Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Ny dansk prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kj eld
Elfelt
Vejen og Husene og de legende Børn, de var
mig fremmede og uvedkommende . . .». —
Frank Dover er ikke »som de andre». Han
er en alvor Natur, der — modnet af et
strabadsrigt Sømandsliv — kun »morer» sig over
alvorlige Ting. Og det er derfor rimeligt, at
hele hans Liv først faar en Mening, da han
møder den Kvinde, der bliver hans. Først
i Bogens sidste Halvdel, der skildrer Frank
Dovers Oplevelser i Sydafrika sammen med
Emmely og hans Kamp mod Samfundet for
sin erotiske Ret, ser man Frank Dovers Ansigt
tydeligt nok, saa tydeligt, at man glædes
og ængstes over et Menneskes Stolthed og
Evne til Lidelse.
»Frank Dovers Ansigt» er altsaa ogsaa
Erindringer, et Stykke Virkelighed prøvet og
vejet. Johannes Buchholtz rører for saa vidt
ogsaa ved det Problem, der synes at være
aktuelt lige i Øjeblikket: Menneske og
Samfund. Hvad koster det at være Menneske?
4-
Knuth Beckers Roman: Verden venter —
var en af Aarets interessanteste Romaner,
selv om det bliver svært at kalde den den
bedste. Romanen er for saa vidt en
Fortsættelse af Knuth Beckers fortræffelige
Roman: »Det daglige Brød». Naar Litteraturen
—■ og det gælder især Knuth Becker — med
saa megen Iver og Grundighed beskæftiger
sig med Barnet, har det en ganske bestemt
Aarsag. Barnet gemmer paa alle de
menneskelige Muligheder i deres Oprindelse og
første Udvikling. Det, der interesserer
Digteren i denne Forbindelse er atter
Forholdet mellem Individ og Samfund som det
ses allerede i Barnet. I dette (forholdsvis)
uudforskede Land undersøger man desuden,
hvor meget Mennesket sætter til af sin Natur
og Oprindelighed ved at skulle tilpasse sig
efter det moderne Samfunds Krav.
Bogens Idé forklares af dens Titel:
»Verden venter —». Drengen Kai Gøtsche
begynder sin Løbebane — sammen med en
Skare andre Drenge — paa
Opdragelsesanstalten »Sjællandsgave». Naar de lange,
trælse Aar er forbi og »Komformationen»
overstaaet, venter Verden paa dem, men hvad
er de saa værd, og hvor meget af Mennesket
er ødelagt i dem? Man mærker allerede den
skæbnessvangre Modsætning mellem
Samfund og Individ i Drengenes Kamp mod de
voksnes Dumhed og Uforstand. Hvad véd
de voksne — Læreren og Forstanderen —
om Drengenes Sind og Ønsker? Intet. For
dem er det hele kun »Portökoller» og
»Papirer». Det Billede, de en Gang for alle har
dannet sig, maa ikke forstyrres. Saa hellere
Uretfærdighed og Hykleri.
Knuth Becker har — ogsaa i denne Bog —
en ret enestaaende Evne til at
karakterisere Drenge og Drenges Væsen alene
gennem Repliken. Han følger trofast sine »Helte»
fra Morgenandagten til Aftenbønnen, fra
Arbejdet i Marken og ved Saven, fra Legen
til Angsten for Gud. Paa »Sjællandsgave» er
der mange Menneskemuligheder;
Løgne-Eu-gén, Kai, Niels, Bernhard og Abraham er
de mest tydelige. Men de fleste gaar til
Spilde, naar de skal begynde derude. Hvad
kunde de ikke være blevet til
(underforstaaes i det rigtige kommunistiske
Samfund), men de forkvakles og forkues. Af
hvem? Af Samfundet, Troen og de voksne.
— Alle disse Drenge opdrages til Hykleri
og Løgn af Tro og Spanskrør. Begge Dele
er lige barbariske. De voksne misforstaar
og mishandler Børnene — med et fromt
Blik til Jesusgibsfiguren.
Første Del af Romanen er stærk og slaar
haardt, fordi den er nogenlunde objektiv.
Det tiltalende ved »Verden venter ■—» og
Knuth Becker — er, at Digteren ikke
fortæller mere om disse Drenge end det, han
ved. Han gætter ikke, og han gør sig ikke
alvidende; han vil ikke bilde os ind, at
Stoffet er mere mystisk, mere spændende end
det er. Saa længe Knuth Becker holder sig
til sit Emne er han rolig og klog i sin
Analyse af Barnesindet og (forholdsvis) naturlig
i sin Stil. Han gør ikke Lærerne mere
bestialske end nødvendigt for at kunne
forsvare Drengen og Drengens Sind mod
Overgreb.
Romanens Tendens — og farligste Risiko
— begynder først i anden Del. Det bliver
efterhaanden trættende, naar Forfatteren
ser »Jesus» overalt — Jesus som Ødelæggeren.
De Figurer der skal forsvare det karske,
sociale Samfund er heller ikke for tiltalende,
synes man. Det svækker Bogens Balance.
Dertil kommer, at mange af Bogens
Skræmmebilleder — især Forstander Monrad og
den snøvlende Idiotgreve med hans
Raceheste — er hentet fra Litteraturens mest
tilstøvede Pulterkammer. Bogens anden Del,
hvor de fleste af Drengene lider Skibbrud i
et ondt og uforstaaende Samfund — de er baade
656
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
