaa Sfærer og
som med saa udpræget Mistillid betragtede
Theatrets Virksomhed, da »de bedste
Skuespillere i den alvorlige Retning nu er borte»,
den 28. December 1857 blev udnævnt til Det
kgl. Theaters Førstedirektør og kom ind i et
Intrigespil af den værste Art. J. L. Heiberg
havde 1856 maattet trække sig tilbage, og
Johanne Luise Heiberg havde fulgt sin
Ægtefælle. Hauch, der forgæves prøvede paa at
bevæge hende til at vende tilbage, holdt sig
kun paa sin vanskelige Post 1 1/2 Aar. Da
Monrad i Foraaret 1859 var bleven Halls
Efterfølger som Kultusminister, afskedigede
han strax Hauch, hvem alle, efter Fru
Heibergs Udsagn i »Et Liv genoplevet i
Erindringen», smilede ad.
Hauch priste kort før sin Afskedigelse
Ingemann lykkelig, da han kunde leve i det stille
Sorø i patriarkalsk Ro, »omgivet af Velvillie
og Højagtelse». »Hvad mig angaaer, da kan
jeg ikke haabe saa høi en Lykke, men nogen
Ro troede jeg dog, i min sidste Dag, efter i
det mindste at have stræbt efter det, jeg
an-saae for at være rigtigt, at kunne gjøre
Fordring paa. Imidlertid det maa nu gaae som det
kan, den store Hvile kommer vei snart ogsaa
for mig, og da gjelder det ligemeget om man
har levet i Storm eller Solskin, naar kun
Frugten er nogenlunde moden. Hisset gjelder
det heller ikke om et berømt Navn, dette
skal aflægges som al anden Forfængelighed,
thi hisset virke Aanderne i det Skjulte, Ingen
kjender dem, og allermeest skjult er han den
447
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
