Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - H. N. Andersen. 10. September 1852—30. December 1937. Af J. Østrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. Østrup
paa Omskiftelser og Stigninger saa rige Liv
i en mærkværdig Grad stadigt vedblev at
være den samme. Han var tavs, og han
reklamerede aldrig for sig selv, men er ikke
allerede selve dette i vor Tid, hvor
Atmosfæren fra alle Sider dirrer af Højttalernes
Reklamebrøl, noget ganske eventyrligt? H. N.
Andersen var i en lang Aarrække sit Lands
mest berømte Månd, men der var meget faa,
som fik ham at se, og endnu færre, som kom
i hans Hjem. Danmark er et Land med et
rigt offentligt Liv; der holdes mange Fester
med mere eller mindre nærliggende
Anledninger, og der serveres til disse Fester megen
som Regel overmaade god Mad og mange,
ikke altid helt gode Taler — men hvad, det
førstnævnte Led af en Festlighed er nok saa
meget værd som det andet, og saa har man
— for mange ikke det mindst interessante —
den Fornøjelse den næste Morgen at se sit
Navn i Avisen blandt den større eller mindre
Del af »Hele København», som ved denne
Lejlighed havde været til Stede. Men imellem
disse Navne saa man aldrig, overhovedet
aldrig, H. N. Andersen’s.
Og det var ingenlunde, fordi han var
menneskesky; thi han talte med mange, og
han kendte alle, i hvert Fald alle dem, som
det for ham havde nogen Interesse at kende.
Jeg tror ikke, at han havde synderligt Rede
paa de forskjellige europæiske Filmsheltes
Navne, og han var næppe paa det Rene med,
hvorvidt Poul Reumert for Tiden var fast
knyttet til det kongelige Theater eller ikke.
Saa maatte han trøste sig med, at af Europas
Mægtige, i Politikens og Finansernes Verden,
var der næppe en Eneste, som han ikke havde
ret nem Adgang til at komme i Forbindelse
med, om det skulde blive nødvendigt for
Kompagniets eller Fædrelandets Skyld.
Naar han slet ikke deltog i den offentlige
Selskabelighed og overmaade lidt i den
private, var det dels, fordi han ikke havde
Lyst — en fornuftig Bog var ham et bedre
Selskab end en pjattet Borddame — dels og
navnlig, fordi han ikke havde Tid. Fra de
unge Aar, da ved stræbsomt Slid Skilling
lagdes paa Skilling for at skabe den beskedne
Startkapital til selvstændig Forretning, var
H. N. Andersen en overmaade flittig Månd;
de selvbiografiske Optegnelser i Bøgerne
»Tilbageblik» og »Udvikling» bekræfter, hvad man
kan slutte af de i Praksis opnaaede Resultater.
Allerede som toogtredive-aarig afsluttede
Andersen sin Sømandskarrière og gik i Land i
Bangkok for at blive Hotelvært,
Skibsprovianteringshandler, Savværksejer, Raadgiver
for den siamesiske Regering. I hine travle
Aar i den sidste Halvdel af Firserne udvikledes
den Alsidighed og den overlegne
Forhand-lingsevne, der senere kom ham til Nytte
baade i Forretningslivet og i Diplomatiets
vanskelige Kunst. I den daglige, stille
Færden mellem alle de Brune var det, at han
erkendte, at kun de Transaktioner er virkelig
gode, der bringer begge Parter Fordel; hans
Forretningsmoral, der ophøjede Begrebet
»Gensidighed» til et ligefrem helligt Princip,
traadte derved i afgørende Modsætning til
den ellers af Europæere ofte nok anvendte,
der betragtede de Indfødte blot som
Udbyt-ningsobjekter. Uden at være hverken
Sprogmand eller Raceforsker eller noget som helst
højlærd havde den jævne Sømand fra
Nakskov med sin sikre Iagttagelsesevne tidligt
begrebet, at Østens Folkeslag havde lige saa
fine Raceinstinkter som den mest ariske
Europæer, og at den, der vilde handle med disse
Mennesker, for sin egen Fordels Skyld gjorde
vei i at tage Hensyn hertil; H. N. Andersen
fik altid let ved at vinde Orientalernes Tillid,
netop fordi de for ham var Medmennesker
og ikke Halenegre.
Og medens den endnu unge
Forretningsmand i hine Aar mellem 1884 og 1897 gik
rundt i Bangkok i sin stadigt videre
forgrenede Virksomhed, voksede i hans stille
Tanker Planen om paa Grundlag af den beskedne
Begyndelse, han her havde skabt, at danne
et stort dansk Selskab, der skulde være
Bindeled mellem Østasien og Danmark, ja, alle
Østersøens Lande. Dette Selskab skulde
naturligvis først og fremmest være et
Skibsrederi og et Handelsselskab; det var den
Tanke, der laa den tidligere Sømand og
nuværende Skibshandler nærmest, og de gamle,
historiske Erindringer om det attende
Aarhundredes Asiatiske Compagnie pegede ogsaa
i denne Retning. Men bag om alt dette
dæmrede og brødes allerede Idéerne om, hvor
fordelagtigt det vilde være, om et saadant
Rederi ved ogsaa at gribe ind paa Industriens
Omraader selv kunde være med til at
fremstille de Varer, der skulde udgøre dets Skibes
Fragt.
Det er imidlertid kun i Mytologien, at
Pallas Athene springer fuldt færdig og fuldt
rustet ud af Gudefaderens værkende Hoved.
Naturligvis havde H. N. Andersen, da han
i den første Halvdel af Halvfemserne kom paa
158
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
