Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Bodil Ipsen. Af Frederik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frederik Sc hyberg
Bodil Ipsen som Dronning
Elisabeth i Schillers
Maria Stuart.
i moderne Stykker som i det klassiske
Repertoires månge »modsatte» Karakterer af
unge Kvinder, Hermia og Helena i »En
Skær-sommernatsdrøm», Ragnhild og Regisse i
»Svend Dyrings Hus», Bødvild og Lysalf i
»Vølund Smed». Sommetider byttede
Direktionen om på Rollerne som netop i »Svend
Dyrings Hus», hvor Ella Ungermann
paradoksalt spillede Ragnhild og Bodil Ipsen
Regisse, men hvor Kontrasten blot derved blev
yderligere åbenbar. Bodil Ipsen sprang som
Kunstnerinde jo et helt Felt over; de lidende,
sværmeriske, romantiske unge Kvinder var
aldrig hendes Fag (derfor mislykkede hendes
Ofelia som hendes Agnete og Regisse), de var
derimod Ella Ungermanns. Den mest
effektfulde Kontrast og det mest essentielle
Indtryk af de to unge Kunstnerinders
forskellige Formåen fik man derfor af deres Modspil
og Sammenspil i Johannes Poulsens
Iscenesættelse af »Det gamle Spil om Enhver», hvor
Bodil Ipsen blændende spillede den sejrssikre
»Tro» og Ella Ungermann betagende de
lidende »gode Gerninger».
Men samtidig gled Bodil Ipsen nu ind i
det moderne Repertoires store Kvinderoller,
gennem sine Sejre i Helge Rodes »Det store
Forlis» og i Strindbergs »Båndet», hvori hun
samtidig indledede sit Sammenspil med
Poul Reumert, dette skandinavisk berømte
Sammenspil, der nåede sin Kulmination og
sin yderste Bæreevne i Kunstnerparrets to
fælles Landflygtighedsperioder fra Det Kgl.
Teater, ved Dagmarteatret 1919—22 og
r93°—33, et Sammenspil ikke i første Række
betegnet ved Repertoirets Lødighed (til
Tider var det upåklageligt), men af to
fremragende Kunstnerindividualiteters
overlegne Beherskelse af Stoffet og deres Evne
til at skabe Liv og Kunst af så at sige et
hvilketsomhelst Stof. Bodil Ipsens Styrke
som moderne Skuespillerinde er hendes
forunderlig levende Situationssans, der aldrig
svigter hende og altid skaber Situationerne
ny, og hendes Replik, hvis gnistrende
Livfuldhed overvinder alle tekstlige
Vanskeligheder. Det er for Fru Ipsen ikke først og
fremmest hvad hun siger, men hvordan hun
siger det, der er det kendetegnende og
karakteristiske. I deres første Sammenspil
på Dagmarteatret spillede Reumert og hun
ind mellem moderne Boulevardstykker bl. a.
Shakespeares »Trold kan tæmmes» i en
stiltro Opsætning, — i deres andet det
samme Stykke, men i Henry Hellsens
moderne Iscenesættelse, og fejrede i den én
af deres Sammenspils største Triumfer, fordi
den i sig ligesom forenede, hvad de havde
ydet i både det klassiske og det moderne
Repertoire. Bodil Ipsens Katharina var en
Essens af trodsig, vild og varm Kvindelighed,
udtryksfuld, evig og ganske moderne, som
hendes Fremstillingskunst jo overhovedet er
det.
Men at ville gøre hende til udpræget
»moderne Skuespillerinde» og kun det, som nogle
en Tid forsøgte, er aldeles forkert. Hendes
lysende Apparition og hendes livfulde
Tonefald husker man fra »Blåræven», »Hvis jeg
vilde» og »Kun et Lune», men sine største
Sejre har hun vundet netop i klassiske
Kostymeroller, hvis Liv på Teatret hun har
fornyet ved sin aktuelle Kvindelighed og sin
levende Replik, men hvis Stil hun aldrig
(eller kun sjældent) har brudt. Ens
Erindringer om disse Skikkelser synes talløse, når
man prøver at huske efter. Det er Abigael i
»Ambrosius» og Elisabeth i »Elverhøj» (hvor
ikke mindst Foredraget af Sangene er ufor-
622
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
