Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Johannes Jørgensen. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
Jeg sidder som en fremmed Månd,
hvor jeg engang var hjemme . . .
min grønne Skov, min Ungdoms Land,
Jeg kan dig ikke glemme!
»Øer i Havet», hvor det hedder:
Men til hin fjerne Ungdom
jeg ledes nu tilbage —
Havdybets Klokker klinger
som da paa Havbliksdage.
Jeg hører Havets Klingen,
men jeg er ej som dengang.
Jeg lytter fjærn og fattig
til mine Minders Genklang.
»Gamle Sange», »Mørke» (Vælskland IV):
Fjærnt over Umbriens Sletter,
fjærnt bag Bjærgenes Rand
klager min Ungdoms Nætter,
kalder min Vemods Land.
Det er som en Sang langt borte,
en Sang om Aar, der svandt hen.
En Sang om en Tid, hvis Porte
jeg aldrig skal aabne igen.
»Uvejr» (Vælskland V), »St. Laurentii
Taarer» (Vælskland VI):
De sidste Stjerner slukkes i mit Hjerte.
Jeg hører nogen i min Sjæl, som græder.
Imorgen andre Veje, andre Stæder . . .
Og foran lyser intet Gensyns Kærte.
»Høstsuk», »Gyldén Taage» med
Spørgsmaalet: »Er jeg et Blad, der løsnes og
falder fra Livets Træ?», »Aftenbøn», naar
»Stjernerne tændes i Aftnens Gaard».
Hellige Herre og Frelser, forbarm
Dig mildelig over min Kvide;
bring mig Hjælp med Din stærke Arm,
lad mig ej længere lide!
I sin — trods alt — fortrøstningsfulde
Tillid lig Barnets, som den udtrykkes her,
gaar Jørgensen bag om sin nærmeste
Forgænger i det 19. Aarh., Ingemann, og helt
ned til vor gamle dejlige »Vandrebog»s
Digter, Salmisten Hans Christensen Stheen.
Bestandig den samme Tone. Men mon
Læseren trættes deraf? Guddommelig Mu-
sik kan ogsaa nydes atter og atter og
forblive usvækket i sin betagende Kraft.
Endnu er to Bedrifter tilbage, inden vi
lukker Bogen: »De Profundis» (In
memoriam Paul Verlaine, † 9 Jan. 1896.) og
»Livets Sang».
Blandt de mange Mindedigte over den
franske Bohéme og Vagabond, hvis
Anfægtelser meget ligner Jørgensens, placeres
de to danske (Sophus Claussens og
Jørgensens) fint. I det sidste er det den ene Synder,
der beder for den anden.
Udslidt, udstridt, Paul Verlaine!
Død i Gud og død med Fred!
Ved dit Lig jeg knæler ned
som en ringe, ukendt Ven.
Nat og Dag og Lyst og Nød
er som Taage, der forgaar
i den Stund, da Sjælen staar
nøgen for Guds Tjener Død.
Og tilbage bliver kun
som en Bøn af Dybsens Grund:
Herre, før en Stakkel hjem,
lad ham frelst Dit Aasyn se!
Pie Jesu, domine,
Dona ei requiem.
Latinen føjer sig til Dansken, uden at
Rimene skurrer derved. Kirkens Sprog og
Salmetonen er internationale.
»Livets Sang» begynder med en festlig
Optakt til Klangen fra den danske
Sommer — men ganske umærkeligt slaar
Stemningen over i Moll. Lindens faldende
Blomster lignes ved Taarer i en haabløs
Graad. Hvorfor? Fordi Digteren føler, at
hans egen Tilværelse er ligesaa flagrende
som »et Blad i Sommervinden». Da gælder
det at drikke Glemsel paa Elskovsøen.
Men Ekstasen og Elskovsdrømmen er saa
fortvivlende korte. Sommeren er forsvunden:
Det er Høst i vore Sjæle,
det er Nat og Sorg,
og som Genfærd maa vi dvæle
ved vor Lykkes brustne Borg.
574
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
