Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Nyere dansk Litteraturforskning. Af Aage Houken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A a g e\ H ou ken
Valdemar Vedel.
ker med et dybtliggende menneskeligt
Indhold, som med særlig Forkærlighed søger frem
til de skiftende Tiders Idealer og
Menneskebilleder, og som giver Læsere med de rette
Forudsætninger meget. Vil man lære
Humanisten Vedel at kende, skal man imidlertid
snarere end til de store Værker, der dog er
for Feinschmeckere, gaa til hans to Samlinger
af Essays, »Firsernes Førere» (1923) og især
den smukke Bog »Menneskelighed» (1920).
Hans Aandsfrænde som Ærkehumanist er
Digteren og Litteraturhistorikeren Niels
Møller (f. 1859), i Sverige kendt som mangeaarig
Kritiker i »Nordisk Tidskrift».1 Han har endelig
nu i sit Otium efter en livslang
Embedsvirksomhed som Jurist faaet Tid til at
fuldende sit Hovedværk, tre tykke Bind om
Verdenslitteraturens Historie, som værdigt
staar ved Siden af andre nordiske
Fremstillinger: Just Bings, Schücks, Sylwans og
Bööks. Under Læsningen gribes man af
Beundring over denne Mands ubegribelige
Lærdom, som har mægtet at tage den ganske
Verdenslitteratur i stiv Arm, og som er lige
1 Se Fredrik Vetterlund: Dansk
litteraturvetenskap. Ord och Bild 1933, s. 660.
godt hjemme i oldgræsk Lyrik og Skuespil,
indisk Mystik, kinesisk Lyrik, italiensk
Renæssance og alle de germanske Litteraturer etc.
Det er et helt langt Livs Studier, der her er
koncentreret, ofte fremlagt med stor digterisk
Skønhed, hvor han selv har været inderligt
grebet, f. Ex. i Homerskildringen, som er
uovertræffelig. Mod Kompositionen kan der
rettes Indvendinger, idet Stoffet er svulmet
op for ham, saa at han, da han er kommet til
1800, maa klemme hele Tiden derefter
sammen paa et lille Rum. Derved gaar det ud
over mange betydelige Mænd, som enten ikke
omtales eller spises af med et Par Linjer.
Baade Vedel og Møller har oftere tolket
deres Taknemlighed mod G. Brandes. Det kan
derimod ikke siges om Julius Paludan (1843
—1926), der jo i sin Tid blev foretrukket
for Brandes som Professor i Æstetik til stort
Raseri for dennes Tilhængere. Her skal der
ikke rippes op i den gamle Strid, som
Paludan i øvrigt tog med den ham egne
uforstyrrelige Ro. Han var tør og fantasiløs som
Lærer, men grundig, saaledes ogsaa i sine
Bøger, hvoraf Hovedværket er
»Renæssancebevægelsen i Danmarks Litteratur, især i det
17. Aarhundrede» (1887) og »Fransk-engelsk
Indflydelse i Holbergs Tidsalder» (1913).
Paludan var udpræget konservativt indstillet og
angreb Brandesianismen paa flere Fronter,
ofte ikke uden Held til at paavise afgjorte
Svagheder i Brandes’ Værk. Men en mere
nobel og loyal Modstander har Brandes aldrig
haft. Foruden de nævnte og mange andre
Bøger skal her blot gøres opmærksom paa de
to Bind Afhandlinger »Mellem Semestrene»
(191 o og 1921), som indeholder historiske
Oversigter over forskellige litterære
Foreteelser, f. Ex. Bonden i Digtningen,
Trubadurpoesien, Virkningerne rundt om i Landene af
Goethes »Werther», den religiøse Følelses
Gen-vækkelse gennem Litteraturen ved Aar 1800
og 1900. Det er nyttige Oversigter, der
meddeler en Mængde Stof, men uden noget
Forsøg paa kunstnerisk Fremstilling. Noget af
det bedste er en Skildring paa Grundlag af
Sagens Dokumenter af Søren Kierkegaards
Forlovelseshistorie.
Naar der er Tale om Georg Brandes’
Modstandere, kan Harald Nielsens Navn ikke
forbigaas.® Denne højtbegavede Månd har nu
i en lille Menneskealder udfoldet en kritisk
Virksomhed, som ikke just har skaffet ham
2 Se John Gustavson : Nutida dansk kritik. Ord
och Bild 1916, sid. 618.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
