Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Bodil Ipsen. Af Frederik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bodil Ipsen
glemmeligt), det er Lysistrate og
Mirando-lina, Pernille i »Den Stundesløse» og
Toi-nette i »Den indbildt Syge», det er Den
Vægelsindede, Elmire i »Tartuffe» og Lady Teazle
i »Bagtalelsens Skole», hos Shakespeare Portia,
Katharina og Rosalinde! Det muntre og lyse
ved alle disse Roller er jo et fælles Træk.
Bodil Ipsen, som i moderne Skuespil ofte har
spillet tragiske Roller og opnået Resultater,
har været længe om at nå det klassiske
Repertoires store tragiske Kvindeskikkelser,
selvom hun forholdsvis tidligt spillede to tragiske
Dronninger hos CEhlenschläger, Dronning
Oluf i »Yrsa» og Dronning Margareta — uden
dog i nogen af dem, og i så Fald kun rent
momentvis, at nå på Højde med sin bedste
Formåen. Det digterisk tragiske har hun været
nærmest ved i Strindbergroller (»Dødedansen»,
»Frk. Julie»), mens hun ikke i Ibsen endnu har
nået nævneværdige Resultater. Der er altså
her Felter, som i Dag ligger foran hende,
og som hun har tilbage at underlægge sig.
At det vil lykkes hende, behøver man ikke
at tvivle om. Vejen til de tragiske Karakterer
har hun i de sidste Sæsoner banet sig gennem
sit Spil i Stykker af de to store moderne
Tragikere, Bruckner og O’Neill. Kort før sin sidste
Landflygtighed fra Det Kgl. Teater spillede
hun Nina i »Sælsomt Mellemspil», dette
betydningsfulde Stykke, hvis Indhold er en
hel tragisk Kvindeskæbne gennem alle Aldre,
med betagende Kunst, —■ og på
Dagmarteatret fik hun i Bruckners »Dronning
Elisabeth» (iscenesat af Molander) Lejlighed til
at udføre i hel Figur den Skizze til en Dronning
Elisabeth-Figur, som hun for nogle Sæsoner
siden udkastede på så fængsende en Måde i
Schillers »Maria Stuart», Hendes sidste
betydende Rolle er Lavinia, Datteren i O’Neills
»Sorg klæder Elektra» — i Sammenspil med
Betty Nansen som Moderen, et mærkeligt
Møde påny efter Debuten i 1909 — der for
hende blev en så fuldkommen Fornyelse af
alle Midler, at man endnu engang kom til at
tænke på Titlen på hendes Debutstykke.
Purung at se til, var hendes Udførelse af Rollen,
ikke mindst dens stumme Scener, hvor hun
blot med sit Blik anklagede Moderen, måske
det mest fuldendt tragiske man kan tænke
sig af kvindelig Skuespilkunst.
Hamlet-Pro-blemet, Tanken om Hævn for en elsket Fader
og Pligten til at gennemføre denne Hævn, selv
over en Moders Lig, var her udført med så
intens en Fremstillingskunst, så
menneskeligt og tragisk et Følelsesindhold, at man
Bodil Ipsen i »Det er aldrig
n o ki> av Carl Gandrup-
derigennem måtte se, hvad det var, man først
og fremmest savnede i Gösta Ekmans
internationale Hamletprestation. Sammenligningen
mellem disse to store skandinaviske
Scenekunstnere er iøvrigt ment som en
Kompliment til dem begge!
Bodil Ipsen kan altså fejre sit Jubilæum i
Lyset af et kunstnerisk Triumftog gennem
25 Aar, som endda ikke har været begrænset
til Teatret alene, men også har udstrakt sig
til Filmen og Radioen. Så mangfoldigt hendes
Repertoire også har været, så ligger der dog
forude nye Områder og venter på hende.
Som man på Talefilm vil ønske, at hun, mens
Tid er, kommer til at indspille J. P.
Jacobsens »Marie Grubbe», som der gentagne Gange
623
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
