Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Johannes Jørgensen. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Jørgensen
Dette er I. P. Jacobsen-Stadiet. Hertil
er Niels Lyhne og Fennimore naaet.
»Saadan sänk og sänk deres Kærligheds høje
Slot, det fra hvis Tinder de havde skuet
saa stolt ud over Verden, og hvor de havde
følt sig saa stærke og saa store.»
I denne Krise er der flere Muligheder:
At overgive sig, naar det alligevel ikke
kan være andet, som I. P.
JacobsenÆpi-gonerne, fyldt med Brandeske Dogmer,
som er ved at bringe dem i Knæ, gør det i
deres Liv og Digtning (Eks. alle
Stuckenbergs Romaner). Eller man kan avancere
ved at »opgive Idealet», gradvis tømmes
for Livsindhold, men i tilsvarende Grad
tilfredsstilles af den ydre Verdens Glans
og »Ordner» som en Adam Homo eller en
Per Gynt. Men endelig er der nok en
Mulighed — selv i den elvte Time, den, som
Jørgensen vælger.
End er vort Liv ej ødet
og Tiden ej udrundet,
og, før vort Øje brister,
skal Vejen være fundet.
Vejen, der fører gennem »den skønne
Tempeldør» og ind i det allerhelligste,
hvor den kostbare Perle findes.
»Der er en Brønd, som rinder» — kom
først over tyve Aar senere (1920), og der
ligger snart en lille Menneskealder mellem
den og Debutsamlingen »Vers» fra 1887;
og Afstanden i Livssynet, Smagens
Af-klarethed og det poetiske Udtryks
Simplicitet maales nemt ved inden Omtalen af
»Brønden» at indsætte en enkelt Linie
fra »Vers»: »jeg gaar, sjælsbitter, viljeveg
og tankedøv» (med Rimordet — øjesløv).
Hermed være slet ikke sagt, at der ikke
findes kønne Vers i Samlingen, blot at
J. J. ikke var naaet at blive sig selv, men
var en hel Mængde andre, i dette Tilfælde
— med Opmarchen af Adjektiver till
Mønstring — I. P. Jacobsen.
Titlen i Samlingen fra 1920 er ligesom
blevet Digterens særlige Kendetegn, hans
litterære Vandstempel. Talløse er de Gange,
hvor dette poetiske Rekvisit anvendes.
Med Freud kunde man vei nok finde en
plausibel Applikation af dette Omkvæd
paa Momenter i Digterens Psyke — men
vi lader være. Hovedsagen er, at Billedet
er smukt.
Slutningsverset:
Der er en Brønd, som rinder
og risler Nat og Dag —
den risler lutter Minder
som dybe Hjærteslag.
Og lytter Du i Natten
ved Maaneskin dertil,
da maa Du bittert græde
for hvad ej mer er til.
viser det samme Mismod, som vi fandt saa
hyppigt i »Digte 1894—98». I det hele taget
kan vi sige for første Dels Vedkommende
af den nye Samling, at det stadig er en
Sammenligning mellem det som tabtes, og det
der blev vundet, og tit gaar Vægtskaalen
med det første ned, men for at skaffe
Balance igen sættes Gud og hans Fred paa
den anden. Er dette ikke en mærkelig
March paa Stedet? Jo, maaske i
Oxfordtider, ellers ikke. Og det er netop saa
menneskeligt og ærligt, at J. J. ikke udnytter
sit digteriske Geni til at skabe Apoteose
med Gud og alle Engle i Transparent og
sig selv som omvendt Synder, lutret og
lykkelig. — Tænk ellers blot paa hans
»Kirkes» Farveglæde og rige brusende
Stemning! — Paa dette Punkt er J. J.
ikke Katolik — blot Menneske.
Den før omtalte Simplicitet skal belyses
først med et Digt, der skal meddeles i sin
Helhed, i den Grad er det purt:
Du rækker mig en Bog, min lille Søster —
vor Barndoms Bog om fremmed Land og fjærne
Kyster.
Jeg har den glemt — men du har den bevaret,
og i den er vor Barndom aabenbaret.
Var det vor Faders Blod, som i os talte?
Thi det var Troperne, vi helst saa malte.
Urskovens Vildnis, Bregner og Lianer,
og Kæmpefloders Flokke af Kaimaner.
575
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
